Læsetid: 7 min.

En sjæl for Europa

Barroso og Wenders vil fremme europæisk kultur, mens dansk teater lukker sig om sig selv. Men kan man virkelig koge mere suppe på vores nationale pølsepind, og hvor var iøvrigt FCK uden udlændinge?
6. februar 2007

Det kongelige Teater får snart en ny skuespilscene. Lige nu læses ansøgninger fra potentielle chefer for huset på Kvæsthusbroen. I efteråret har flere andre teatre fået nye ledelser under stort påstyr. Såvel i opslaget til Det kongelige Teater som i strategiplanen for de øvrige scener i København har man fremhævet det internationale fokus som et væsentligt ind-satsområde. For Københavns Teater foreløbig ved at sende de eneste udpegede udlændinge tilbage til, hvor de kom fra!

Rundt omkring i Europa er de store scener derimod præget af stor interesse for, hvad der rør sig i verden udenfor egne vinduer. Théâtre de l'Odéon i Paris er blevet en åben scene med markant udveksling med udlandet, især Europa. Det samme gælder en række andre scener rundt omkring i Frankrig. Det gælder også Tyskland, for slet ikke at tale om Holland og Belgien, ja, selv London har huse med vidt åbne døre bl.a. for en af de mest succesrige forestillinger herfra, nemlig Kaleidoskops Havfruen, der netop er resultatet af et frugtbart samarbejde med et svensk cirkus.

Flere steder trives en global nysgerrighed og en udforskning af en europæisk identitet i al dens sammensathed og kontrastrigdom.

Men hvor står Danmark så i denne sammenhæng? Lidt offside skulle jeg mene. Ligefrem aktivt at bidrage til en satsning på Europas kultur og kunst, 'Europas sjæl', er vel blot at invitere til den normale respons, nemlig anklagen om at man er 'flommeeuropæer'!

Kanonen er skrevet. Fint nok. Godt at kende sine danske rødder. Men hånden på hjertet. Ikke mange af listerne i kanonen er imponerende. Ja, listen over scenekunst er vel nærmest en udstilling af dansk dramatiks fravær. Måske Sylfiden kunne have beholdt sin plads i et internationalt selskab. Hårdt presset.

Bergmans betydning

Listen over scenekunst tydeliggør dog - tilsigtet eller utilsigtet - hvor nødvendigt det er for teatrene at vende blikket udad. Der kan ikke koges megen suppe på den nationale pølsepind. Såvel det klassiske som det nutidige repertoire giver ingen mening uden udsyn. Det gælder heller ikke, når talen er om ny dramatik.

Udenlandske instruktører glimrer desværre også ved deres fravær, til trods for at enhver, der blot følger nødtørftigt med, ved, at der skabes forestillinger rundt omkring i Europa af instruktører, der ville vække røre og fungere skelsættende, hvis de blev indlemmet i en sæsons bud til et publikum, der i mange år har været svært at tiltrække. Og som ville tiltrække de skuespillere, som til syvende og sidst er teatrets salt.

Tænk hvad Ingmar Bergman gjorde for Det kongelige Teater med Moliéres Misantropen for mere end tredive år siden. Han lagde flere alen til Ghita Nørby som scenekunstner. Ligesom Robert Wilson fandt ind til Jens Jørn Spottags teatralske potentiale i Woyzek på Betty Nansen for nogle - efterhånden mange - sæsoner siden. Og i øvrigt sendte et lille dansk teater på velfortjent æresrunde verden rundt.

I strategiplanen for Københavns Teater udstilles fremtidsperspektiverne nådesløst. Publikum er skrumpet og blevet ældre. I modsætning hertil ser scenekunsten syd for os ud til at have helt anderledes godt fast i yngre publikumsgrupper. Ja, man ser ligefrem mænd frivilligt anbringe sig i sæderne! Til et repertoire med internationalt udsyn.

Kunne man forestille sig et filmpublikum, der kun så danske film instrueret af danskere? Eller et bogmarked uden udenlandsk blodtransfusion? Eller et Louisiana eller et ARoS uden internationale udæskninger af sit publikum?

Netop et så udramatisk land som Danmark har ekstraordinært behov for at blande blod med omverdenen. Men vi gør det ikke nok, og vi gør det ikke særlig offensivt. Spændende bliver det derfor, hvor effektivt scenerne i Københavns Teater formår at leve op til strategiplanens krav om internationale gæstespil og internationalt samarbejde. For det tager tid at opbygge relationer, og det koster ekstra at indfri dem.

Og endnu mere spændende bliver det, hvordan Det kgl. Teaters skuespil i nye omgivelser, der arkitektonisk udstråler en ny begyndelse, vil kunne formulere en strategi og udmønte en praksis for scenekunst i det 21. århundrede, hvor et snævert, nationalt udspil ville være en total forbier både ud fra en hjemlig, multietnisk realitet og ud fra en simpel konstatering af det nationale beredskabs trods alt begrænsede kvalitet. Jeg mener, hvor var FCK uden sine udlændinge?

Skuespilscenen kunne i modstrøm til den almindelige danske lunkenhed i forhold til Europa og EU satse på samarbejder med tilsvarende institutioner i Paris, Berlin, Sofia og Milano på alle mulige måder: Udveksle dramatiske tekster, lade skuespillere prøve kræfter i nye sammenhænge, bytte instruktører og scenografer, afholde work-shops om nye tekniske udtryksmuligheder. Kort sagt formalisere og systematisere samarbejdet til scenekunstens helt nødvendige udvikling. Deltage i teatrets Champions League.

Det er selvfølgelig i første omgang mere ressourcekrævende, end at gøre som man plejer, men her skulle man overfalde sin minister og regering for at overbevise dem om, at tidligere tiders forbehold med hensyn til satsning på en europæisk kulturpolitik er passé.

Flag og sokker

Der er netop vedtaget en ny plan for europæiske kulturstøtte frem til og med 2013. Den er ganske undseelig. Som den foregående. Grundteksten - indgangsbønnen - er spækket med fine formuleringer, men pungen er mest fuld af småmønter. Jeg gætter på, at Danmark som sædvanlig ikke har presset på for at proppe den med lidt sedler. Fordi vi har vort - uofficielle og tilsyneladende tværpolitiske - forbehold over for et substantielt kultursamarbejde i EU. Vort 'femte forbehold' oven i de andre lunkne undtagelser fra 1992.

Hvorfor? Hvad er vi bange for? Kunne netop ikke vi have gavn af at blande os med større miljøer og forskelligartede udtryk? På teatrets og på alle andre kunstarters område.

Ikke for at producere homogeniseret mellemproportionalitet, men for at lade diversiteten sejre gennem skæve vinklers sammenstød.

Nok så mange reklameindsatser fra de lokale EU-propagandakontorer rundt omkring i medlemslandene kan ikke med flag, sokker og kuglepenne i blåt og gult skabe nogen som helst interesse. Tværtimod virker disse centraler for teknokratisk plat stærkt afvænnende for ethvert tilløb til entusiasmens røde kinder. Der skal andre og mere probate vækkelsesformer til, før end årtiers apati vil kunne vendes til et engagement. Midlet er efter min mening et åndeligt 'boost'. Intet mindre end en 'sjæl for Europa'.

Dette var netop overskriften for en konference, der blev afholdt i Berlin sidste år i november. 500 mennesker fra de fleste dele af Europa deltog i Dresdener Banks imposante bygning på Pariser Platz ved Brandenburger Tor og overfor i Akademie der Künste's hovedkvarter, hvor det tætpakkede program blev afviklet med imponerende udholdenhed og indædt vilje til formulering af anderledes veje ud af det morads, som EU pt. er kørt fast i efter Frankrigs og Hollands nej'er til den nye traktat.

Konferencen var den anden 'Berliner Konferenz'. I en ret personlig tale, fastslog kommissionens formand, José Manuel Barroso, at han ikke var af den opfattelse, at kulturpolitik var et nationalt anliggende. Et grundsyn, der blev fulgt op af kommissæren for kultur, slovakken Ján Figel. Han gjorde meget ud af at understrege, at kulturproduktion var vigtigere for EU's økonomi end det massivt subventionerede landbrug, idet mindst seks milloner mennesker var beskæftiget med området.

Kultur er altså langt fra ekstravagant, men en nødvendighed for EU's økonomi.

Alle deltagere understregede på den ene side nødvendigheden af øget samarbejde på kunstens og kulturens område samtidig med, at forskelligartetheden fremhævedes som en fantastisk styrke. Europa skal fortsat være stedet med de mange sprog. Fællesskabets opgave er at oversætte og dermed bringe forskelligheden i kontakt.

For folk udefra - ja, selv for en europæer som filminstruktøren Wim Wenders, der arbejdsmæssigt ofte opholder sig i lang tid i først og fremmest USA - er Europa "et paradis, en himmel på jorden". Men hvem skulle elske det på grund af politikken eller markedet. Ikke en sjæl.

"Der bliver ingen europæisk bevidsthed, ingen følelser i forhold til dette kontinent, ingen fremtidig europæisk identitet, ingen sammenhængskraft, uden at vi holder os vore egne myter, vor egen historie, vore egne ideer og følelser for øjnene. Hvordan har vi kunnet tillade, at generationer af europæere kun har kunnet kede sig over et Europa, der er forblevet en ide, samtidig med at USA fylder vore liv med billedfortællende emotioner." Eller som Wenders afslutningsvis formulerer det: "Jeg håber ikke, at man for sent i Europa erkender, hvilken slagmark man hermed ganske modstandsløst har rømmet."

Kunne det tænkes, at den megen snak om internationale forpligtelser i allehånde strategiplaner rent faktisk udmøntede sig i et engagement i det europæiske fællesskab, som vi på godt og ondt alligevel deler skæbne med. Kunne det tænkes, at vi ligefrem tog initiativ til en kulturpolitiks opprioritering. Kunne det tænkes, at vi havde kulturel selvtillid nok til at kigge udad? Kunne man ikke ønske sig, at Det kongelige Teaters ny skuespilchefs vision var at sætte et spejl op for en meget større verden end vor nationale kanons tilbageskuende? Der er meget at se. Det lover jeg.

Lars Seeberg er mag.art. og kunstnerisk rådgiver

Kronikken onsdag: Derfor rejser danske billedkunstnere til udlandet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu