Læsetid: 2 min.

En sjæl for teatret

Lige nu er der mest grund til at glæde sig over dansk scenekunst i internationalt perspektiv. Til gengæld mangler vi en politik, der viser forståelse for scenekunstens langsommelige processer. F.eks. inden for dansen. En koreograf har brug for adskillige års arbejde for at udvikle sin personlige stil, sådan som det er lykkedes for Tim Rushton hos Dansk Danseteater eller solisten Kitt Johnson. Så når Granhøj Dans, landets mest turnerende kompagni, har måttet klare sig med et-årige og to-årige bevillinger i 19 år, så er der noget galt med prioriteringerne. Så jo, danske scenekunstnere længes efter at skabe kunst med udblik. Men kulturpolitikken skal følge med.
9. februar 2007

KUNNE DET TÆNKES, at vi havde kulturel selvtillid nok til at kigge udad?' spurgte Lars Seeberg i tirsdagens kronik om dansk teaters provinsmentalitet.

Men hov. Hvem er 'vi'? Er det de danske teaterkunstnere, Lars Seeberg hentyder til? Eller er det kulturministeren og støtteforvalterne?

Denne skelnen er afgørende. For scenekunstnerne kender glimrende deres værd, men også deres begrænsninger: Sproget og lønningerne - og de alt for korte produktionsfaser og spilleperioder. Mens kulturpolitikerne opererer med høje målsætninger, men sjældent med langsigtet teaterstøtte eller europæisk udblik.

LIGE NU er der ellers mest grund til at glæde sig over dansk scenekunst i internationalt perspektiv. Tag bare tidens grænseoverskridende, mandlige dramatikertrio:

- Christian Lollikes nye tankeforestilling Nathan i Århus Domkirke. En armlægning med hele den europæiske oplysningstradition og kampen mellem følelsen og fornuften. Er det suppe på pølsepind? Nej, det er en original konfrontation af store tænkere fra Lessing og frem. Oplagt til katedraleksport rundt i Europa, når forestillingen er slebet til.

- Jokum Rohdes frihedsopråb Pinocchios Aske fra 2005. En dyst med ytringsfriheden mellem diktatur og medløberi - sat i europæisk Hitler-kontekst. Er stykket et udtryk for manglende selvtillid? Nej, det er en uhyggeligt aktuel fremstilling af demokratiets vaklen. Allerede spillet på Dramaten og National-theatret og på vej videre ned i Europa.

- Claus Beck-Nielsens happeningteater med Das Beckwerk, der siden 2002 har ført demokratiet gennem verden - og Irak - i en kuffert og et videokamera. Er det konventionelt, dansk teater? Nej, det er provokerende scenekunst, der leger med fiktionens politiske indflydelse og det politiskes indflydelse på kunsten. Europæisk i sin eksistentialisme - og globaliseret i sin minimalisme.

ER DISSE TRE KUNSTNERE ikke flotte eksempler på de 'sjæle for Europa', som Lars Seeberg efterlyser? Jo, de er. Og mere til.

De er 'sjæle for verden'. Ligesom kunstnere i internationalt efterspurgte børneteatre som Corona La Balance og Gruppe 38. Eller i internationale ensembler som Hotel Pro Forma og Odinteatret. Eller i adhoc-produktioner som Havfruen. Sammen med den kunstdialog, der opstår under Københavns Internationale Teaters festivaler - eller under Århus Festuge i gode år...

Til gengæld mangler vi en politik, der viser forståelse for scenekunstens langsommelige processer. F.eks. inden for dansen. En koreograf har brug for adskillige års arbejde for at udvikle sin personlige stil, sådan som det er lykkedes for Tim Rushton hos Dansk Danseteater eller solisten Kitt Johnson. Så når Granhøj Dans, landets mest turnerende kompagni, har måttet klare sig med et-årige og to-årige bevillinger i 19 år, så er der noget galt med prioriteringerne.

Så jo, danske scenekunstnere længes efter at skabe kunst med udblik. Men kulturpolitikken skal følge med. amc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu