Læsetid: 2 min.

Sjældent Pompeii-fund skal terrorsikres

Arkæologer har fundet et sjældent sølvstel fra byen Pompeii, der blev begravet under vulkanisk aske for 2.000 år siden. Nu skal fundet terrorsikres
23. juli 2005

Da vulkanen Vesuv den 24. august år 79 e.Kr. eksploderede og sendte adskillige ton lava og pimpsten ud af vulkankraterets top, samlede tusindvis af byen Pompeiis indbyggere nogle få ejendele og forsøgte at flygte fra den vulkanske aske, som hastigt lagde sig over byen og truede med at begrave indbyggerne levende.

Pompeii blev som bekendt begravet under den vulkanske aske, og udgravningen, som blev påbegyndt i 1748 afslørede nærmest uhyggeligt velbevarede templer, badeanstalter, teatre og privat huse - foruden ligene af mere end 2.000 af byens indbyggere.

Nu er endnu et velbevaret lig blevet fundet af italienske arkæologer i forbindelse med udgravningen til en ny motorvej nær Pompeii - tæt ved Napoli-bugten i det sydlige Italien. Sammen med mandens skelet fandt arkæologerne desuden et komplet sølvstel bestående af blandt andet vinbægre, bakker, skeer og tallerkner i forskellige størrelser.

Inden han begyndte at løbe for sit liv, havde manden tilsyneladende nået at smide sølvtøjet ned i en kurv, og ligesom hans jordiske rester havde mudder og vulkansk aske bevaret det i perfekt stand.

Ved hjælp af de nyeste teknikker er det lykkedes arkæologerne at skille den uheldige Pompeii-indbyggers i alt fire kilo tunge oppakning i 20 dele, og de er nu blevet bragt til Rom - under skarp overvågning af sikkerhedsvagter.

Ekstraordinært fund

Fundet er nemlig helt ekstraordinært. To lignende sølvstel, som blev fundet i Pompeii i det 19. og det 20. århundrede, kan ses på Louvre-museet i Paris og det Nationalarkæologiske Museum i Napoli, men intet i de seneste 70 års udgravninger kan hamle op med kvaliteten af det seneste fund.

I løbet af 2006 vil sølvstellet, som tilhører den italienske stat, kunne ses af offentligheden på det Nationalarkæologiske Museum i Napoli.

Og også på museet skal der passes ekstra godt på sølvstellet fra Pompeii. Ifølge Italiens kontroversielle kulturminister, Rocco Buttiglione, som for nyligt blev særdeles upopulær på at sige, at homoseksualitet er en synd, og at kvindens plads er i hjemmet, skal fundet terrorsikres efter bombeangrebene i London.

"Vi ønsker ikke at sende det forkerte budskab, men i en tid med tøjlesløs international terrorisme er vi nødt til at gøre vores museer endnu sikrere. Vi vil forbedre både museernes og de besøgendes sikkerhed," sagde Rocco Buttiglione til BBC efter at have overværet afsløringen af sølvstellet fra Pompeii.

Den forøgede sikkerhed vil i første omgang betyde flere sikkerhedsvagter og overvågningskameraer og brug af metaldetektorer på de italienske museer.

Andre turistattraktioner i Italien såsom Det Skæve Tårn i Pisa og Uffizi-galleriet i Firenze har den italienske regerings sikkerhedsrådgivere allerede udpeget som mulige mål for terrorangreb.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her