Det er James Browns skyld, jeg flyttede til New York. For præcis et år siden sad jeg i København og vidste ikke, hvad jeg skulle lave nytårsaften. "Hvorfor tager du ikke med os til New York?" sagde min ven Willer. "Vi skal se James Brown!"
Så det gjorde jeg, og jeg endte med at blive boende.
Vi nåede aldrig op til den James Brown-koncert, og nu er han død, og det er jo noget rod, så da jeg hørte, at mesteren ville ligge lit de parade i Harlem, tænkte jeg, at det ville være på sin plads at tage op til det legendariske Apollo-teater for at sige farvel og tak.
Det hele er planlagt. I går ringede jeg til min ven Seth, og nu kommer jeg ind i lejligheden. Der roder som sædvanligt, kunst og tøj og småkager og cigaretter over det hele. Milena smiler og laver te til os.
"Tag noget sort tøj på, det er en begravelse," siger jeg til Seth, der grynter og mumler noget om, at han drak en flaske rom i går.
Malcolm X boulevard
20 minutter senere er vi i Harlem. Seth tager sine spejlsolbriller på. Nu er ingen, der kan se, at han har tømmermænd. Vi prøver at finde starten på køen. Vi er næsten de eneste hvide. Ældre sorte mænd i gammeldags pimp-tøj: kameluldsfrakker og hatte med fjer i, står ved siden af damer i afrikanske kjoler og yngre folk med kasketter og solbriller. Overalt er der folk, der sælger James Brown-merchandise.
Køen går rundt om to blokke og drejer om tre hjørner. Det her kommer til at tage sin tid, og Seth og jeg er ved at gå i panik over udsigten til at skulle stå på et fortov i Harlem og fryse i mange timer. Seth går over til White Castle efter en cheeseburger.
Black Power i Helsingør
Da jeg hørte min første James Brown-plade, var jeg 14 år og havde lige købt Public Enemys første plade, den splinternye og fantastiske Yo! Bum rush the show! James Brown var nævnt på pladens indercover. Nede på biblioteket i Helsingør lånte jeg In the Jungle Groove, og den var helt vild. På coveret sad James Brown i et betonhjørne og så trist ud. Hvis det ikke lige var for hans tøj, der var virkelig knaldet, kunne billedet sagtens have været taget i Helsingør. Musikken var super minimal, super funky, og meget avantgarde. Teksterne handlede om at finde tilbage til en mytisk fortid og genfinde sin identitet. Det kunne jeg forholde mig til.
I Helsingør var man også nødt til at opfinde sin egen kultur. Alt det andet var så latterligt. Pigerne i gymnasiet gik i latterligt batiktøj og hørte det samme tåbelige hippiemusik som deres lærere. Selv dem, der var punkere, var elsket af lærerne og fik gode karakterer, fordi der var artikler om punk i Politiken.
Det fede ved hiphop var, at ingen kunne lide det, hverken ens højreorienterede forældre eller ens venstreorienterede hippielærere. Rockmusik var for de gamle, hiphop var det nye rock and roll. Og alle hiphopperne samplede James Brown, så på den måde kom den nye musik ind i en historisk kontekst, en politisk kontekst. Til aftensmaden derhjemme begyndte jeg at citere Malcolm X. Jeg sagde, at de sorte skulle bevæbne sig selv, og at de skulle have deres egen stat i USA. Min far var i 60'erne med i den amerikanske hær, og min nye sorte bevidsthed pissede ham tilsyneladende af. Det var perfekt! Sort bevidsthed handlede om ikke at give under for majoritetens normer, men at skabe noget nyt, om at skabe sin egen kultur.
Det synes jeg stadig giver mening, selv hvis man er hvid.
I sort kultur var der ikke en forskel mellem indhold og form. Alt var indhold, hele pakken, tøjet, sceneoptræden, rytmerne, politikken. Hiphop fik mig til at forstå, hvad Marshall McLuhan mente, da han sagde, at "mediet er budskabet".
På fortovet
Tre stive timer senere kan vi så småt skimte Apollo-teatrets indgang. En lidt slidt hvid kvinde sidst i 40'erne kommer hen til nogle gamle sorte fyre og prøver at sælge dem en James Brown-T-shirt.
"Du er sort!," råber en af de sorte fyre begejstret til hende. "Jeg ved det!"
"Nah," siger hun. "Jeg er lidt hispanic." "Nå ja," siger fyren opildnet og fortsætter ufortøvet: "Du kan godt lide at være sort. Det er en livsstil at være sort!"
En anden T-shirt-sælger råber højt ud i mængden:
"Whitey lyver! Elvis er ikke kongen af rock'n'roll, de stjal det fra os. James Brown er kongen af rock and roll."
Og han har jo ret. Der er aldrig nogen, der takker de sorte amerikanere for at have skabt det vigtigste kulturelle fænomen efter Anden Verdenskrig. Den amerikanske kulturindustri, der om noget er bygget på sort kultur, står for over seks procent af det amerikanske bruttonationalprodukt. Og USA's egentlige styrke og nøgle til global dominans er jo rock'n'roll, og alt hvad det siden har ført med sig, fra disco til hiphop og så videre.
Alle små piger i Pakistan, der har hørt en Jennifer Lopez-sang, drømmer om at komme til USA, på trods af at George Bush laver noget seriøst rod i deres nabolande.
Ved Gudfaderens guldkiste
Vi kommer endelig ind i Apollo-teatret, hvor der er lysekroner og rødt plys over det hele. På sæderne sidder familie, og sorte celebrities, politikere og ældgamle soulmusikere. Der bliver spillet høj musik. Det er ligesom at være på natklub. Bortset fra at manden på scenen ikke er levende længere. Han ligger i en guldkiste, og ved siden af ham er der med blomster skrevet: "Godfather".
Vi defilerer forbi James Browns lig. Han ser virkelig stilig ud, som han ligger der svøbt i hvid satin, i et kobolt- blåt jakkesæt og med sølvsko.
Det ser ud som om manden, de kaldte 'Sjælebroder nummer et', er klædt på til at møde Gud. Han ændrede verden. Jeg er sikker på, at han vil blive modtaget med respekt.
* Jakob S. Boeskov har lige udstillet en serie tegninger 'The Monster Chrome Drawings' i Otto Dix Haus i Tyskland. Blandt hans andre projekter har været 'My Doomsday Weapon-projektet', hvor han solgte et falsk overvågningsvåben på en våbenmesse i Kina, tv-serien 'Danes For Bush' og terrorvideoen 'War Wizard'
