Læsetid: 4 min.

Sjælen sidder i stemmen

Soulmusikken i gammeldags forstand holdes nu om stunder især i live i England og to fine nyudgivelser beviser, at genren stadig kan vise tænder i munden på den rette
10. februar 2007

Min farfar kunne om en bestemt type kvinder finde på at sige, at den og den "lignede en havneluder". Hvilket jeg i parentes bemærket fandt uhyre dragende, eftersom jeg var sikker på, at det var et kompliment (hvad det jo i grunden også er).

Årsagen til, at min for længst afdøde farfar hjules ind her, skyldes den forrygende britiske sangerinde Amy Winehouse's anden cd, det totalt old school, men ikke desto mindre på alle leder nutidige Back To Black; thi den 23-årige britiske kunstnerinde fører sig så heftigt frem på omslagsfoto og i booklet, hvor hun i dén grad staset ud med tatoveringer, piercinger og - trods kraftig styling - en magnetisk em af dagen derpå, at det snildt kan give associationer til kvindens vist nok ældste erhverv.

Det seje image matcher heldigvis hendes no bullshit tilgang til både sangskrivning og sangforedrag. Der er inspiration at spore fra især en Dinah Washington på de 10 stramt økonomiske skæringer her, på samme måde som træk af Sarah Vaughan og Carla Thomas samt nyere navne som Lauryn Hill og Macy Gray er hørbare, men summen af de mange påvirkninger er et stærkt personligt udtryk, der skamløst trækker på 1950'ernes R&B og 1960'ernes soul, krydret med hiphoppens forkærlighed for en massivt swingende bund, hvor trommeslagene falder som piskesmæld og stortromme og bas truer med at springe fra højtalerne og lige op på skødet af den lyttende.

Allerede Winehouses debut, Frank fra 2003, vakte glæde her i lejren med sin vokale skarphed, fine sangskrivning og klare jazz-inspirationer, og den havnede da også lige på listen dér over det års 10 bedste i bladet her. I mellemtiden har Winehouse genereret en del presse i England grundet en lemfældig omgang med alkohol og mænd og en til tider temmelig uartig opførsel. Alt sammen meget fint, men det afgørende er, at hun med Back In Black har leveret et toptunet moderne soul-album, der kender arven fra Stax, Atlantic og Motown, men ikke gør sig afhængig af den som andet end inspirationskilde. "I told you I was trouble", synger hun med en form for selverkendelse på det buldrende "You Know I'm No Good", men den slags udsagn funker kun, hvis der er kunstnerisk dækning derfor.

Og de gode nyheder er, at Winehouse i dén grad har noget at have sit shit i. Hun synger med en råhed og intensitet, der i høj grad overbeviser én om, at hun er grebet af den hellige ild, sangene overskrider konsekvent de pasticher, der altid lurer i den ende af soulmusikken og antager deres eget inciterende liv. Fungerer mindst lige så godt i en iPod som på et dansegulv. Og kom så alle sammen - syng med mig: "They tried to make me go to rehab - I said no no no -"

Pige-til-pige stemning

Knap så kantet eller udfordrende er den ligeledes britiske, men noget mindre udfordrende Jamelia på sit foreløbig tredje album, som denne gang opfordrende nok hedder Walk With Me.

Og vi tager da gerne en slentretur ned af den moderne soulmusiks boulevard med den fortryllende Mrs. Jamelia, hvis udtryk er mindre stilrent end Winehouses. Til gengæld er pladen mere afvekslende og, hvad angår produktion, ført up to date med en række af de stilgreb, vi kender fra såvel dancepoppen som den moderne R&B. Hendes no nonsense sangstil imponerer i disse tider, hvor det er à la mode at lyde, som om man har tilbragt hele sit liv i rituel ekstase i en baptistkirke i USA's allermørkeste sydstater; også selvom man altså er en middelklassepige fra Herlev, som med nød og næppe blev konfirmeret. På pladen mærkes endvidere tydeligt forskellen på tidens sorte amerikanske divaer, på hvis plader sange såvel som sanger ind imellem på det nærmeste rendes over ende af de superskrappe producere, som sætter dagsordenen over there i såvel pladestudier som på hitlister. Jamelia er ikke ved at kløjs i hverken beats eller overvældende producergimmicks, og såvel hun som pladens som helhed gode sange får lov til både at ånde og folde sig ud.

Der hviler en diskret pigegruppesensibilitet over flere af pladens skæringer, hvilket passer meget godt med, at den britiske presse af flere omgange har kaldt Jamelia for Storbritanniens svar på den underskønne Beyoncé, for som hos denne er der lidt pige-til-pige stemning over tekstuniverset på Walk With Me, der næppe løber med en Grammy for sine tekster, der som så ofte på den scene ikke ligefrem dirrer af poetisk fortætning. Hendes store internationale hit fra 2003, det melodisk voldsomt fængende "Superstar", blev i øvrigt kreeret til hende af det danske producerteam Soulshock & Karlin, der også gør sig gældende her og der på Jamelias seneste udspil, hvor der endvidere med stor succes samples fra folk som Afrika Bambaataa, The Stranglers (!), Kool & The Gang og Depeche Mode - heldigvis ikke på en og samme gang. Er De til melodiøs, nutidig og smukt swingende popsoul, der passer lige så godt til bilen som på diskoteket, er Jamelia lige sagen.

Og er Amy Winehouse den genstridige og konfliktfyldte kunstnerinde, er Jamelia den fornemt beåndede håndværker. Der er plads til dem begge i verden.

- Amy Winehouse: Back To Black (Island/Universal)

- Jamelia: Walk With Me (Parlophone/EMI)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu