Læsetid: 5 min.

Sjælløs monstrøsitet

'King Kong' er et grumt eksempel på, hvor galt det kan gå, når en filmfan får frie tøjler til at realisere sin største drøm og samtidig er omgivet af ukritiske ja-sigere
14. december 2005

Der er visuelt virtuose øjeblikke i Peter Jacksons nye version af den gamle historie om kæmpeaben, der møder sit endeligt på toppen af en skyskraber i New York. Men King Kong er ikke nogen vellykket film. Det kunne være blevet en almengyldig og dramatisk historie om menneskets forsøg på at civilisere naturen og skønhedens evne til at fortrylle og dermed uskadeliggøre udyret.

Men al for megen computerskabt bulder og brag øver vold på publikum, og resultatet er en sjælløs monstrøsitet af en effektfilm, der ingenlunde er den hyldest til filmkunsten og fantasien, som dets ophavsmand havde tænkt sig.

44-årige Peter Jackson var ni år gammel, da han første gang så Merian C. Cooper og Ernest B. Schoedsacks King Kong fra 1933, og han blev fanget med det samme. Det var King Kong, som gav ham lyst til selv at lave film. Og det var King Kong, han havde lyst til at genindspille, da han for alvor fik gang i sin internationale filmkarriere med det lille mesterværk Heavenly Creatures.

Men det var først efter at have set, hvor godt Jacksons Ringenes Herre-trilogi klarede sig i biograferne, at Universal - meget gerne - sagde ja til den new zealandske filmskaber og dermed gjorde ham til verdens bedst betalte instruktør med et honorar på 20 mio. dollar og procenter af filmens forventede overskud.

Skønheden og udyret

Og King Kong kommer utvivlsomt til at tjene store penge ved billetlugerne. Det er årets mest imødesete film, og den fanskare, som Jackson efterhånden har opbygget sig, skal nok tjene ham trofast denne gang også. Hvilket er en skam, fordi hvordan skal han så lære, at en film ikke nødvendigvis bliver bedre af at blive større og mere voldsom?!

I store træk følger handlingen i Jacksons King Kong handlingen i den originale film - begge film foregår i de depressionsramte 30'ere - men set gennem forstørrelsesglasset er der trods alt stor forskel. Det er Kong og hans udkårne, skuespillerinden Ann Darrow (Naomi Watts, der ligesom Fay Wray i originalen skriger sig gennem det meste af filmen), som på sin vis er hovedpersonerne i denne alternative version af eventyret om skønheden og udyret.

Det er dog den falmende filminstruktør Carl Denham (en veloplagt Jack Black), der sætter gang i den kæde af tragiske begivenheder, som bogstaveligt talt kulminerer med Kongs fald, da han bliver importeret til Broadway.

Denham er desperat efter at få færdiggjort sin nye film, men investorerne har mistet troen på hans evne til at tjene penge. Han stikker derfor af om bord på skibet Venture, som befolkes af en broget skare søfolk, der lever af at fange vilde dyr i Afrika og sælge dem til alverdens zoologiske haver. Med sig har Denham også sin manuskriptforfatter, Jack Driscoll (Adrien Brody i en lidt anonym rolle), der hellere ville være blevet i New York, og den platinblonde Ann, der som så mange andre har svært ved at klare sig i det depressionens New York.

Målet for rejsen er Skull Island, en sagnomspundet, aldrig udforsket ø et par ugers sejlads fra New York, hvor den, viser det sig, mere og mere skruppelløse Denham håber at finde en ny attraktion til sit filmiske freakshow.

Ind på scenen træder kæmpegorillaen Kong, og Driscoll og Darrow, der har forelsket sig i hinanden, må sammen med Denham og Ventures hårdhudede besætning slås for livet på den tågeindhyldede ø, der også befolkes af en stamme af zombieagtige, Kong-tilbedende eksistenser og flere forhistoriske dyrearter, som synes at have undsluppet evolutionen.

Ingen begrænsninger

Jeg tvivler ikke på, at Peter Jackson har haft de bedste intentioner, og fra begyndelsen af King Kong, hvor 30'ernes New York - fuld af neonlys og art deco-bygninger - genskabes med en smittende glæde, vil man gerne kunne lide filmen. Men siden løber begejstringen af med instruktøren, der er så ivrig efter visuelt at forbløffe sit publikum på samme måde, som Cooper og Schoedsack gjorde det med den originale film, at han lader hånt om at fortælle en god historie.

Da Willis O'Brien i 1933 skabte sine banebrydende stop motion-effekter til King Kong og fik Kong til at bevæge sig kravle på Empire State Building, måtte han hele tiden forholde sig til, hvad der kunne lade sig gøre - det var det muliges kunst. I dag er alt muligt, takket være computere, og når Peter Jackson beder om et eller andet, får han det. Men en mangel på begrænsninger er sjældent af det gode.

Med bevidstheden om, at der skal meget til at overraske et moderne, blasert og effektvant publikum - det har han selv sørget for med visuelt imponerende Ringenes Herre-film - synes Jackson at have besluttet sig for, at jo større og mere voldsomt det er jo bedre.

Han nøjes ikke med at vise os en enkelt dinosaur, nej, han fremmaner en hel flok, der tilmed bisser i en lang og temmelig trættende sekvens. Da Kong skal forsvare Ann mod en blodtørstig T-Rex, er det ikke nok med én T-Rex. Kong skal selvfølgelig kæmpe mod hele tre af slagsen, mens han falder ned gennem et veritabelt spindelvæv af gigantiske lianer. Og da vore helte overfaldes af store, ulækre insekter, disker Jackson op med en tilsyneladende endeløs sværm af sejlivede, monsteragtige væsener.

Grumt eksempel

Der er enkelte scener i King Kong, hvor man kan mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen, ikke mindst filmens sidste scener på toppen af Empire State Building, hvor Kong kæmper mod de i hans øjne små dobbeltdækkere, som var det insekter. Men generelt er det bare den ene umotiverede action-sekvens efter den anden.

Det er et ikke spor magisk, men udmattende og i længden kedeligt angreb på sanserne, og man savner øjeblikke, hvor filmen slapper af og i stedet prøver at fortælle en historie.

Og når nogle af effekterne tilmed ikke er helt overbevisende - man kan indimellem se, at skuespillerne er optaget mod en blå skærm i et filmstudie og baggrunden tilføjet i en computer - er det endnu sværere at forstå, hvorfor Peter Jackson har insisteret på at bruge så mange effekter.

En effekt, der fungerer, er dog nærbillederne af Kongs ansigt. Man har virkelig fornemmelsen af at stå over for et tænkende, følende væsen, og i forhold til de øvrige, mere skabelonagtige figurer er Kong er næsten blevet filmens mest interessante karakter - hvilket må være meningen. Man forstår, hvorfor Ann Darrow udvikler så stærke følelser for den store abe.

King Kong er et grumt eksempel på, hvor galt det kan gå, når en filmfan får frie tøjler, kreativt og økonomisk, til at realisere sin største drøm og samtidig er omgivet af ukritiske ja-sigere. Carl Denham mister sin sjæl i jagten på det næste store spectacle, han kan tjene penge på. Peter Jackson er i overhængende fare for at gøre det samme med King Kong, og som fan af hans tidlige film kan man kun håbe på, at han næste gang skruer ned for sine ambitioner og ikke forsøger at overgå sig selv eller filmhistorien endnu engang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her