Læsetid: 7 min.

Det er ikke sjovt at være studerende

31. oktober 2005

Der er gået inflation i akademikere. Det er for så vidt ingen nyhed, men hvad der derimod for nylig er blevet sat fokus på, er den påvirkning det har på de studerende – de fremtidige akademikere. Som beskrevet i Stine Jørgensen og Stine Sillesens artikel i Information den 15. – 16. oktober 2005 oplever de forskellige Studenterrådgivningscentre i disse år en markant stigning i antallet af studerende, der henvender sig med psykiske problemer, så som stress og lavt selvværd. Stigningen er faktisk så voldsom, at Studenterrådgivningen ikke længere kan følge med, men må sætte de studerende på ventelister. Dét resulterer i endnu flere deprimerede unge, da de ikke modtager den fornødne hjælp når de har brug for den.
Jeg er selv studerende, og jeg kan undres og forarges over, at man ikke interesserer sig mere for denne store gruppe af studerende der har det svært og hvorfor de har det svært ikke mindst. Ingen tager ansvar, og ingen skrider til handling. Er det fordi man opfatter det som værende de studerendes egen skyld, at de er endt på ventelisten til at modtage psykologhjælp? Eller kunne det tænkes at samfundet endnu ikke har fået øjnene op for sagens kerne?
Anerkendelse er et basalt, psykisk behov hos mennesket. Vi har brug for at blive anerkendt for det vi laver, føle at det betaler sig at yde en indsats, og så er det sådan set lige gyldigt hvad man laver. Om det er ens første skæve børnetegning med farveblyanter, en engelsk stil man har puklet med, et sommerhus man selv har bygget – eller at man har taget uddannelse. Vi har brug for nogen der udtrykker at det er indsatsten værd, og når vejen til målet er lang, har vi også brug for undervejs at blive bekræftet i, at vi er på rette vej. At det vil betale sig i sidste ende, også selv om det er svært at se når man står midt i det.

Hvor er meningen?
Som studerende er der ind i mellem alt for langt mellem de oplivende meldinger, der gør at det hele giver mening. Derimod får man med jævne mellemrum nedslående meldinger i form af statistikker, fakta og diverse foredrag der fører den studerende i den anden retning. Nemlig i den retning hvor det at studere og tage en uddannelse, synes at være uden formål og pointe. Hvor det ikke længere kan betale sig at have en ambition eller drøm. For hvad kan man blive til? Når sådanne spørgsmål melder sig, kan det ikke undre at selvværdet bliver lavt og følelsen af stress melder sig.
Jeg bør slå fast, at jeg ikke formoder at ovenstående gælder alle studerende skåret over én kam, og først og fremmest gælder det langt fra alle studerende. Studenterrådgivningen har desværre endnu ikke lavet en opgørelse over, hvilke uddannelsesområder de studerende der henvender sig, kommer fra, men jeg tror på at ens tilfredshed med studiet, og på næste stadie ens tilfredshed med sig selv og sit studieliv generelt, kan have meget at gøre med om man studerer inden for det humanistiske, samfundsvidenskabelige eller naturvidenskabelige felt. For de muligheder man har inden for erhvervslivet, det private som det offentlige, er oftest betinget af ens uddannelse, og det er ikke nogen hemmelighed, at der er nogle områder hvor mulighederne for at få et meningsgivende job (eller bare et job) er langt sværere end på andre områder. Det ved jeg nu.
Uddannelser som Humaniora og til dels Samfundsvidenskab er især hårdt ramt. Dermed ikke sagt at alle de, der studerer naturvidenskabelige fag har bedre forudsætninger for at have et lykkeligt liv og et højt selvværd, men det er fristende at tro, at det virker mere meningsfuldt og givtigt at studere, når oddsene for at få et job efter endt studietid er gode. Jeg taler af erfaring, både min egen og min omgangskreds’, når jeg påstår, at overvejelser om mulighederne for job, ikke ligefrem er dét der præger tiden efter gymnasiet, eller den første tid af studiet for den sags skyld. Verden synes fuldstændig åben, ja den ligger faktisk for ens fødder – studentereksamen er i hus, og job? Det får man da – når man har taget en uddannelse forstås. Men hvad gør man så, når man er et godt stykke inde i sit studie, og man som studieårene er gået efterhånden forstår bedre og bedre, hvordan virkeligheden på den anden side af specialet ser ud. En virkelighed der ikke ligefrem overdynger én med muligheder for at få lov til at bruge det, man har brugt de sidste fem år på at lære i praksis? Ja, nogle ryger oven i købet ned i den berømte ’speciale-sump’ og bliver der længst muligt, mens de holder fast i deres studiejob, for så længe de er i sumpen, har de da i det mindste noget at lave. Andre føler sig snydt. Snydt over at de hele livet har fået at vide, at når bare man tog en uddannelse, så skulle det nok gå én godt. Snydt fordi studievejledere, erhvervsvejledere, forældre og venner dengang fortalte dem, at det var bedst at vælge sin studieretning med hjertet og ikke efter hvor der var jobs at få, men der var ikke nogen der på noget tidspunkt advarede én mod, at nok var studiet spændende og interessant, men den efterfølgende kamp om job ulidelig. Andre bliver triste og føler, at det må være dem der er noget galt med. Andre gør alle tre ting og giver Studenterrådgivningen lange ventelister.

Konkurrence i CV
Som studiet skrider frem, møder man dog forskellige mennesker, der trods alt føler en form ansvar for at ruste de studerende til de udfordringer og forhindringer, der venter dem, når de engang er klar til arbejdsmarkedet. Det er de mennesker der husker os på, hvor vigtigt det er at få et studierelevant job, at vi skal huske at networke så vi allerede har en mængde kontakter at benytte os af når vi skal ud og slås om job (for som de siger: »70 % af samtlige jobs i det private erhvervsliv bliver aldrig slået op«). Vi skal prøve at få publiceret artikler om vores opgaver og rapporter så det ser godt ud på vores CV, osv. osv. Det kan næppe undre nogen, inklusiv vores regering, at det er de færreste der gennemfører deres studie på normeret tid, når man skal ud og lave alle mulige andre ting end at studere, for at have bare en lille chance for at leve til de forventninger og krav arbejdsmarkedet stiller til en færdiguddannet kandidat. Og det er på netop dette tidspunkt, at det holder op med at være sjovt og spændende at studere, men i stedet føles som en konkurrence i gode CV’er og fede kontakter, survival of the fittest og Gud hjælpe den der kommer ind som nummer sidst.
Jovist er det vores ansvar. Lad der ikke herske tvivl om, at jeg mener at det er de studerendes eget ansvar, selv at gøre alt det de kan, hvis de vil være godt rustet til arbejdsmarkedet. Min bekymring skal på ingen måde opfattes som en infantil eller regressiv søgen efter en mor, der vil komme og tage os alle sammen i hånden og følge os hen på den nye arbejdsplads, lægge madpakken i køleskabet og hente os igen når dagen er slut. Det er et forsøg på at forklare hvornår og hvorfor det at studere ikke længere kun er ubekymret ungdom, fredagsbarer og sidste frikvarter inden den store grumme virkelighed kalder, men også kan være årsag til manglende selvværd og stress. For det kan faktisk, hvor infantilt det så end må lyde, være svært at føle at man er på rette vej, hvis studiejobbet er på en café når det burde være i en vigtig virksomhed, eller hvis man ikke lige kan finde ud at networke eller i det hele taget navigere rundt på et arbejdsmarked, man endnu ikke er blevet introduceret ordentligt til. Det kan især være svært at føle at man er på rette vej, hvis man selv synes at man fra studievalg til specialeafleveringsdagen, har gjort alt det man fik at vide man skulle gøre, at man har prøvet at udmærke sig og skille sig ud fra massen med fine karakterer, gode referencer osv., men at det stadig ikke bliver anerkendt. Anerkendt i form at f.eks. bedre jobudsigter, at et af de mange studie-relevante jobs man har søgt bliver til en ansættelse eller at der bare er nogen, anyone, der giver et bevis på at det kan betale sig at have ambitioner. Og det bliver rigtig svært, når man står tilbage og ikke kan finde andre forklaringer, end at det må være en selv den er gal med.
Forståeligt nok er der jævnligt folk – oftest fra vores forældres generation – der beder os om, at se vores situation i et lidt større perspektiv. Se på hvor godt vi har det. Vi har S.U. egne kollegieværelser og måske endda egne lejligheder, vi har iPods, labtops, mætte maver og moderigtigt tøj i overflod. Hvad klager vi over? Ja, vi klager vel over at det, på trods af vores evner og midler til at leve op til vores tids materielle statussymboler, stadig gør ondt inden i. Hvorfor har I det så meget sværere, end den gang vi studerede, spørger vores forældre os måske videre. »Fordi der var brug for jer« får jeg lyst til at svare dem. Fordi I kunne mærke, at der var brug for jer. Hvem har brug for os?

Marie Valentin Beck er studerende på fjerde år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu