Læsetid: 4 min.

S.K.

Hvad skal man stille op med stræben mod stadig at blive et bedre menneske, hvis man hverken er religiøst motiveret politiker eller religiøs i øvrigt?
2. februar 2007

Ørkesløse læser!
Søren Kierkegaard, Søren Krarup og Sherin Khankan har de samme initialer og er alle tre hyppigt dukket op i mine klummer det sidste års tid. Så når jeg nu sætter mig til at skrive den sidste, inden jeg giver plads til en ny kolumnist i panelet, tillader jeg mig at causere lidt over min interesse for S.K.
Fællesnævneren for Kierkegaard, Krarup og Khankan er religionen, som de hver især fører i deres banner. På sin vis er det måske forkert at udtrykke det sådan, for Kierkegaard påstod aldrig at være kristen, hvorfor han næppe ville skilte så håndfast med sin trosbekendelse. Ganske vist opfattede han sin mission som den at indføre kristendom i kristenheden, altså i kristendommen som instrumentaliseret og kulturstiftende religion. Men hans redelighed bestod netop i at skelne, så det kristne evangelium ikke blev reduceret til den legitimerende instans i det til enhver tid bestående samfunds behov for at retfærdiggøre sig selv.
Knap så subtilt og mindre præcist udtrykkes det samme i den ofte hørte parole om, at man i et demokratisk samfund må skelne mellem religion og politik. Krarup vil også skelne mellem religion og politik, siger han, men selv om han gerne refererer til Kierkegaard, så er hans mission omtrent den modsatte: dels at demonstrere det politiske – demokratiet – som ubetinget betinget af netop kristendommen, dels at forjætte et kongruent forhold mellem det Ny Testamentes kristendom og Danmarks Riges Grundlovs én gang for alle beseglede nationalstat.
Som muslim med indvandrerrødder er Khankan i sagens natur ikke tilhænger af en så statisk opfattelse af nationen og dens kulturelle reproduktion. Derimod ynder hun næsten lige så ofte som Krarup at henvise til Kierkegaard, mens hun nyligt har opgivet princippet om adskillelse af religion og politik. Faktisk bruger hun netop Kierkegaard som argument imod en rigid adskillelse, når hun citerer ham for, at »det Religieuse er den forklarede Gjengivelse af, hvad en Politiker, forsaavidt han virkelig elsker det at være Menneske og elsker Menneskene, i sit lykkeligste Øieblik har tænkt, om han end vil finde det Religieuse upraktisk som for høit og for idealt«.

Konflikten

Det skriver han ganske vist, men drømmen gælder ingenlunde som en forjættelse af et dennesidigt tusindårsrige. Kierkegaard medgiver netop politikeren, at det religiøse ér for højt og for idealt til at kunne praktiseres ind i stater og love. Religionen sorterer under »hiin Enkelte«, der – som han betoner i det citerede skrift – »er Aandens, Aands-Opvækkelsens Categorie, Politik saa modsat som vel muligt«. Helt legitimt kan politikeren i øvrigt være religiøs og som sådan lade sig inspirere og lede af sin religion. Men kommer det til en konflikt mellem de politiske og de religiøse hensyn, så må han – hvis han vil tjene sin religion absolut – opgive politiken for som »hiin Enkelte« at praktisere religionens bud. Kun således kan han sætte religionen over politikken.
Meningen med det sidste er naturligvis ikke, at det politiske skal suspenderes pr. religiøst dekret, men derimod, at den religiøse i samvittighedsspørgsmål risikerer at komme i konflikt med det politiske. Som en sådan kierkegaardsk martyr har han imidlertid ingen magt over det politiske og ønsker den heller ikke, for hans mission er alene at vidne om sin tro. I al almindelighed kan han selvfølgelig også vidne om denne på knap så dramatisk vis, selv om martyriet eller offeret er det paradigmatiske vidnesbyrd, som til daglig kan minde én om, hvor ædruelig man bør være i sin retoriske bekendelse til religionen.
Som tomme tønder buldrer mest, er det ikke den, der ideligt aflirer sin trosbekendelse, der er rigest på guddommelige nådegaver. Den vanemæssige omgang med religionen og alle dens formularer, titulaturer, dogmer, vers og paragraffer kan måske nok til blive til éns anden natur, men så har man netop taget den forfængelig ved at gøre regning på det rige, som ikke er af denne verden.

Vi er ikke engle, men...

Det er desuden som faktiske mennesker og ikke som fiktive engle, at vi skal elske vores næste som os selv. Og derfor handler det, som Kierkegaard skriver, i udgangspunktet om at elske sig selv ret: som et menneske, ikke som en engel (hvilket naturligvis ikke betyder, at man ikke skal stræbe efter at blive et bedre menneske, blot at man ikke skal bilde sig ind, at man i kraft af sine gerninger og sin bekendelse er nogen engel).
Hvad skal vi andre så med denne drøm, hvis vi hverken er religiøst motiverede politikere eller religiøse i den absolutte betydning af ordet? Besinde os på at leve i en alt andet end perfekt verden; besinde os på, at vi selv – som Hamlet siger det hos Shakespeare – er nogle »ærkeslyngler til hobe, tro ingen af os«; og besinde os på, at religionen i sit udgangspunkt har ret, sådan som Imre Kertész skriver: »I den religiøse tro er først og fremmest og hovedsageligt kun udgangspunktet sandt, nemlig at menneskets situation er håbløs. Jeg spørger så: Kan man tro på håbløshed? For mig er denne tro nemlig nok; og jeg er ikke uden håb.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her