Læsetid: 3 min.

Skaarup og Behnkes retssamfund

Med udmeldingerne oven på Tvind-dommen har Skaarup og Behnke glasklart vist, at de ikke ønsker gældende ret, men i stedet ønsker deres egen snævre udgave af retfærdighed. Kan de ikke få den på den ene måde, så får de den på den anden. Duoen har kigget ned i folkedybet og besluttet sig til, at Tvind-toppen er skyldig, ergo skal den dømmes, og den lovgivende magt skal nok selv sørge for det hele
2. september 2006

Integration er vanskelig. Det kan vare generationer. Det er ikke gjort med evnen til at sige rød-grød-med-fløde eller synge med på nationalhymnen. Til overflod er det tilsyneladende heller ikke nok med habitter fra 'Tøjeksperten', kommunikationskurser og en hudfarve, der endnu i lederskribenternes barndom var kendt som netop "hudfarve". Havde de så i de mindste båret Burkha.

Den er i virkeligheden ganske banal. Den principielle opdeling mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. Så enkel og så grundlæggende, at den med fordel kan indgå i demokrati-undervisning og såmænd også de prøver, der skal afsløre, hvorvidt en indvandrer overhovedet er så bekendt med danske forhold, at det forekommer rimeligt at udstyre ham med et dansk statsborgerskab.

Alligevel er princippet tilsyneladende så svært at forstå, at to prominente folketingsmedlemmer, Dansk Folkepartis Peter Skaarup og den konservative partiskifter Tom Behnke, endnu inden blækket var tørt på udskriften af Tvind-dommen var i fuld gang med at instruere anklagemyndigheden i, hvorledes ankevurderingen skal tilrettelægges og dernæst varslede nye lovgivningsinitiativer. Det sidste må de sådan set selv om.

I et møde mellem en klient og en højesteretssagfører sagde klienten: "Jeg vil have retfærdighed," hvortil højesteretssagføreren svarede: "Det kan de ikke få her - De kan få gældende ret."

Det er sådan set, hvad domstolen er til for, og det er den opgave, den - på baggrund af bagmandspolitiets efterforskning - har løst i Tvind-sagen. Den præmis, at de otte Tvind-ledere rent faktisk kunne være uskyldige, hvilket de indtil videre sådan set har rettens ord for, at de er, gør ikke det store indtryk på de to herrer. Den accepteres nok nærmest ikke.

I Information fredag siger professor i strafferet Lars Bo Langsted, at "Man kan selvfølgelig sige, at det altid er et nederlag for anklagerne at tabe en sag. Men det kunne jo også være, at manden rent faktisk var uskyldig. Jeg har endnu ikke set en sag om økonomisk kriminalitet, hvor sagen blev tabt på grund af dårligt arbejde fra anklagerens side".

Mogens Amdi Petersen & Co. er uskyldige, indtil andet er bevist. Men det forhold anfægter hverken Skaarup eller Behnke, der i stedet mener, at enten har anklagemyndigheden og bagmandspolitiet ikke gjort deres arbejde godt nok, eller også er loven ikke god nok. Det er desværre ikke to tilfældige folketingsmedlemmer men noget så ophøjet som to medlemmer af Folketingets retsudvalg. Den ene, Skaarup, til overflod formand for udvalget. Den dynamiske duo, Skaarup og Behnke, afslører en så fundamental foragt for den grundlæggende indretning af et retssamfund, at man burde skrige af grin, hvis ikke det var så sørgeligt.

De to lancerer sig ellers jævnligt som retssamfundets og demokratiets vogtere. Ve den imam eller solbrændte lokalpolitiker, der ikke fem gange dagligt tager principiel afstand fra Sharia. Ve den muslim, der ikke erklærer sin kærlighed til det allersidste punktum i Grundloven. Skaarup og Behnke er altid klar til at slå til, men tillader sig alligevel uden blusel at blande sig i anklagemyndighedens og domstolens arbejde.

.

Peter Skaarup sagde kort efter domsafsigelsen, at "Man kan undre sig over, at en mand, der har prædiket humanisme og lighed og tilsyneladende har udnyttet velfærdssamfundet og skattesystemet, ser ud til at gå fri for straf." Han konkluderer på den baggrund, at det kan blive aktuelt for Folketinget at se på, om lovgivningen skal styrkes i den slags sager.

Deroverfor står juristerne, der siger, at loven er god nok, som den er, og som Langsted påpeger, har det i sager om økonomisk kriminalitet aldrig været anklagerens forarbejde, der har gjort, at de er blevet tabt, men bevisets stilling.

Det er endnu god skik, at man viser respekt for retten ved at rejse sig, når dommeren træder ind i retssalen. Hvis billedet skal overføres til Skaarup og Behnke, bør de rejse sig øjeblikkeligt og uden yderligere udmeldinger stille sig i skammekrogen. Og næste gang, de føler trang til at belære nydanskere om kendskab til retssamfund og demokrati, kunne de passende se sig selv i spejlet. Når den lovgivende magt utidigt blander sig i den dømmende magt, ligner det undergravning af demokratiet. Og hvad er det nu, Dansk Folkeparti vil straffe det med i lovginingen. Nå ja, udvisning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her