Den franske filosof Alain Badiou er endnu ikke særlig kendt i Danmark. Kun en af hans mange bøger er oversat til dansk (Manifest for filosofien, Slagmark 1991), og det er langt fra den bedste.
At det forholder sig sådan er på den ene side forståeligt, på den anden side er det en stor skam. Badiou's aggressive og elitære politiske filosofi er noget af det mest udanske, man kan forestille sig, og netop derfor kunne den udgøre et tiltrængt friskt pust i den aktuelle danske filosofiske og politiske debat.
Dette skyldes blandt andet, at Badiou er en af de få skikkelser fra den ekstreme venstrefløj i 70'erne, der er forblevet tro mod sin oprindelige politiske overbevisning. Han var og er ikke bare marxist, men også maoist. Sådan nogle findes der ikke længere i Danmark i dag, og det må vel føles som en mangel for visse aviser, der derfor bliver nødt til at gribe fat i diverse kulturpersonligheders fortid for at understøtte deres ide om venstrefløjens grundlæggende totalitære indstilling.
Problemet for disse aviser er jo, at de få virkelig rabiate venstreorienterede, der fandtes i Danmark i 70'erne, for længst er kommet på andre tanker og har bedt om forladelse. Badiou derimod holder fast i sine radikale politiske ideer, og det er for så vidt nok til at gøre ham interessant, selv om man måtte være uenig med ham.
Badiou's optimisme
Imidlertid er det især af en anden grund, at jeg mener, Badiou's tankeverden ville skille sig radikalt ud i det danske debatklima. Dette klima er på mange måder præget af frygt. Frygt for globaliseringen og frygt for at miste det, man har. Hvordan redder vi velfærdstaten? Ved at kæmpe imod enhver forandring, synes svaret ofte at være. I modsætning til denne tendens er Badiou's tænkning optimistisk. Som han udtrykker det i sin seneste bog Le siècle (Århundredet), har han fra Hegel overtaget den ide, at 'Gud' er et ord, der betegner en fremtidig universel sandhed.
For at forstå den dybere mening i dette udsagn må man vide, hvad Badiou lægger i ordet 'sandhed'. En af de centrale idéer i hans filosofiske hovedværk L'*tre et l'événement (Væren og begivenheden, 1988) er, at sandheden ikke er noget, man finder, men noget, man skaber. Badiou tager således konsekvensen af den moderne relativisme: Hvis det virkelig forholder sig sådan, at alt er fortolkninger, så må vi sørge for, at det er den 'bedste' fortolkning, det vil sige den fortolkning, vi selv foretrækker, der får flest tilhængere. Og for så vidt som disse tilhængere efterfølgende handler ud fra denne fortolkning, kan man sige, at vi dermed har skabt en sandhed.
Det er efter min mening denne ide (og ikke de til tider lidt for radikale konkrete politiske udmeldinger som kritikken af det parlamentariske demokrati og af menneskerettighedstænkningen), der virkelig gør Badiou anderledes og interessant. Hans tænkning er ikke en triviel og frygtsom beskrivelse af det desorienterede postmoderne menneskes svære vilkår, men en overvejelse af, hvordan vi kan skabe de rigtige sandheder i dag.
Skabelsen af sandheder er også temaet i Le siècle. I denne bog forsøger Badiou filosofisk at definere det 20. århundrede, og han når frem til, at dette århundrede har været gennemsyret af det, han kalder "kærligheden til det reelle" (la passion du réel). Det er vigtigt at gøre sig klart, at dette udtryk ikke betegner en eller anden form for respekt for virkeligheden. En af de gennemgående ideer i det 20. århundrede har netop været, at virkeligheden kan skjule det reelle. For at nå frem til det reelle, må man derfor ændre på virkeligheden.
"Kærligheden til det reelle" er således dybest set en trang til at skabe sandheder.
"Det 19. århundrede annoncerede, drømte, lovede, det 20. århundrede erklærede, at det handlede, nu og her."
Revolutionens uskyld
Det er en udbredt forestilling, at det netop er det 20. århundrede, der har været utopiernes og løfternes århundrede, og at det er disse utopiske løfter, der har været skyld i dette århundredes grusomheder. Badiou hævder imidlertid, at et løfte ikke kan have politisk kraft, thi "man accepterer på forhånd, at et løfte ikke bliver holdt".
Drivkraften i det 20. århundredes mange revolutioner har altså ikke været løftet om en fremtidig bedre verden, men troen på, at man nu og her skabte denne verden. Med en formulering af Gilles Deleuze og Felix Guattari kunnne man udtrykke det på den måde, at revolutionens formål ikke er andet end revolutionen selv. Revolutionen kan ikke drages til ansvar for det, der kommer bagefter, for det har den ikke villet, det har den faktisk slet ikke bekymret sig om.
Noget af det, der adskiller Badiou og Deleuze, er imidlertid, at Badiou ikke nøjes med at lovprise revolutionen og oprøret mod den bestående orden, det der hos både Deleuze og Badiou kaldes 'begivenheden'. Badiou betoner tillige den efterfølgende loyalitet mod denne begivenhed, og dermed kommer vi uundgåeligt frem til spørgsmålet om de totalitære regimer, der har efterfulgt mange af det 20. århundredes revolutioner. Badiou hævder faktisk, at også stalinismen og især maoismen er eksempler på kærligheden til det reelle. Man skabte sandheder gennem en udrensning af virkeligheden. Det egentligt provokerende element i Le siècle er, at Badiou derefter hævder, at vi i dag burde genoptage denne kærlighed til det reelle, især som den er kommet til udtryk i maoismen. Vi må lære igen at skabe sandheder.
Selvfølgelig mener Badiou trods alt, at vi bliver nødt til skabe sandheder på en anden måde, end sådan som det 20. århundrede har gjort det. Kærligheden til det reelle er jo ofte kommet til udtryk som en ren destruktion, som en massiv udrenselse af virkeligheden udført af en statsstyret dræbermaskine.
Som et alternativ til denne fremgangsmåde, hvor man vil ændre hele virkeligheden ovenfra og på en gang, foreslår Badiou det, han med et matematisk begreb kalder en subtraktion. Det består i, at man med udgangspunkt i en enkel eksemplarisk sag lidt efter lidt lader hele samfundet ændre sig. Denne ændring skal opfattes som en logisk konsekvens (eller i virkeligheden som en matematisk følge) af den enkelte eksemplariske sag.
I en af sine månedlige offentlige forelæsninger på l'Ecole Normale Supérieure har Badiou givet et eksempel på denne fremgangsmåde. Under den franske revolution var der kræfter, der ønskede en ophævelse af slaveriet i de franske kolonier, da denne praksis klart var i modstrid med principperne om frihed, lighed og broderskab. Modstanderne af en sådan ophævelse indvendte, at dette selvfølgelig var en smuk idé, men at det desværre ikke kunne lade sig gøre, da koloniernes økonomi var alt for afhængig af slaveriet. Robespierre's svar hertil skulle ifølge Badiou have været, at hvis det virkelig forholdte sig sådan, måtte man opgive kolonierne. Det var bedre, at det franske kolonistyre gik til grunde, end at man opgav revolutionens hellige principper. Ophævelsen af slaveriet var altså en enkelt eksemplarisk sag, hvis logiske konsekvens ville være en ændring af hele samfundets struktur.
Kapitalismen opløser
Subtraktionen er således Badiou's fornuftige alternativ til det 20. århundredes destruktion. Drivkraften i disse to fremgangsmåder er imidlertid den samme, nemlig kærligheden til det reelle, trangen til at skabe sandheder, og det er denne drivkraft, som vi ifølge Badiou skal tage med os fra det 20. århundrede. Den marxistiske pointe i denne idé er, at hvis vi ikke længere forsøger at skabe sandheder, overlader vi verdens gang til "automatismen", det vil sige til den globale kapitalisme. Og kapitalen skaber ingen sandheder, den er en ren opløsende kraft. Alt i alt udgør Badiou's filosofi et værdigt bud på en nutidig venstreorienteret tænkning. Hans bog Le siècle indeholder et muligt svar på det yderst vigtige spørgsmål, hvordan kan man være venstreorienteret efter det 20. århundrede? Hvis man vil have et mere dansk og godmodigt svar på dette spørgsmål, kunne man for eksempel læse Preben Wilhjelms nyligt udgivne erindringer, Fra min tid.
Forskellen er bare, at Wilhjelm tilsyneladende kun ser tilbage på sit virke i dansk politik for resigneret at hævde, at "vi tabte alt". Badiou ser derimod tilbage for at se fremad. Han vil lære af det 20. århundredes socialismes storhed og fejl og dermed finde materiale til udarbejdelsen af et alternativ til den globale kapitalisme.
Alain Badiou: 'Le siècle', Seuil, Paris, udkommet januar 2005.
Holger Ross Lauritsen er stud. mag. i idéhistoire og fransk. Tager p.t. en DEA i filosofi fra universitetet Paris VIII
