Læsetid: 10 min.

De vil skabe en verden i forandring

3. februar 2006

Troen på en anden verden står i centrum, når aktivister af alle slags i denne weekend mødes på Danmarks Sociale Forum. Men kan det reelt lade sig gøre at forandre det internationale samfunds politiske og økonomiske dogmer? Ja – med en hård indsats og et utal af nye alliancer, siger aktivisterne og deres mentorer. Alternativet er at sejle passive mod afgrunden

Hun indrømmer gerne, at hun let bliver høj af kampen. På en klode, der summer af aktivitet fra Caracas til Karachi, i en verden hvor tusindvis af aktivister, organisationer og fagforeninger finder fælles visioner på såkaldte Sociale Fora. I kamp mod en enerådig nyliberalisme, som tvinger mennesker og miljø i knæ, og med en gensidig tro på, at det betyder noget, hvad de gør. Stine Brix er troende - ikke på mirakler, men på ansvar og alliancer.

"Der sker ufatteligt meget for tiden. De Sociale Fora har sat en enorm bølge i gang, som ikke er til at stoppe, og vi har gjort tigerspring bare i de sidste fem år. Det er virkelig spændende," siger den 23-årige aktivist, som er blandt de ledende kræfter i SUF, et ungdomsnetværk tilknyttet Enhedslisten.

Stine taler om World Social Forum og dets nationale udløbere, hvor aktivister de seneste år - som nu på Frederiksberg Gymnasium i denne weekend - har mødtes for at diskutere under parolen 'En anden verden er mulig'. De ønsker en anden verden end den, hvor IMF og Verdensbanken dikterer u-landes politik, og hvor virksomheder som Monsanto og Coca-Cola lader hånt om miljø og faglige rettigheder. Og de er så mange, at de ikke længere kan ignoreres.

For Stine Brix er der ingen tvivl om, hvad der gør den globale sociale bevægelse slagkraftig. Det handler om et buzzword i tiden: Netværk. Studenterorganisationer, miljøgrupper, fagligt aktive, og selv forskere er blandt de unge og gamle, som er begyndt at samarbejde på tværs af umiddelbare interesser. Hundreder af workshops på de Sociale Fora har været med til at nedbryde folks fordomme om hinanden.

"Vi har fundet ud af, i hvor høj grad vi kan arbejde sammen mod det samme mål: At bryde det monopol på sandheden, som alle lige fra IMF til Velfærdskommissionen har skabt, om at der kun er én måde at styre verden økonomisk på. Dén tankegang har enorme omkostninger, så folk bliver nødt til at indse, at vi selv har ansvaret for at styre verden - det går galt, når andre gør det for os," siger Stine Brix.

Målt på entusiasme er World Social Forum en utvetydig succes. Men blandt de mange deltagere med vidt forskellig baggrund har der lige fra starten været uenighed om, hvordan kampene mod alle verdens onder skulle vindes. Og det kan synes helt urealistisk at skabe større forandringer i en verdensøkonomi, hvor demokrati og åbenhed er byer i fjerne lande, og lave omkostninger tilstræbes uanset prisen for vandet, luften og fabriksarbejderne.

Alligevel mener Kenneth Haar, talsmand for ATTAC-Danmark og medarrangør af flere års Sociale Fora, at nogle ideologiske sejre for bevægelsen giver håb om, at der kan rokkes ved verdenssamfundet.

"For 10 år siden var gældslettelse for u-landene et ikke-spørgsmål, mens det i dag diskuteres åbent - det samme gælder ideen om skat på valutaspekulation, som før ikke havde en chance. Ting kan blive realiteter, hvis man slår til på det rigtige tidspunkt og forklarer folk, hvorfor det er realistiske perspektiver."

Samme optimisme nærer den amerikanske skribent og bestyrer af Z Magazine, Michael Albert, der har lanceret 'Parecon', ideen om en økonomi baseret på solidaritet og forskellighed. Han er ikke i tvivl om, at det både er muligt og sandsynligt at skabe en anden verden - men det kræver hårdt og effektivt arbejde.--

-- "Hvis vore samfund skal gå fra at være baseret på klasse-, race-, køns- og magthierarkier til, at folk får indflydelse på beslutninger i samme omfang, som de berøres af dem, kræver det nye institutioner. Det vil ske via massive bevægelser, som skabes i fællesskab nedefra."

Det altafgørende er for Michael Albert, at det lykkes for bevægelsen at formulere brede, fælles strategier og visioner, som virker inspirerende, og som nogle tusinder mennesker fra alle mulige forskellige organisationer i første omgang kan tilslutte sig. Derefter vil væksten til en langt større tilslutning på millioner af mennesker ske overraskende hurtigt, mener Albert:

"Det næste skridt er, indrømmet, et stort skridt. Men at betragte det som umuligt er lige så uklogt som tidligere at have kaldt demokrati, kvinders stemmeret eller faglige rettigheder umulige."

Blandt socialister, anarkister og det utal af aktivister, som har andre eller slet ingen konkrete ideologier, har der altid været store uenigheder om vejen til det gode verdenssamfund. Både om kampen bør være organiseret eller uafhængig, og om små forandringer er nytteløse eller et realistisk alternativ til en naiv drøm om at omstyrte samfundet. En af de aldrende aktivister med tro på gradvise forandringer, ATTAC's franske vicepræsident Susan George, som har skrevet bogen En anden verden er mulig - hvis ..., har svært ved at forestille sig radikale forandringer i den nuværende verdensøkonomi.

"Hvis USA's økonomi for eksempel kollapser, vil det bringe mange mennesker stor lidelse og sikkert føre til et militært eller fascistisk styre. Det eneste bæredygtige alternativ er at være tålmodige. Men tålmod må ikke forveksles med en accept af, at halvdelen af verden lever i lidelse eller kun lige akkurat overlever. Vi er ikke sikre på at vinde kampen for bedre vilkår globalt, men vi bliver nødt til at forsøge, for gør vi ikke noget, er vi helt sikkert fortabt."

Både Susan George og Michael Albert ser de seneste års omvæltninger i Sydamerika som eksempler på, at forandringer er mulige. På et kontinent præget af årtiers diktaturer og strenge IMF-kure har befolkningerne for første gang i mange år stemt en række mere eller mindre venstreorienterede ledere til magten og samtidig afvist USA's store frihandelsaftale for Nord- og Sydamerika. Det har været med til at skabe en fælles optimisme blandt latinamerikanerne, som inspirerer den globale sociale bevægelse.

Alligevel var der uenighed på det netop overståede World Social Forum i Venezuela. Forummet blev støttet af præsident Hugo Chavez, hvis sociale projekter og provokationer af USA har gjort ham til folkehelt i hele den latinamerikanske verden. Men faren for at blive knyttet for tæt til en regering og én politisk linje bekymrede mange aktivister, som frygtede for de Sociale Foras uafhængighed og for at de sociale bevægelser i Venezuela var blevet forført af Chavez.

Ifølge Stine Brix fra SUF, der i sommer mødtes med bevægelserne i Venezuela, er lokalbefolkningen her dog meget opmærksom på selv at skabe forandringerne.

"Latinamerikanerne har en anden politisk tradition med militærdiktaturer og ledere, som har været styret udefra, og en stor del af embedsmandsværket er stadig korrumperet. Hvis det ikke skal slå om i en slags pseudosocialisme som den cubanske, er det vigtigt med et stærkt civilsamfund, der til enhver tid kan holde øje med magthaverne. Det er folk bevidste om," siger Stine Brix.

Et stærkt civilsamfund er en af grundene til den velfærd og de mange rettigheder, europæerne i dag nyder godt af. Men ifølge Susan George er der også i Europa grund til at være opmærksom på de mange forsøg på at slå alt det, de sociale bevægelser har opnået de sidste 100 år, tilbage. Alligevel nærer hun stadig håb til kontinentet:

"Jeg tror stadig på ideen om et oprigtigt demokratisk Europa, som kan vise verden en anden model end den amerikanske eller kinesiske. Især hvis den europæiske velfærdsmodel forbedres og ulighederne mindskes," siger hun.

Samme tiltro finder man ikke hos ATTAC's danske talsmand Kenneth Haar. I en bog, der udkommer i morgen, beretter han og andre fra tænketanken Ny Agenda om, hvordan EU's dagsorden for internationale handelsaftaler i høj grad formes på lukkede møder mellem EU-Kommissionen og selskaber som Unilever og Philips.

"De kan slippe afsted med det, fordi den politiske proces er så lukket. Og derfor er en af de helt basale ting i kampen for et bæredygtigt internationalt samarbejde også, at vi simpelthen demokratiserer det. Målet må være at give mennesker mulighed for at få indflydelse på deres egen tilværelse."

Ifølge Kenneth Haar skal parolen 'En anden verden er mulig' ikke ses som et udtryk for, at man med et trylleslag kan få en anden verden, men som en invitation til at være med i det lange seje træk.

Det syn deles af den verdenskendte indiske fysiker og aktivist Vandana Shiva. Hun har vundet den såkaldt 'alternative nobelpris' for sit arbejde for kvinder og miljø, og hun er et af de levende beviser på, at kampen for bedre levevilkår ikke behøver ske på bekostning af miljøet.

Som økofilosof har Shiva både skrevet om menneskers tilknytning til naturen og har samtidig udgivet den ene bog efter den anden om store virksomheders privatisering af vand og forsøg på at patentere dyre- og planteliv. Hun har et utal af konkrete erfaringer med, at det kan lade sig gøre at stoppe stærke kræfter:

"Vi har haft en del sejre i kampen mod patenter og for retten til adgang til vand. Det lykkedes os blandt andet at stoppe virksomheder, Verdensbanken og IMF i at privatisere vandet i Delhi og Ganges-floden. Og i byen Plachimada, hvor Coca-Cola prøvede at stjæle alt vandet, lykkedes det en gruppe kvinder at få lukket deres fabrik. Der er masser af sejre på trods af de enorme kræfter, vi er oppe imod. "

Shiva fortæller, at den økologiske bevægelse vokser med 25 procent årligt, og at over 5.000 indiske landsbyer nu er såkaldt økologiske 'frihedszoner' uden patenter, kemikalier og modificerede afgrøder. Hun mener, at den 'anden verden' allerede er bygget - og at de fremskridt, der virker små set fra oven, først for alvor kan ses fra græsrodsniveauet.

Men det er hårdt at kæmpe hele livet. Det kan være svært at bevare optimismen over for formidable og utrættelige modstandere med tilsyneladende uendelige ressourcer - ressourcer, der skaffes alle de steder, hvor det ikke er lykkedes folk at kæmpe nok imod. Hvad ville der ske, hvis folk simpelthen opgav den drænende kamp mod en modstander mange gange større end dem selv? Hvis bevægelsen svandt ind, fordi det hele virkede nytteløst i det store perspektiv?

Selv da ville der stadig komme en anden verden, mener Vandana Shiva - af den simple grund, at den nuværende ikke kan holde.

"Hvis vi ikke kæmpede imod, kunne vi læne os tilbage og se ødelæggelsen af Jorden føre til en anden verden. Denne anden verden ville så måske være en verden uden mennesker eller en verden, hvor mennesker levede meget simple liv. Men at der vil ske enorme forandringer i den måde, verden fungerer på, er der ingen tvivl om."

For nylig erklærede den anerkendte miljøforsker James Lovelock, manden bag Gaia-tesen om Jorden som en selvregulerende organisme, at det allerede er for sent at gøre noget, fordi kloden nu selv forstærker de menneskeskabte miljøproblemer. Vi er allerede forbi det punkt, hvor vi kan vende om, siger han. Men Vandana Shiva vælger at se det anderledes:

"Hvis han virkelig troede på Gaia, ville han ikke sige, at Jorden er forbi sit point of no return. Jeg tror, at han mener civilisationen på det nuværende niveau af produktion og forbrug, og det kan han da have ret i. Men de bevægelser, jeg har været med til at skabe, er bæredygtige og vil kunne tilpasse sig klimaforandringer. Det handler om at gøre sig uafhængig af den industri, der bedriver rovdrift på naturen og derfor er selvdestruktiv."

Den amerikanske samfundskritiker Michael Parenti, der i mange år har skrevet om sociale kræfter over for økonomier og imperier, ser knap så lyst på situationen. For ham er der ingen tvivl om, hvad verden skal gøre, nemlig satse på varige energikilder, sætte mennesker før profit og skille sig af med IMF og det, der misvisende kaldes frihandel. Han mener heller ikke, at der mangler hverken teknologi eller ressourcer til at gøre dette. Men så længe bæredygtige og socialt retfærdige forandringer ikke er på dagsordenen hos de aktører, der for alvor ville kunne gøre en forskel, er det uhyggeligt svært, siger han.

"Det nuværende system leder os ad en sti mod større økonomisk undertrykkelse og en ufattelig økologisk katastrofe. Det haster med at få folks øjne op for det, og det er ikke for tidligt, at vi er begyndt at se en ny modstand mod det frie markeds plyndringer over hele kloden. Det er positivt, at et håb nu spirer i Latinamerika efter 20 års altødelæggende markedsreformer, men alt, vi kan gøre, er at uddanne, organisere og mobilisere folk. Tiden er ved at løbe ud."

Hverken Parenti eller Susan George forventer den store hjælp fra dem, det nuværende system gavner.

"Ethvert skridt i den rigtige retning, selv når det formes af nye og stærke alliancer mellem ngo'er, fagforeninger og småbønder som i Frankrig, vil blive modarbejdet med magt fra de siddende herskere. Filosofien om ikke at dele sin magt og velstand med nogen har altid hersket blandt visse folk. I dag praktiseres den universelt," siger Susan George.

Michael Parenti vil ikke udelukke, at enkelte bedre stillede individer vil indse, hvor slemt det står til - men den nye dagsorden skal komme fra bevægelsen uden tanke for, om den vil blive accepteret fra oven.

"Vi kan ikke overlade vores skæbne til dem, der er forblændede af egen profit. Lige så lidt kan vi overlade klodens skæbne til dem. De fleste ekstremt rige vil gå mod deres og verdens død, mens de klynger sig til deres umådelige rigdom, for den betyder mere for dem end livet selv."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her