Læsetid: 2 min.

Skabelsens tid

26. juni 2007

"Hvis klicheen 'et brag af en koncert' nogensinde er passende, så er det nu, for det er selve verdens tilblivelse, det handler om," stod der på nettet i foromtalen af søndagens koncert i Tivoli.

Så Tivoli lovede altså med opførelsen af Joseph Haydns Skabelsen en opfyldelse af klichéen, og hvorfor ikke? Midsommer er blomsternes, lærkernes, nådens og klichéernes tid, hvor selve skaberværket er sat på spidsen med naturens overdrevne udfoldelser og lyse, lyse nætter.

Søndag aften var hele Tivolis Koncertsal stuvende fuld af folk, der ikke kun hører Messias til jul, og som skulle høre den almindeligvis undervurderede komponists musik til verdens første og største kliché.

I begyndelsen var sædvanligt kaos. Folk, der er faret vild i haven og skal finde deres pladser i sidste øjeblik og den sædvanlige rumsteren med jakker og programmer, mens orkestret allerede er startet.

Men med en sympatisk uskyld fra orkestrets side og en let tøven i starten, der skærpede koncentrationen, faldt der ro over vandene, hvor Guds ånd svævede. Denne aften i skikkelse af stjernedirigenten Helmuth Rilling. Mere hvidhåret end nogensinde og næsten hele tiden nede i knæene som en homo kun næsten erectus, men med et rigtig godt tag på musikken.

Det er det dejlige ved Rilling. Det er ikke så adjektiverne flyver om hovedet på én, når man skal karakterisere ham, men man kan læne sig tilbage og slappe af og være sikker på, at alt kommer til at gå, som det skal. Også denne aften.

"Es werde Licht!," sang koret og så var der sat af til en gennemført organisk opførelse af Haydns wienerklassiske oratorium.

Guddommelig trio

Aftenens store trækplaster, barytonen Thomas Quasthoff, der som thalodomidbarn er en helt speciel repræsentant for skabelsen, sang endnu smukkere i virkeligheden end på plade. Som om hans kærlighed til musikken blev levende og virkelig og ikke bare en god salgshistorie fra Deutsche Grammophon om thalodomidbarnet, der trodser sin skæbne.

Men aftenens større begivenhed var hele solisttrioen bestående af foruden Quasthoff som Raphael og Adam, sopranen Klara Ek som Gabriel og Eva og tenoren Marcel Reijans som Uriel. Hver for sig sang de tre ærkeengle strålende, men sammen sang de guddommeligt.

Præsten: Skidegodt

Haydn, sander man, er skam en undervurderet komponist. Skabelsen er hele den klassiske musiktradition sat på spidsen mellem barok og wienerklassik og til tider næsten forudgribende den romantiske symfoni.

Jeg kan godt lide, når en skrap, ateistisk tante som jeg, på vagt over for alle klichéer får blødgjort mit moderne sind til en gammeldags lykkeforestilling. Det var ganske vist på alle måder indbegrebet af gedigen, germansk, klassisk opførelsespraksis, fra dirigent til solister, men man skal heller ikke tilskrive orkesteret en for ringe rolle i successen.

Det er efterhånden et ganske ungt præget orkester, og de spillede fremragende og lydhørt og gjorde den gamle mesters idéer nye igen i en frydefuld sommeråbenbaring.

Smukt blev til lækkert og yndigt til sanseligt.

Præsten, der havde siddet foran mig med sin kone, udtrykte det i al korthed og med et andet ordvalg end fra morgenens prædiken, men lige fra hjertet, da han passerede mig på vej ud: Skidegodt!

* Tivolis Koncertsal Søndag den 24. Juni 2007. Joseph Haydn:

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu