Læsetid: 6 min.

Skabskulturradikalismens triumf

Anders Fogh Rasmussen er sprunget ud af skabet - som kulturradikal. Man må kun håbe, at Fogh Rasmussen ikke skriver en bog om sin nye overbevisning, for så er man jo sikker på, at det kulturradikale senere dementeres
25. marts 2006

Nu tæver klokkeren de frelste sammen

og menigheden lystrer ham

desværre

og træder livets mening fromt i støvet

og piller ben og vinger afvor herre

Fra 'Søndagsstemning' af PH., Kulturkampen 1938

Religionshistorikeren Klaus Rothstein har fundet ud af ved at lægge øret til meget, at Anders Fogh Rasmussen er sprunget ud af skabet - som kulturradikal. Konklusionen er den glimrende Rothstein kommet til ved at nærhøre statsministerens udsagn om religion, som Fogh Rasmussen efterhånden finder for dominerende i samfundet. Dette er ganske rigtigt et klassisk kulturradikalt standpunkt - hvis der ellers var fodslag - at folk bør dæmpe deres religiøse udfoldelser i det offentlige rum og lade andre søge salighed i egen tro. Det siger sig selv, at kulturradikalismens fædre, Brandes især - senere PH - kom på konfrontationskurs med gejstligheden og de nidkært troende.

Brandes fik som særligt raffinement sin jødiske baggrund revet i næsen, hvilket var rundt på gulvet, da jøderiet ikke havde dén betydning for den store kritiker; PH blev i årevis udelukket fra Statsradiofonien blandt andet på grund af sin gerne højrøstede ugudelighed. Til disse store personligheder i dansk åndshistorie slutter, ifølge Rothstein, Fogh Rasmussen sig nu, hvilket åbner perspektiver i kulturkampen. Man må kun håbe, at Fogh Rasmussen ikke skriver en bog om sin nye overbevisning, for så er man jo sikker på, at det kulturradikale senere dementeres.

Fogh Rasmussens tro væbner, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har i mellemtiden fået kvælningsfornemmelser. Ikke af den religiøse dominans i debat og medier - radioens program 1 minder efterhånden om en kristen lokalstation - men af historien om Muhammedkarikaturerne. Ser man dét. Hjort Frederiksen er ægte liberal, og mener ifølge foreliggende dagblad, at folk har ret til at sige, hvad de vil, lige hvad de vil og nævner som eksempel, at han, ministeren, da til hver en tid uanfægtet kan stille sig ind på Rådhuspladsen og råbe, at Fogh Rasmussen er en idiot.

Se, det kan Hjort Frederiksen jo godt, mange vil oven i købet være enige med ham; men eksemplet dementerer jo samtidig Frederiksens påstand om ytringsfriheden som absolut og ugradbøjelig.

Hjort Frederiksen er selv retslærd og må vide, at idiot med konkret adresse er en injurie og derfor en strafbar ytring, medmindre at den ytrende kan føre sandhedsbevis for ytringen. Nu kan man spørge sig selv og Hjort Frederiksen, hvorfor han mon anvender et så dårligt eksempel.

Kvælningsfornemmelse

Måske fordi han ad denne vej ustraffet kan give udtryk for, at han rent faktisk mener, at Fogh Rasmussen er idiot. Der er i så fald ikke noget at komme efter for den således åbenlyst krænkede, eftersom Hjort Frederiksen jo er dækket ind ved implicit at kunne henvise til udsagnets placering som eksempel, og at dette netop var valgt for at vise, hvor langt, han mener, at man i ytringsfrihedens navn bør kunne gå, nemlig som til noget for en partifælle og minister i Fogh Rasmussens regering så urimeligt som at udråbe manden til idiot. Desuden kan ytringsfriheden ifølge 'idioten' selv ikke gradbøjes, så heller ikke der er der noget at komme efter.

Hjort Frederiksen synes helt og aldeles at se bort fra de til enhver tid strategiske og andre overvejelser, der ligger til grund for stort set alle ytringer mennesker imellem, og som hver for sig og tilsammen gør ytringsfrihedsbegrebet til en langt mere nuanceret og kompliceret størrelse, end blot en, man får kvælningsfornemmelser af, såfremt den ikke udøves som et absolut.

Hjort Frederiksen ville for eksempel næppe i sit eksempel have anført, at han kunne have stillet sig ind på Rådhuspladsen og kaldt Fogh Rasmussen kulturradikal. Det ville kun folk, der havde læst Klaus Rothsteins overvejelser have fattet. Dertil kommer at Fogh Rasmussen, såfremt Rothsteins analyse er holdbar i dybden, ville kunne blive stødt, da blot antydningen af en sådan betegnelse kan give statsministeren betydelige problemer i ikke mindst baglandet, domineret af Dansk Folkeparti to kristne mullafætre.

Hvad Hjort Frederiksen end ikke ville drømme om at bruge som eksempel ville være betegnelser af statsministeren, som måtte ligge nærmere sandheden end injurien idiot. Det sidste er under alle omstændigheder vanskeligt at bevise, med mindre folk åbenbart sidder og banker hovedet ind i væggen. Her ville betegnelsen idiot i øvrigt snarere falde tilbage på den, der ytrede ordet, hvilket atter viser, hvor gradbøjet, og for så vidt også tidsafhængigt, ytringsfrihedsbegrebet er.

I gamle dage brugte man uden at blinke betegnelsen idiot om folk, man i dag ville indskrænke sig til at kalde sent udviklede eller måske psykisk handicappede, og før i tiden kaldte man gamle gamle og ikke ældre, fanger fanger og ikke indsatte og overtro overtro og ikke tro.

Hjort Frederiksen ville således som alle andre anvende sin ytringsfrihed under overvejelse af situationshelheden. Enhver idiot ved at statsministeren er en tidsfikseret kontrolfreak, der er fortrinlig til at slå gækken fast og utvivlsomt en pest og plage for sine eventuelt mere musiske omgivelser.

Kontrolfreak

Dét ville Hjort Frederiksen, der selv ser ud til at kunne tage fra, ikke stå og råbe på Rådhuspladsen: Anders Fogh Rasmussen er en åndsforsnævret, røvkedelig kontrolfreak! Det kunne være farligt, for dette er statsministerens velkendte svaghed, ikke at han er en idiot, som han jo heller ikke er i juridisk forstand og derfor kan opfatte som det morsomme eksempel, der er ment som fra sin våbenfælles hånd.

Hvad Hjort Frederiksen slet ikke ville gøre var at udråbe Fogh Rasmussen som det, statsministeren unægteligt også er: en kreativ bogfører; det kan man jo føre sandhedsbevis for. Beskæftigelsesministeren vil således, når bølgerne først ruller, og som alle andre forstandsindivider gradbøje sin ytringsfrihed, nogle gange til ukendelighed for begrebet. Dertil kan man sikkert uden at sætte præcisionen i analysen overstyr tillade sig den mening, at ministerens kvælningsfornemmelser især udebliver, når ytringsfriheden krænker de fænomener og personer, med hvilke han sympatiserer mindre.

Ren politisk idioti

En anden af ytringsfrihedsheltene, Dansk Folkepartis Peter Skaarup, fik ved meddelelsen om Tyrkiets mulige mæglerrolle i Muhammedkarikatursagen lejlighed til at ytre sig frit.

Noget sådant ville være som at sætte ræven til at vogte gæs, mente Skaarup, der dermed behændigt i den nuværende situation, hvor Danmark samler på fjender, markerede sin foragt for Tyrkiet, hvor ræven opfattes lige så tvivlsom som her, smækkede de moderate muslimske kræfter en over nallerne og understregede sit partis modvilje mod Tyrkiet som EU-partner i et samarbejde, partiet i øvrigt også er imod. For den sagtmodige kan denne udtalelse bruges i anskuelighedsundervisningen af ytringsfrihedens relativitet og især dens ansvarsdimension. Hvis man da ikke direkte kan tale om den rene kyniske politiske idioti. Kynisme og idioti kan sagtens gå i spand. En ting kan man være sikker på: rent bortset fra at Skaarup jo med sin metafor kaldte den danske regering for en flok gæs, vil den tyrkiske ambassade sørge for at den tyrkiske regering behørigt underrettes om, hvad den danske regerings støtteparti mener om tyrkerne. Skaarup har dermed ydet sit bidrag til fordragelighed i verden samt tilfredsstillet primitiviteten i sit bagland. Skaarups partikammerat, Søren Espersen, supplerede og kaldte Egypten en skurk. Det går godt, det lille kukur!

Endnu en, der brugte sin ytringsfrihed, var Venstres Jens Rohde, Venstres, hvem Helle Thorning Schmidt i vrede over regeringens afvisning af en uvildig undersøgelse af sagsforløbet, åbnede munden, hvilket i sig selv var en begivenhed, og benævnte som et løsgående missil. "Mit missil har hun til gode at stifte bekendtskab med!" riposterede Rohde kækt, som løsgående ungersvende gjorde i gamle dage på VU's kroballer, inden øllerne kom i flertal, øretæverne sad løse, og Fogh Rasmussen skulle hjem og læse lektier eller hakke roer. For resten har Jens Rohde jo allerede meldt sig ud af Folkekirken. Måske er de virkelig skabskulturradikale i Venstre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu