Læsetid: 7 min.

Skæbne er blandet af det man er - og det der sker

26. november 2005

Forfatteren Astrid Saalbach tror, at der i alle mennesker er noget, der kan springe ud i katastrofe. Det skriver hun om. Også i sin seneste roman om skønhed og sexchikane

Astrid Saalbach suger det til sig, når skæbnen rammer. Når et menneske fanges ind i en kædereaktion, hvor en tilsyneladende lille handling får uoverskuelige konsekvenser. Hun kan simpelt hen ikke lade være.

"Vi tror, vi kan planlægge det hele, men noget, der begynder som en lille ting, kan kuldkaste det hele, så man mister alt. Det er skæbne, og det fascinerer mig," siger dramatiker og forfatteren Astrid Saalbach, der i sidste udgav sin seneste roman, Fingeren i flammen, der har sexchikane som tema.

Tirsdag fylder hun 50, og med sit blonde, pigede ydre og lattermilde væsen ligner hun en klar dansk solskinsdag som formiddagen udenfor. Men bag de lyse øjne lurer et dobbelt mørke: Et intenst temperament og en lille skræk for tilværelsen, der giver næring til fiktive personer, der ustandselig går op i flammer og ned med flaget. "Jeg bliver tiltrukket af det, jeg er bange for. Jeg er nervøst anlagt og har altid haft en overdreven opmærksomhed på enhver fare, selv hunde. Nej, jeg vil ikke specificere hvad. Jeg er overtroisk."

Da nu afdøde teaterkritiker Jens Kistrup kaldte Astrid Saalbach "sin generations største dramatiske talent", var det i anerkendelse af hendes evne til at finde nye lag i livets barokke og skræmmende sider. Som da hun i skuespillet Det kolde hjerte lod et fiktivt kongehus' gamle, fine dronning være kleptoman. Eller i Aske til aske lod sig inspirere af 'mordbrænderen fra Bornholm', lægen, der stak ild på sin elskers sommerhus, så hans kone og to drenge omkom. Astrid Saalbach vil gerne vide, hvad der driver tilsyneladende almindelige mennesker til den slags. Det skriver hun så om.

"Jeg tror ikke, det kan ske for alle, at man bare handler i blinde. Men jeg tror, der i alle mennesker er noget, der kan springe ud i katastrofe," siger hun.

For hende selv viste en af hendes livs katastrofer sig dog at være en forklædt velsignelse. Fra lille pige havde hun drømt om at blive skuespiller. En ny Ghita Nørby eller Bodil Kjer.

"Det blev mit held, at mit skuespiltalent ikke rakte ud over det habile. Jeg blev færdig, da jeg var 22, men rollerne blev mindre og mindre, jeg var arbejdsløs og stod nede i Tøndergade og stemplede ved siden af et suppekøkken og følte mig på samfundets absolutte bund."

"Samtidig var det virkelig mit livs drøm, der gik til grunde. Det skrev jeg så et skuespil om, mest for at skrive en stor rolle til mig selv."

Stykket blev antaget, oversat og fik Nordisk Radiospilspris, men rollen kom hun slet ikke på tale til. At skrive gav hende til gengæld den forløsning, hun længtes efter, og forenede naturlig generthed med muligheden for at fortælle historier på scenen. Efterhånden stod det klart, at skriveriet var vejen frem.

"Skæbne er vel blandingen af den, man er, og det, der sker for én. Når det føles rigtigt, holder man fast, for så skal det også bruges helt ud." I det hele taget skal det korte liv bruges til at leve så meget som muligt. Væg til væg. Gerne kaste sig ud i ting, man ikke tør. Det mener Astrid Saalbach selv, at hun har gjort. Ikke i det ydre, hvor hun stammer fra et velordnet, borgerligt hjem, er gift med sin ungdomskærlighed, Jens, og sjældent har rejst uden for Europa. "Udadtil har jeg et trygt liv, og det er jeg dybt taknemmelig for. Jeg er ikke særlig modig, men inden for mine egne rammer har jeg søgt ikke at være bange for livet, som det grundlæggende er min natur."

De to sønner på nu 15 og 19 har forhindret, at Astrid Saalbach f.eks. har rejst mere rundt.

"Næste etape bliver at flytte mig med livet, nu, hvor de ikke mere kan bruges som undskyldning for ting, jeg ikke gør."

Når netop sexchikane blev motiv for Fingeren i flammen, var det på grund af kontrasten mellem handling og effekt. I bogen anklager den billedskønne unge konservatoriestuderende Claire sin violinlærer, den karismatiske Tobias, for et seksuelt overgreb. Før romanen er slut, har Tobias mistet job, ære og ægteskab. Uden at sagen nogensinde er blevet belyst.

"Snebolden ruller, fordi fænomenet 'sexchikane' findes. Manden har ikke nogen mulighed for at rense sig, men mister alt, og det er uopretteligt, fordi pressen dømmer Tobias og behandler sagen som værre end spritkørsel og selskabstømning. Hvis det 'bare' var dét, var hans kone måske blevet hos ham. Men sexchikane er uværdigt og æreløst for hende at leve med. Især når det er blevet offentligt kendt."

"På den anden side er mange også parate til at fordømme kvinder for overhovedet at friste og sige''hun nok selv var ude om det'."

Hvorfor netop sex anses for så slemt og utilgiveligt, har Astrid Saalbach også sit eget bud på: "Jeg tror, det er, fordi vi konfronteres med, at vi har drifter, vi ikke vil vedkende os. At en del af os er ren biologi. At drifterne er så voldsomme, og at vi omgås dem så letsindigt. Sex og drømme er de eneste dele af os, der er rigtig fri, og hvis vi skal kontrollere seksualiteten, dør den. F.eks. hvis en mand kan anklages for at se en kvinde dybt i øjnene eller studere hendes bryster," mener Astrid Saalbach, der uden begejstring konstaterer, at nutiden straffer de naive og dristige hårdt:

"Jørgen Leths problem var ikke, at han gjorde det, det gør vel mange i virkeligheden, men at han sagde det...! Det fascinerer mig, at det rammer så tilfældigt, og at man kan betale så høj en pris. Ligesom den venstrepolitiker, der kiggede ind til kvinderne i svømmehallen. Sex er åbenbart en kilde til stadig fascination, som vi aldrig bliver trætte af at snakke om."

Romanens Claire forstår ikke selv sine følelser for den mand, hun beundrer og måske elsker. Dog vil Astrid Saalbach ikke kalde hende usympatisk: "Claire kæmper for at overleve. Hun bærer rundt på mange traumer, hverdagstraumer, for mange mænd i hendes liv har sikkert forgrebet sig lidt på hende. Tobias betaler måske bare for summen af det hele."

Claires 'problem' lyder svært at tage alvorligt: Hun er så smuk, at hun udløser spontane reaktioner, hun aldrig vænner sig til eller forstår. Selv er hun åben og venlig og bliver forståeligt fortvivlet, når de mænd, hun forelsker sig i, dumper hende, fordi de ikke kan leve med jalousien over den opsigt, hun vækker hos andre mænd. Claires skønhed giver hende flere valg, men sætter hende også i gæld, for hun føler, den giver mænd et krav på hende.

"Skønhed gør andre mennesker urolige og kalder på en primitiv afmagt og magt. Der er noget urovækkende ved skønhed. Den forvirrer og kalder på forskellige, tit undertrykte drømme og længsler. Det skulle ikke undre mig, om det især er smukke kvinder, der får tæv. Det ligger i skønhedens natur, at den skal trækkes ned og svines til. Ligesom de højeste bjerge virker som en evig udfordring på bjergbestigere, selv om det betyder, at der ligger tilfrosne ligdele og gamle støvler over hele Mount Everest."

Mange af Astrid Saalbachs kvindelige romanpersoner er i bedste fald tvetydige som Claire og kalder jævnligt på naive læserreaktioner. F.eks. påpegede en mandlig kritiker engang i strikse vendinger, at én af Astrid Saalbachs kvindelige hovedpersoner var en særdeles blakket person - som om forfatteren var en slags medskyldig. Også flere anmeldelser af Fingeren i flammen har været tæt på at anmelde Claire som en virkelig person.

Astrid Saalbachs eget bud på årsagen er, at fiktion ofte idealiserer kvinder: "Åbenbart opfattes det tit som skuffende og problematisk, når kvinder kæmper for noget eller er hamrende ambitiøse. De må gerne være vilde og lidenskabelige, som i Jeg er Dina, men må ikke have tvetydige motiver, lyve og snyde lidt."

"Men det er ulideligt, at vi skal fremstilles som renfærdige, økologiske helgener. Det er et klaustrofobisk rum. De kvinder, jeg skriver om, er bare mennesker og hverken værre eller bedre end mænd."

Ofte er Astrid Saalbach blevet fristet til at bruge skæbnedramaer fra det virkelige liv. Også selv om hun har oplevet, hvor farligt det er at vove sig ind i skandalernes og sensationernes minefelt: "Blot jeg bruger et lille element fra en sag, der har været gennemtygget af formiddagspressen, er det sket, at nogen er blevet meget vrede. Også selv om stykket er blevet spillet på et lille teater eller bogen kommet i beskedent oplag. Det viser vel, at der selv i de her realitytider stadig er kraft i fiktionen."

"Når jeg poder det, jeg skriver, på noget virkeligt, er det for at give det så stor autenticitet som muligt, så jeg bagefter forsigtigt kan trække og rykke det et helt andet sted hen - måske over i en anden tid eller virkelighed - og på den måde måske få held til at spejle vores tid og sted og de mennesker, der lever her."

"For mig er såkaldt virkeligt stof næsten som noget radioaktivt, jeg på den ene side må omgås med den største forsigtighed, men på den anden heller ikke kan holde fingrene fra."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu