Læsetid: 3 min.

Skæbneår for Sydasien

31. december 2003

DET SYDASIATISKE SUBKONTINENT med en fjerdedel af jordens befolkning står ved indgangen til 2004 ved en korsvej: En tragedie af katastrofale dimensioner? Eller en sejr for sund fornuft over fanatismens og terrorismens rødder og fornyede anstrengelser for at bekæmpe fattigdommen?
To mordforsøg inden for 11 dage på Pakistans diktator, generalen og præsidenten Pervez Musharraf anskueliggør alvoren: Religiøst betinget terrorisme truer med at sænke et land med 150 mio. indbyggere til samme status af havareret nation som Afghanistan og Somalia.
I Indien vil den pragmatiske, men skrøbelige 79-årige ministerpræsident A.B. Vajpayee formentlig føre hinduhøjre-partiet BJP til ny sejr ved parlamentsvalget i foråret for senere at overlade magten til en ny generation af nationalistiske høge. Nepal forbløder i en stadig mere brutal borgerkrig, hvor unge maoister med revolutionær glød rykker tættere på hovedstaden Katmandu. I Sri Lanka truer elitens magtkamp med at sætte fredsforhandlingerne med tamilekstremisterne i nord på spil og forlænge den 20 år lange krig, som hidtil har krævet 70.000 menneskeliv. Endog det lille Bhutan er gået i krig – for første gang i 138 år – og er efter overtalelse fra New Delhi gået ind i kampen for at udradere tre separatistiske stammefolksguerillaer, som i årtier har voldt problemer i Indiens nordøstlige hjørne.

MANGE ER DE KONFLIKTER, som vil blive diskuteret, når de sydasiatiske nationers samarbejdsorgan SAARC samles til topmøde i Islamabad 4.-5. januar. For første gang siden det fiasko-prægede topmøde i Agra 2001 mødes Musharraf og Vajpayee igen – og denne gang i en noget mindre forpestet atmosfære.
Samme Musharraf, som i 1999 stod bag det pakistanske militærs og jihadiers invasion af Kargil-bjergene i Kashmir, og ved den lejlighed førte landene til randen af en atomkrig, viser nu en uanet vilje til politisk kursændring: Han har antydet, at Pakistan måske vil opgive sit store trumfkort – de nu 53 år gamle FN-resolutioner, som kræver folkeafstemning i Kashmir. Kombineret med hans »forræderi mod Taleban« efter 11.9.2001 og hans udlevering til USA af omkring 500 islamister, som mistænkes for at tilhøre al-Qaeda og andre terrorgrupper har dette gjort den tidligere allierede jihadbevægelse til hans dødsfjende.
Fredsbestræbelserne i forhold til »den traditionelle fjende«, som Indien kaldes i Pakistanske medier – har splittet landet og givetvis også dets militær. Musharraf har ikke forklaret sig, men som mange intellektuelle er han muligvis også kommet til den konklusion, at kampen mod Indien er tabt, og at fortsat krigstilstand og oprustning kun kan sætte Pakistans overlevelse som civiliseret stat på spil.

DEN KOLDE KRIG gjorde Pakistan til en vigtig frontlinjestat, og USA var gavmild med militærbistand. Men i dag har USA klart vist, at man satser på et strategisk samarbejde med Indien og ikke længere anser Pakistan for at tilhøre ’samme liga’ som
Indien.
Indien har verdens næststørste hær, er på vej til at blive en ny økonomisk stormagt og lader sig ganske enkelt ikke besejre. Indien er overlegen på alle områder og alene den indiske it- og outsourcingsektor er større end hele Pakistans økonomi. Pakistan har ingen venner i regionen eller den øvrige verden.
Vajpayee, som ved forrige valg udnyttede bekymringen for naboens kernevåben, har tilsyneladende indset, at det denne gang er freden, som skal give ham valgsejren. Tidligere har New Delhi ikke villet forhandle med Musharraf. Attentatforsøgene mod ham har ændret på det.
Nu har man indset, at der ikke er noget alternativ, og at risikoen for en alliance mellem islamiske fundamentalister og hæren er overhængende, hvis Musharraf skulle blive elimineret. Et Pakistan uden Musharraf skræmmer også USA, som hvis det værste scenario skulle blive virkelighed – at kernevåben falder i hænderne på islamister – vil blive tvunget til at gribe ind militært og skabe en tredje krigsskueplads i krigen mod terrorismen.
Både Pakistan og Indien er fanget af deres historie. 50 år med stadig oprustning og tre kostbare krige om Kashmir har fået Pakistan til at forbløde og holdt Indien tilbage fra at spille en større international rolle. En forandring kan være på vej, hvis Musharraf undgår at blive dræbt ved et nyt attentat, får held til slå ned på terroristerne, og senere udskriver frie valg.

BG

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her