Læsetid: 9 min.

Skæbnefællesskabet

2. juli 2005

Det var som at se en meget yngre udgave af Lance Armstrong, da han i marts satte sig op på sin enkeltstartscykel for at køre prologen i det ugelange etapeløb Paris-Nice. Der var polstring på bagen og sul på sidebenene, og det skarptmejslede ansigt, som vi har vænnet os til i Tour de France, var rundt og mildt.

Synet var usædvanligt. Det er om vinteren, sommerens form grundlægges, og Armstrong har utallige gange selv pointeret, at en forskel på ham og konkurrenterne er, at han knokler bjerge op og bjerge ned i sne og frost, mens de andre måske tager det mere gelinde i de kolde måneder. Det er Armstrongs sidste Tour de France. Allerede i foråret meddelte han, at han indstillede karrieren, og med de historiske seks Tour-sejre i træk er der vel heller ikke så meget mere at komme efter for en mand, der har været enestående god til at motivere sig selv.

Det var min vrede, der trådte i pedalerne, siger han i sin erindringsbog It's Not About the Bike om sin barndoms og ungdoms motiv til at køre væk fra forhånelser i skolen og stedfædre, han ikke kunne forliges med. Det var kampen for overlevelse, der efter kræftsygdommen i 1998 tvang ham i sadlen igen, og overlevelsesdriften transformerede han til vilje til at vinde, for at bevise at han var i live. Igen og igen. Seks gange.

Det var efter sidste års Tour at forvente, at han ville standse der. Og det er sandsynligvis kun hensynet til sit holds nye sponsor, Discovery Channel, der afløste US Postal, der har fået ham til at tage en tørn til.

Der er motivation i at ville vinde seks gange og dermed overgå Jacques Anquetil, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Miguel Indurain, der har fem sejre. Der er motivation i at ville være alle tiders bedste i dette verdens vigtigste cykelløb, men det er han jo allerede, og gør det så nogenforskel, om man har vundet seks eller syv gange, og kan kontraktmæssige hensyn til en sponsor være tilstrækkelig motivering for en mand, der har været så god til at gøre store personlige nederlag og ulykke til fremdrift? Det er spørgsmålet, der følger Lance Armstrong, når han i eftermiddag sætter sig på enkeltstartscyklen igen for at køre den 19 kilometer lange tidskørsel, der indleder Tour de France. Han vil ikke være trind som i marts, men vil hans form være som de tidligere år i juli?

Lance Armstrongs nye motivation kan være ganske enkel: angsten for at tabe og for at tabe ansigt. Eller som Peter Piil skriver i Tipsbladets Tour de France-guide: "Har han først besluttet sig for at køre løbet, vil hans ærgerrighed og stolthed byde ham at vinde det. Jeg tror, at vi vil se en Lance Armstrong mere sammenbidt og dedikeret end nogen sinde tidligere. Han ved, at konkurrenterne vil kappes om at pille den gule trøje af ham. Og han ved, at størstedelen af publikum vil elske at se ham i vanskeligheder. Den fornøjelse er han ikke til sinds at give dem. Mere end ønsket om at vinde vil det være besættelsen af ikke at tabe, der driver ham. 'Looser Lance' lyder ikke godt."

Ironisk nok vil nederlag klæde Armstrong - eller i hvert fald hans eftermæle. Når så mange i mange år gerne har set ham i vanskeligheder og detroniseret, skyldes det ikke blot trivialiteten i, at det er den samme, der vinder altid. Armstrongs tilfælde er særligt. Han vil være - og er - forbillede for kræftpatienter verden over, og han definerer sig selv som kræftoverlever mere end som ægtemand, far og cykelrytter, skriver han i sin bog. Men den vilje til livet, der har gjort ham til den forbilledlige kræftoverlever, er i cykelsporten for ham blevet en vilje til perfektion, og det perfekte kan de færreste identificere sig med.

Det er som om, at nederlag - og helst et stort, dramatisk og spektakulært nederlag - er uløseligt knyttet til storhed i cykelsporten. Den uovervindelige Merckx fik bank af Bernard Thevenet i 1975, Hinault af Laurent Fignon i 1983, og da Indurain efter fem sejre i træk stillede til start i 1996, havde han aldrig været større favorit - men kom i uovervindelige vanskeligheder på løbets første bjergetape og blev detroniseret af Bjarne Riis.

Hvis Lance Armstrong trækker sig ubesejret tilbage efter syv sejre i Tour de France, vil han figurere i historiens liste som mangefoldig vinder, men det er tvivlsomt, om han vil blive husket som en af sportens legendariske skikkelser for andet end det, der selvfølgelig også er den store og unikke historie om Armstrong: Kræftoverleveren, der vandt Tour de France. Men i den historie er en gang nok.

Armstrongs største rival i de seneste seks år er Jan Ullrich, der også kan sætte en enestående rekord. Fem gange siden 1996, hvor han blev nummer to efter sin holdkaptajn Riis, har han indtaget andenpladsen i de syv udgaver af løbet, han har kørt. I 1998 slået af Marco Pantani og siden 2000 tre gange af Armstrong. Armstrong og Ullrich er den type rivalpar som cykelhistorien er rig på, og som publikum elsker. I sin klassiske form er det modsætningen mellem de lettere bjergstærke ryttere og de tungere tempostærke, men i Armstrongs og Ullrichs tilfælde er det ikke så meget kroppens bygning og talentets art, der er modsætningen, som det er temperament og mentalitet.

Armstrong, der år efter år har perfektioneret sine forberedelser versus Ullrich, der år efter år har kvajet sig i sin sæsonplanlægning, så han jævnligt er toppet om efteråret, hvor Armstrong for længst er holdt op med at konkurrere. Armstrong, der ikke blot er træningsperfektionist, men så helt åbenlyst elsker at køre på cykel i modsætning til Ullrich, der mange gange har udtalt, at han ofte hader det, og som ofte har været ved at opgive karrieren og trække sig tilbage, mæt af kage.

Det er interessant, at den ordknappe og lidt mut virkende Ullrich, der hverken er farverig i sin kørsel eller i sin offentlige fremtræden, er blevet publikumsyndling. Ikke mere ham, man tror på, men ham, man håber på. Ikke blot fordi det altid er spændende, når alt for store favoritter bliver vippet af tronen, men fordi det er mere spændende og tilfredsstillende, når det er en som os, der gør det. En med alle de svagheder og fejl, som vi andre må slås med. Og det er selvfølgelig den blodige ironi, at vi kan beundre manden, der overvinder kræften og sejrer i cykelløbet, mens det er den almindelige kvajpande, vi holder af.

Armstrong og Ullrich forholder sig tæt til hinanden som i et skæbnefællesskab. Uanset at tyskeren nok ikke lige nu er amerikanerens værste konkurrent. For Armstrong er Ullrich den historiske modstander og referencepunktet. For Ullrich er det at slå Armstrong den motivation, han har så hårdt brug for. Og på den led er det sidste chance. Ullrich kan godt nå at vinde en Tour til i fremtiden, men så vil det være uden Armstrong, og så vil det ikke være helt det samme. Siger han selv.

Modsætningsforholdet minder på mange måder om det, der i 1960'erne var mellem den kalkulerende intelligente Jacques Anquetil og den knapt så kalkulerende Raymond Poulidor. Anquetil vandt fem gange. Poulidor aldrig. Ikke engang, da hans skæbnemakker holdt op med at køre. Franskmændene, og vel kun dem, kunne til nød beundre Anquetil, men de elskede Poulidor. Hvis rolle som den evige toer Jan Ullrich allerede har overtaget. Århundredtalentet, som eksperter efter hans sejr i 1997 spåede den karriere, som Armstrong uformodet fik.

Det smukkeste ville være, hvis Armstrong i sit sidste løb rendte ind i det storslåede nederlag, som ville gøre ham til legende, og Jan Ullrich mod alle odds vandt, så han blev det. Det ville være rigtigt smukt. At Armstrong trækker sig ubesejret tilbage med en velformuleret tale, og at Jan Ullrich i stilhed takker af med en sekundær placering vil simpelthen være for trist. Så de har begge i eftermiddag deres stævnemøde med historien, og dens krav til skønhed og storhed er, at vinderen skal tabe og taberen vinde, for at de begge kan blive rigtig mindeværdige.

Men Jan Ullrichs chancer for at vinde ser ikke for gode ud. Hans forberedelsesprogram er forløbet bedre end tidligere, siger man, men i det nyligt overståede Schweiz Rundt så man ham i vanskeligheder, som ikke skal aflæses i resultatet, men af kæbemuskelknuden, når det gjorde for ondt, og når han ikke kunne flytte sig opad uden at have sin væbner Guerrini til at trække sig. Men det er et par ugers fortid. Jan Ullrich kan formmæssigt være på plads, som det hedder, når løbet på 9. etape møder den første knold. Det er Ballon d'Alsace i Vogeserne, som var det første bjerg, der blev indført på ruten i Tour de France, og hvis 100 års jubilæum, man i år fejrer. Og som Ullrich har dårlige minder fra. I 1997, da han lå til at vinde - og vandt - var det Riis' kløgt og Böltz' ben, der bragte ham frelst over den ellers ikke imponerende stejle stigning i løbets sidste dage. Nu ligger Ballon d'Alsace før Alper og Pyrenæer som et første pejlemærke om dem, der kan noget, og dem, der ikke kan.

I den danske lejr - som er Bjarne Riis' hold, CSC, med Nicki Sørensen som eneste dansker - skal alle kræfter sættes ind på italienske Ivan Basso, der efter tredjepladsen sidste år skal være en udfordrer til Armstrong og ikke blot være tilfreds med en etapesejr og en hæderfuld andenplads. Bassos handicap - hvis det er det - er, at han har kørt Giro d'Italia for en måned siden med ambitioner om at vinde det, indtil et maveonde satte ham uden for alle sejrschancer. At han alle andre dage end de to, hvor han led af diarre, syntes feltets stærkeste i det næstvigtigste store etapeløb, kan han ikke bruge til en skid. Ikke siden Indurain i 1993 har en Tour-vinderkandidat kørt både i Italien og Frankrig med succes, og skønt både Riis og Basso selv er fortrøstningsfulde, er dobbeltsatsningen et spring ud i det ukendte. Det ved de begge.

Det er Bassos muligheder for at vinde, der har fået Bjarne Riis til at ændre holdsammensætning og taktik. Med Jakob Piil som offer. Den skadesplagede Piil, der måtte stå uden for forårsklassikerne og det Gir0 d'Italia, hvor han skulle have kørt sig i form, er sandsynligvis fit nok til et Tour de France og til at konkurrere om en etapesejr.

Sidste år kunne man hver dag i løbets første fase glæde sig over, at Jakob Piil - eller Jens Voigt - var med i et udbrud, som oftest var det vindende, men CSC's ambitioner i år er ikke at vinde etapesejre og lidt af hvert. Man kører for Basso - alle for en - og i det taktiske mønster er Piil en egenrådig uromager. Hans force er at ville vinde en etape selv, og kunne det, men det er ikke de evner, der er brug for i Riis' koncept, så han er ofret til fordel for australieren Luke Roberts, der skal have arbejdsmandens rolle i beskyttelsen af Basso på det flade, og som tempospecialist vil være et aktiv i holdløbet. En taktisk ofring af Piil, mere end en formvurdering, der er til skade for os, der gerne vil holde af vores egne.

I det perspektiv er Ivan Basso en mand, som også danskere vil elske at holde af. Han er en køn mand. Intelligent, veluddannet og kommunikerende. En flink fyr med pulsen bankende på rette sted og til rette tid. En vinder for fremtiden.

Fausto Coppi døde som 40-årig og lavede skandale i sit eget liv. Den kølige Anquetil drak champagne i smukke kvinders selskab, og Gino Bartali røg en smøg eller to for at få sit hjerte op i omdrejninger før et løb. Ivan Basso har Miguel Indurain som forbillede og passer sit arbejde og plejer sine høje ambitioner. Han vil være en værdig afløser for de skæbneforbundne Armstrong og Ullrich, men det er stadig mellem de to, det store slag skal stå.

Af rent legendariske grunde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu