Ole Christian Madsens nye film, 'Prag', handler om et ægteskab i opløsning og er optaget i Tjekkiets hovedstad. Alting går galt under journalistens besøg for første og eneste gang i løbet af produktionen men trods frustrationer insisterer instruktøren på at bevare roen
"Vi skulle selvfølgelig beslutte os for, at dette er den rigtige indgang. Vi kommer til at have folk rendende ind og ud hele tiden."
Producer Morten Kaufmann ser mildest talt utilfreds ud, mens han kigger på det lidt kaotiske sceneri, der udspiller sig for øjnene af ham. Vi befinder os på et gammelt hospital i byen Kladno ca. en times kørsel uden for Tjekkiets hovedstad, Prag, og Kaufmann er en af de få danske kræfter på Ole Christian Madsens nye film, der har taget navn efter hovedstaden, og som også optages hernede, hvorfor hovedparten af de tekniske funktioner varetages af tjekker.
I scenen, som skal optages, ankommer Mads Mikkelsen, der har hovedrollen, til hospitalets hovedindgang i taxa, men ingen på den tjekkiske del af produktionsholdet har tilsyneladende tænkt på, at der under selve optagelserne ikke må færdes mennesker og biler inden for kameraets synsvinkel, og det er en heftig trafik af begge dele, der er ved at give Morten Kaufmann flere grå hår i hovedet.
Prag handler om en mand (Mads Mikkelsen), der sammen med sin kone (Stine Stengade) er rejst til Prag for at hente sin afdøde far hjem til Danmark, og som samtidig skal forsøge at redde sit skrantende ægteskab.
"Det er en enkel film om to mennesker, der bærer deres skilsmissedrama med sig, ligegyldig hvor de går hen i verden," siger Ole Christian Madsen.
"Det er udtryk for en forargelse, jeg har. Jeg synes, at den måde, hvorpå vi fokuserer på vores emotionalitet, er forargelig. Der findes ikke mere selvoptagne mennesker, end dem vi er, i den del af verden, vi er i. Det er så trættende. Det er irriterende, at følelserne har taget over, at de er trådt ind i det offentlige rum. For mig er den måde, vi udstiller vores følelser på, ren pornografi. Det er absurd, at de spørgsmål, man stiller til en deltager i Robinson, er de samme spørgsmål, man stiller til en Nobelpristager: 'Hvordan føler du det lige nu, hvordan har du det lige nu?' Det er en navlebeskuende selvforståelse, som er dybt kedsommelig."
Det er endnu tidligt og bidende koldt denne morgen, da den danske del af holdet en time tidligere ankommer til hospitalet, hvor de russiske catere med den veludrustede køkkenbus har anrettet morgenmad i et stort telt. I den ene ende af teltet, der opvarmes med larmende, uhyggeligt udseende gasvarmere, sidder en flok statister, virkelige patienter fra hospitalet. De ser alle meget gamle og syge ud og kan næsten ikke gå, og Ole Christian Madsen spørger den tjekkiske instruktørassistent, Peter, om de overhovedet vil kunne holde til at være med i filmen.
Instruktøren skal til at holde morgenbriefing - på engelsk - og Peter kalder holdet sammen: "Vi har seks dage foran os med mange scener, mange locations, mange skift," siger Ole Christian Madsen.
"Det bliver meget forskelligt fra sidste uge, hvor vi havde få locations og korte scener."
Han gennemgår dagens scener og viser sine små tegninger, der fortæller, hvad der skal optages og hvordan. Først skal der filmes udenfor, siden i de lange gange under hospitalet. Mads Mikkelsen ankommer iført moonboots og dynejakke - han har et smart jakkesæt indenunder - og taxaen køres i stilling.
Prag skal optages på bare 24 dage, klippes lige så hurtigt, og for Ole Christian Madsen, der har skrevet manuskriptet sammen med Kim Fupz Aakeson, handler det blandt andet om at bryde med de 'produktionskoncepter', han mener styrer for meget i Danmark.
"Vi skal helst have seks-syv ugers optagelse, så og så lang behandlingstid på Filminstituttet, så og så lang en manuskriptfase og så og så meget forberedelsestid. Jeg ville gerne prøve at optage på en anden måde. Det var meningen, at filmen skulle laves meget, meget billigt. Den kunne så ikke laves så billigt, som jeg troede (budgettet ligger på ca. 13,5 mio. kroner, hvilket ikke er meget, red.), men stadig har konceptet været, at vi skulle have 24 dages optagelse. 24 dage lød rigtigt. Det er mindre end normalt, men samtidig nok til, at det stadig kan lade sig gøre at lave en film med lidt overskud."
Ole Christian Madsen forklarer, at hans forrige film, Nordkraft, var en svær film med mange parametre at forholde sig til.
"På Prag ville jeg fjerne de parametre og lave en meget simpel film med kun to mennesker. Jeg prøver at holde det så tæt omkring de to mennesker, som jeg overhovedet kan."
At det lige blev Prag, filmen skulle optages i, skyldes, at han har optaget i byen før og holder meget af den.
"Det er en mystisk by, en labyrintisk by med mange underlige steder og rum. Det er en by med en stor kultur og mange mysterier, der passer godt til historien. Man oplever mange groteske ting, når man rejser rundt i Østeuropa. Der er et sprogproblem, som gør, at man hele tiden roder sig ind i misforståelser. Derfor har vi prøvet at lave et absurd univers omkring en af historierne, og det univers er så spundet ind i en stemning af Kafka og After Hours og Døden i Venedig. Døden i Venedig har været en stor inspiration, fordi den handler om en mand, der bliver fanget i en by og går til grunde i den. Prag er på mange måder en lille film, men det ser ud til, at den folder sig ud som en skæbnefortælling af et vist format, også om en mand, der bliver fanget af en by, han ikke kan komme ud af."
Ud over Morten Kaufmann og Ole Christian Madsen er de øvrige danskere på holdet fotografen Jørgen Johansson, tonemesteren Hans Møller, scenografen Jette Lehmann og klipperen Søren Ebbe, der sidder et andet sted i Prag og arbejder med de foregående dages optagelser.
Holdet har været i Prag i en uge, og indtil videre er alt gået nogenlunde efter planen. Men lige præcis den dag, hvor journalisten indfinder sig på optagelserne, går meget galt. Måske skyldes det dårlig karma, for også resten af de 24 dages optagelser forløber uden store problemer.
Ole Christian Madsen taler dog om et sammenstød mellem de danske og tjekkiske filmfolk, men kan ikke finde det helt rigtige ord til at beskrive den forskel, der er i deres måde at arbejde på.
"Det er ikke en kulturkonflikt, fordi det er ikke værdier, der støder sammen," siger han.
"Men det er svært at improvisere. Vi arbejder meget dynamisk med udtrykket, frit i forhold til kameraet - det har vi gjort gennem de seneste 1o år i Danmark. Vores udgangspunkt har været improvisation og fleksibilitet. Det har tjekkerne været mentalt forberedt på, og alligevel har de svært ved at give slip. Jeg re-definerer hele tiden scenen, jeg er nysgerrig. Jeg leder efter det, der kan gøre en scene sjovere og stærkere, og det bliver de simpelthen så forvirrede over. Måske handler det bare om arbejdskultur. Tjekkerne bliver frustrerede, fordi de ikke føler, at de gør det godt nok. Det tænker jeg ikke på, jeg vil bare have, at de skal følge med - det gør vi i Danmark."
Morten Kaufmann forklarer det således: "Amerikanerne, der laver mange film i Prag, har oplært håndværkerne. De er gode, men det er stadig en smule østeuropæisk. De har stor respekt for autoriteter, og de vil hellere stå og lave ingenting end gøre noget forkert. De skal have at vide præcis, hvad de skal gøre, og det er lidt omstændeligt."
Men det er billigt, tilføjer han. En tjekkisk filmarbejder koster kun ca. halvdelen af en dansk, og det afspejler sig blandt andet i størrelsen på holdet. Der er folk over alt, og indimellem er det svært at greje, hvad de alle sammen laver.
"Jeg fik et chok," siger Kaufmann, "vi er 60 mennesker til frokost hver dag. Statisterne kommer oveni. I dag er der 20 statister."
Endelig synes alting dog at være klart, og en optagelse sættes i gang. Taxaen kommer kørende mod indgangen og fortsætter så lige forbi.
Alle ser forvirrede ud, og fotografen bemærker spøgefuldt, om det er ham, der har placeret kameraet forkert. Man forsøger igen, men nu er der for mange biler, ambulancer og mennesker, der kommer i vejen. Ole Christian Madsen bliver synligt irriteret over de mange afbrydelser, og det påvirker tjekkerne.
"De bliver sure på hinanden," siger han.
"Det er dem, der ikke har planlagt det godt nok, og nu går de og skælder ud på hinanden."
Man prøver igen, men ingenting -- Side 30--vil lykkes, og det ender med, at Ole Christian Madsen siger - til Jørgen Johansson - at "det er lige før, at vi skal wrappe scenen og komme tilbage en anden dag. Vi skulle have optaget tre scener nu. Det her er helt sort."
De to spøger med, at det er ligesom dengang, Francis Ford Coppola optog Dommedag nu på Filippinerne, og alting gik galt. Det kom der jo en fremragende film ud af. De bliver enige med Morten Kaufmann om at flytte optagelserne inden for på hospitalet.
"Det er første gang, at vi oplever, at det går ned," siger Ole Christian Madsen.
"Vi ved ikke, hvordan de tænker. De er nødt til at kommunikere bedre, hvad det er, de vil. Der må være nogen, der har tænkt de her tanker. Vi har vidst, at vi skulle gøre plads til ambulancer, men ikke til skraldebiler, rengøring og alle mulige mennesker, der kommer forbi"
Kaufmann forklarer, at de har en stor, tjekkisk produktionsafdeling på filmen, og at den danske producent, Nimbus Film, til en vis grad har overladt det produktionsmæssige til tjekkerne.
"Vi styrer det ikke rigtigt," siger han, "og det var også for at sige, 'vis os, hvad I kan!' Men det her er ikke imponerende."
Ole Christian Madsen er utålmodig, men han mener, at det er vigtigt at bevare roen.
"Nu når vi det, vi når," siger han.
"Hvis jeg kaster mig ud i et eller andet stressridt, så går det galt, og vi taber ansigt og mister deres respekt. Det er en god idé at stoppe, fordi det lærer de noget af. Man kan godt mærke, at de har fået en lammer. Peter virker træt og bekymret. Men hvis vi ikke viser dem, at vi er utilfredse, så skaber vi en dårlig tradition."
'Prag' har dansk premiere senere på året
