Læsetid: 4 min.

Skæbnefortællinger à go go

Salem brillerede live med de drabelige og skæbneladede sange fra deres imponerende millennium-trilogi, som sætter en dragende dagsorden fjernt fra alfarvej
7. november 2005

At man godt kan swinge med hjernen - og få kroppen med i processen - er den danske duo Salem et lysende og inspireret eksempel på. Med en åndeløst ambitiøs trilogi, der tog sin begyndelse i 2002 og afsluttedes i år, har gruppen skabt sin egen niche i dansk rock, uden for tid, sted og trends, men til gengæld med en vægt og en intelligens, der forekommer bjergtagende, set i lyset af disse fadt udnivellerende liberale tider, hvor alt godt må være helt, helt ens, bare det for Guds skyld er præget af træls middelmådighed og et ambitionsniveau, der primært sigter mod berømmelse og rigdom. Salems cd-trilogi former sig som en odysse gennem tre af de potentielt mest fatale menneskelige lidenskaber og bærer derfor alle præg af den bundne opgave, som duoen så har besværet sig med at løse til ug.

På debuten I Kicked A Dog var det lidenskaben, der underkastedes en undersøgelse, på 2003's The Anatomy Of Pain gennemlystes smerten og dette års afsluttende From The Riverbank hengav sig det lystbetonede med en kant af blindt begær. Ambitiøst og vellykket udført er gruppens musikalske metode præget af den velsiddende pastiche, som er komponist Kasper No Behrens såvel styrke som svaghed, thi selvom han som oftest formår at give de før afprøvede stilgreb en personlig drejning, sker det, han ender i noget, der ligner faksimilen. Blandt de inspirationskilderne hører Ennio Morricones mariachi-inspirerede soundtracks til Sergio Leones spaghetti-westerns, den unge Scott Walkers sans for melodrama og patos, Brecht/Weils skævt subversive brug af samtidens populærklange og et ambivalent tekstunivers, Jacques Brels sans for på en gang lidenskabelig og distanceret historiefortælling, Burt Bacharachs komplekse harmoniforståelse, som den tog sig ud i 1960'erne, Johnny Cash's forkærlighed for murder ballads og countrygenrens forkærlighed for fatal kærlighed af den art, hvor det går rigtig, rigtig galt og nogen bare må bøde derfor!

Tilsæt dette ædle miks lyden af Mikkel Risbjergs imposante organ, en gylden baryton et sted mellem en Tom Jones' sensuelle attak, Johnny Cashs slæbende rustvogn af en vokal og en Scott Walkers noble patos og De vil vide, der er endog meget langt til såvel pubertær gang-i-den-rock som tidens lige lovligt biedermeieragtige sanger-sangskrivere, thi også tekstligt foregår tingene på et højere plan end vi er vant til herhjemme, hvad enten der synges på det ene eller andet sprog.

En ubodelig suppedas

Der er noget decideret udansk ved den måde, Salem insisterer på at sende tingene op under himmelhvælvet og i processen lade sangenes figurer gå planken helt ud. Her er vitterligt ingen lykkelige slutninger - tværtimod - i stedet tvinges aktørerne som i diverse græske tragedier til at opfylde deres ofte hårrejsende skæbner i et felt et dystert sted mellem den uforsonlige tone i Det gamle Testamente og diverse mere eller mindre undergangsladede Anthony Mann-westerns. Kavaleriet kommer ikke lige ræsende til sidst og redder kastanjerne ud af ilden, i stedet havner folk med eller uden mening hjælpeløst i den ene mere ubodelige suppedas efter den anden. Som Risbjerg sagde til koncerten, "så går det ikke så slemt for kvinderne i vores sange, de bliver mestendels bare slået ihjel, men mændene har det ofte virkelig svært".

Potent præstation

Og samme kulsorte humor prægede hans introduktioner til den gavmilde gaveregn af sange fra de tre album, ensemblet diskede op med foran et kun trekvart fyldt Pumpehus, der burde have været pakket med sultne og søgende intellektuelle og ligesindede på jagt efter musik med substans, schwung og styrke. Dem, der mødte op, fik til gengæld, så hatten passede og så lige lidt til; 23 fyrige eksempler på den særlige Salem-magi, som indtil videre er forbeholdt de i forvejen indviede, men som burde nå vidt ud, medmindre der indføres et decideret forbud mod storladen og meningsfyldt rockmusik. Hvis Roskilde Festival kikker efter et passende åbningsband til Orange Scene i år, tør vi påstå, at den opgave vil Salem kunne løse uden besvær, at dømme ud fra gruppens potente præstation på de skrå brædder denne velsignede lørdag aften, hvor musikken i den grad løftede os op og ud af hverdagens fortrædeligheder og banaliteter til et andet og ganske magisk sted, hvor alt kan ske. Og sker!

Suppleret med fem fremragende musikere - bas, trommer, to trompeter og altmuligmanden Perry Stenbäk, der brillerede på diverse guitarer, pedal steel og banjo - kunne Salems begrænsede koncerterfaring vitterlig ikke høres. Tværtimod fremstod holdet både tændt og tight, med Behrens som indpiskende kapelmester og Risbjerg som dragende og diabolsk toastmaster i et elegant show, der kom vidt omkring i det menneskelige morads. Fra bandet sparkede showet i gang med den voldsomme, men fornemt beherskede "Melkhisedeks's Wedding" gik det fordelt på to lange, væsensforskellige sæt fra højdepunkt til højdepunkt i et hvirvlende forløb af should-have-been-hits og mere fortættede meldinger fra overdrevet for fortabte sjæle, uden skyggen af en kikser imellem.

De fremmødte boblede af begejstring over den storhed der udgik fra scenen, og denne signatur gik i seng med et lykkeligt smil på læben over at have været blandt de udvalgte til en guddommelig seance, hvor intelligens, musikalitet og lidenskab på udsøgt facon skabte en sej og uforglemmelig syntese.

Salem, Pumpehuset, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu