Læsetid: 3 min.

Det skæbnesvangre valg

25. februar 2000

TONY BLAIR, den britiske premierminister, tør, hvor mange tøver af angst for den nye højrenationalistiske populisme. Onsdag aften i den belgiske by Gent gjorde han op med den anti-europæiske håndtaske-filosofi, som Margaret Thatcher bankede fast i sin historiske Brügge-tale i 1988, hvor hun advarede imod en europæisk superstat, den fælles mønt og føderalismen.
"Storbritanniens tøven over for Europa var en af mit land største fejlvurderinger i efterkrigsårene," sagde Blair og beklagede, at briterne i sin tid holdt sig udenfor Kul- og Stålunionen, siden nølede med at tilslutte sig Fællesmarkedet, sagde nej til den sociale dimension og stillede sig uden for debatten om den fælles mønt, euroen.

ÅBENT STILER Blair nu efter, at Storbritannien skal opnå 'et fuldt medlemsskab' af EU, og det vil også sige ind i euroen, når de økonomiske betingelser er til stede. Blairs nye pro-europæiske offensiv kommer på et tidspunkt, hvor hele 69 procent af den britiske befolkning siger nej til euroen og hele 34 procent ønsker at forlade fællesskabet. Og det er den folkelige EU-modstand, den konservative leder William Hague - i øvrigt som Østrigs Jörg Haider og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard - forsøger at genopbygge sit partis skrøbelige mure på. I går kaldte han i en tale Blairs udspil "en milepæl for ødelæggelsen af vort land og vor mønt."

LIGE NU har Hague medvind i Europadebatten, og Blair skal kæmpe op af bakke. Den indsigtsfulde analytiker i avisen The Guardian, Hugo Young, gav i går en forklaring på, hvorfor så mange briter stadig er imod EU og euroen: "Eurodebatten føres i et skræmmende ekstremistisk sprog om superstater, og resten af det angstfulde affald pumpes op i røde overskrifter, der for længst er holdt op med at forholde sig til komplicerede sandheder. Tilføj tysk korruption, østrigsk fascisme, fransk anti-bøfpolitik, spansk æsel-prygl, så er det ingen overraskelse, at udmeldelsesmuligheden, som ikke er overvejet indtil nu, er blevet noget, der tales om."

MÆRKELIG beslægtet har den britiske Europa-
debat altid været med den danske. Men i Danmark er den mere sprængfarlig, fordi det højrepopulistiske Dansk Folkeparti har gjort det politiske centrum mere ekstremt. Folkepartiet kobler modstanden mod EU og euroen sammen med fremmedhad og indvandrerfjendsk retorik - og det har desværre givet genklang i bredere kredse. Langt ind i Socialdemokratiet skrider sprogbrugen. I gårsdagens International Herald Tribune, indrømmede Socialdemokratiets Jacob Buksti, at "der er en fare for, at man snart har de samme forslag som det yderste højre, og at man begynder at konkurrere med det. Det er trist, men den indre svinehund får aldrig nok at spise."
OG DET SAGDE HAN i en artikel, der indledes med at referere Poul Nyrup Rasmussens opstrammede tale om, at der skal stilles en række særlige krav til indvandrerne. Avisen kalder det ikke direkte for populisme, men skriver, at Danmarks image som "æblekindet anstændighed lever side og side med et mainstream ordforråd og reguleringer, som nogle danskere mener er ulykkelig tæt på ideerne hos Jörg Haiders Frihedsparti."
Buksti erkender, at Socialdemokratiets politik på dette punkt kan være noget skizofren, og det er næppe det bedste udgangspunkt at rejse en åben debat om, hvordan vi i fællesskab kan skabe et rigt og tolerant demokratisk samfund, hvor alle etniske og kulturelle strømninger kan udfolde sig uden had og frygt. Især i et Europa, der om få år gør fattige slaviske folkeslag til medlemmer af EU-familien.

DEBATTEN HANDLER i sidste ende om identitet. Hvad skal stilles i stedet for den identitet, der tidligere blev givet i dåbsgave via kirken, familien, klassetilhørsforhold, det lokale fællesskab og nationalstaten? De fire første er brudt sammen som identitetsbærere for mange moderne mennesker, og den nationale stat er mere skrøbelig end i de sidste 200 år på grund af kapitalliberaliseringer, EU og globalisering. Det skaber folkelig usikkerhed.
Tony Blair tror, at svaret er et aktivt engagement i Europa. Og i går satte den nye danske fødevareminister Ritt Bjerregaard trumf på i Børsen ved at kræve en hurtig afstemning om ØMU'en. Men er det klogt? Er det ikke bedre at vente nogle år, indtil euroen har vist sin bæredygtighed og sine økonomiske fordele? Antallet af tilhængere er i den seneste måned faldet fra 53 til 46 procent. Hvis debatten igen bliver et spørgsmål om identitet og suverænitet, risikerer ja-sigerne et nyt nederlag. Konsekvensen kan blive skæbnesvanger i en xenofobisk samtid. Det kan bringe Danmark i en situation, der minder om 1973 - med den forskel, at Kjærsgaards højrepopulisme kan vise sig stærkere end Glistrups.bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her