Læsetid: 3 min.

Skæg og ballade i Danmark og Irak

Det handler om demokrati og magtens tredeling. Vi har det sjovt i Danmark og Irak, men nogle forstår ikke rigtig humoren-
24. marts 2006

Nu skal vi altså også have det lidt sjovt, det skal ikke være dommedag altsammen:

Jyllands-Posten må erkende et nederlag. Avisens verdensberømte kulturredaktør havde erklæret, at nu ville han spotte og forhåne muslimer med 12 sjove tegninger. Ellers var der ikke demokrati i Danmark. Men så siger først statsadvokaten og siden rigsadvokaten afgjort, at nogle skægge kunstværker af en charmerende lille profet, Gud være med ham, med nogle nuttede bomber på hovedet hverken var blasfemiske eller racistiske eller spottende, forhånende og krænkende! Men de har alligevel virket godt på muslimer over hele verden. Så udenrigsministeren indkaldte alverdens ambassadører for at fortælle dem, at den afgørelse havde staten altså ingen lod og del i.

'Hvorfor hedder de så stats- og rigsadvokaten?' kunne middelalderlige kræft-svulster til muslimer, som ikke kan kulturminister Brian Mikkelsens 'danske,' - ladte kanoner plus Anders And udenad, finde på at spørge. Svaret er ganske enkelt: Det er, fordi vi har demokrati i Danmark.

Og når vores der-er-ikke-noget-at-komme-efter statsminister insisterer på, at hvis man mener, at nogen har gjort noget forkert, skal man bare gå til domstolene og ikke til ham med sine anklager, og man så spørger, om stats- og rigsadvokaten da er domstolene, er det, fordi man er dum. Og ikke som ethvert børnehaveklassebarn kender Charles de Secondat Montesquieus tredeling af magten i henholdsvis lovgivende, udøvende og dømmende magt. Som må holdes skarpt adskilte, hvis man da er sekulær demokrat. Domstolene er noget helt for sig.

Skulle man derefter driste sig til at prøve at efterligne statsministeren og der-er-ikke-noget-at-komme-efter insistere på at bringe sine anklager for domstolene og ikke det udøvende justitsministeriums stats- og rigsadvokat, så må det være fordi man pønser på terror mod det danske demokrati. Så enkelt er det.

Og når vi har besøg af vores irakiske forretningsministeriums såkaldte generalstabschef, og han med henvisning til ovennævnte uskyldige profettegninger, Gud være med dem, erklærer sig ovenud tilfreds med, at ligeledes ovennævnte statsminister for generalstabschefen at høre har sagt udtrykkeligt undskyld for dem, hvorfor Danmark gerne må fortsætte sin besættelse af Irak på ubestemt tid, så er det ikke fordi lovgivende, udøvende og dømmende magt er blevet rodet uhjælpeligt sammen til enhver børnehaveklasselærerindes fortvivlelse, når hun ellers forsøger at videreføre det moderne oplysningsprojekt. Nej, da er det fordi, at når nogen i udlandet af specielle grunde hører statsministeren sige undskyld, mens andre, især i Pia Kjærsgaards kristne, tusindårige land, hører ham sige det stik modsatte, er det fordi, ytringsfriheden er noget, man udbreder til alle folkeslag på jorden.

En måde at sælge krigen på

Endnu morsommere bliver det, når Hans Blix - der frem til vores besættelse af Irak for tre år siden var FN-undersøger af mulige masseødelæggelsesvåben - i seneste lørdagsavis siger: "Ligesom det med masseødelæggelsesvåben var en måde at sælge krigen på, så tror jeg, at det med demokratiet også var det. Amerikanerne tror måske i en eller anden forstand selv på det, men jeg mener, det er en falsk begrundelse. Det handler meget mere om olie. (...) Sådan har jeg ikke set på det hele tiden, men jeg er efterhånden nået til den overbevisning, at det i Irak handlede om at holde olievejene åbne til det amerikanske og det europæiske marked. (...) Så jeg mener, man skal se invasionen af Irak i et langsigtet sikkerhedsperspektiv, der i høj grad handler om adgangen til energi i en verden, hvor Kina og Indien er stærkt voksende olieforbrugere, og hvor konkurrencen om olien i Irak, Iran og andre steder vokser stærkt."

Fra 2002 hævdede nogle af os, at overfaldet på Irak hverken handlede om masseødelæggelsesvåben eller udbredelse af demokratiet, men om naturens grænser. Disse grænser er allerede overskredet af vores sjettedel af menneskeheden med beslaglæggelse af 85 procent af naturgoderne, som kinesere og indere m.v. nu risikerer at snuppe for fly- og bilnæserne af os. Oliekrigen blev kaldt 'Danmarks første angrebskrig i tre hundrede år'. Indtil løgnehistorierne om masseødelæggelsesvåben var endeligt afsløret, og det viste sig, at folk gerne i stedet for kaldte krigsbegrundelsen for demokratiets udbredelse.

Hvortil jo hører olien og dermed energien og magten til at gøre det gode. Samt - efter en såkaldt tilbagetrækning - solide, permanente baser i Irak og en regering i Bagdad, der tillader os det.

Til morskaben hører også, at udstødningen af danskere i den arbejdsduelige alder fra samfundsanerkendt mulighed for at give et nap med og erhverve selvrespekt nu er steget til en million medborgere. Uden at man i virkeligheden agter at gøre noget ved det, da udstødningen også steg under den venstreorienterede regering i 1990'erne.

Virkeligheden har ikke med virkeligheden at gøre. Det er morsomt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her