At læse Bebop Bar er lidt som at have tømmermænd en gråvejrsmandag: Sat uden for livet, ikke af den store lidelse, men af en trist og utidig sløjhed, som man selv er skyld i. Tømmermænd har romanens jeg-fortæller og hovedperson ofte, når hun altså ikke lige er fuld. Bella er dansk-studerende og har studiejob som tjener på Bebop Bar i Nyhavn. Som der står et sted, drikker hun og hendes kollegaer deres løn op i fritiden og arbejder på tømmermændene. Og hen over det hele kører høj musik og cool replikker.
Romanen er et portræt af et liv uden kærlighed. Ja, endog uden begær. Bella boller ganske vist mange gange om ugen, men hendes serielle engangsknald skildres som en del af barlivets rutine; jeg vidste slet ikke, at sex kunne være så trist. Et enkelt sted er der tilløb til et egentligt seksuelt begær, i en slet ikke så dårlig skildring af friktionen mellem en glat, rund kvindemave og en pelsdækket mandemave ("alt ved ham er modsat mig"), men midt i akten bliver Bella kold og favntaget krampagtigt:
"Dette sker også tit: at jeg med skiftet af et åndedræt pludselig ser mig selv i et ubarmhjertigt lys, der blotlægger mig som under lysstofrør i et hvidt køkken om natten."
Det ubarmhjertige lys fra et lysstofrør er en udmærket karakteristik af romanens eget perspektiv, af det perspektiv, den lader Bella bære på sig selv og verden. Hvis man tænker sig lysstofrøret dels på et bartoilet i indre by, dels i en viadukt i Herlev, har man en forestilling om de rum, romanen bevæger sig mellem: Bellas barliv og barndom, city og forstad, begge under lysstofrørets trøstesløse lys.
I episoden med den pelsede mandemave formår Bella at formulere et begær efter "noget andet, noget der gør mig svimmel ved sin afstand", men ellers er det eneste begær, hun formulerer, et pubertalt begær efter spejling: ønsket om "at føle sig genkendt".
Chicks og dudes
Romanen er opdelt i små tekststykker, der enten dagbogsagtigt beretter om Bellas barliv, med ugedagenes navne som overskrifter, eller gør barlivet til genstand for små ikke helt uefne mikrosociologiske observationer. Således reflekteres der over forskellen på at være bartender (eftertragtet midtpunkt) og tjener (servil satellit), over sexede chicks og tatoverede dudes, over køkkenpersonalets sprogbrug. Men i og med, at disse refleksioner forbliver i lysstoflyset, forbliver de blottede for kærlighed og dermed også for egentlig humor. Det er rapt i replikken, men ikke rigtig sjovt. Efterhånden indskydes der også tekststykker med erindringer fra barndommens Herlev, fra et miljø, hvor højden af pinlighed var dengang, Bella kunne svare korrekt, da lærerinden læste et digt op af Halfdan Rasmussen og spurgte, hvem der havde skrevet det.
Romanen rummer enkelte tilløb til poetisk forskning i fuldskabens fænomenologi: "Det føles, som om jeg ser med det hvide i øjnene og hører med pulsen i mit øre," men der er også rigtige flovsere af forsøg udi det poetiske:
"Når de midnatlyse nætter skrigende holder os vågne i en rus af genskin og månens blær over hustagene." Bebop bar er, både i sin tematik og sit sprog, en mundret ungdomsroman, for man kan frygte, at mange unge rent faktisk kan "føle sig genkendt" i skildringen af Bellas tomme liv og blive underholdt af de hurtige replikker. Spørgsmålet er, om de er bedst hjulpet med en sådan form for genkendelse, eller om de ikke netop kunne have brug for noget, "der gør svimmel ved sin afstand".
Naja Alberdi Platz: Bebop bar, 224 side, 249 kr. Lindhardt og Ringhof. ISBN 87 595 2615 7. Udkommer i dag
