Læsetid: 4 min.

Skærsommernats-rave

30. juni 2001

Rave-parties, disse løsslupne og støjende fester, der organiseres af og for unge, er på det sidste blevet en landeplage i Frankrig, selvfølgelig under den globaliserede angelsaksiske betegnelse, selv om franskmændene måske opfatter ordet rave som rêve. På engelsk betyder verbet rave at opføre sig som en gal (eks.: raving mad, splittertosset), men ordet har – ifølge The Oxford Universal Dictionary – antagelig sin oprindelse i det franske rêver, at drømme. Disse fester kan altså betragtes som en blanding af drøm og delirium, hvilket nogle vil se som udtryk for det naturligt provokerende hos den unge generation: Den evigt fortryllende flirt mellem ungdom og galskab.
Men ikke alle kan se charmen ved disse fester, der er blevet en virkelig varm politisk sag, en anledning til psykodrama i Nationalforsamlingen og splittelse i Socialistpartiet. For at fostå det må man vide, at festerne – der også betegnes som free parties – samler fra nogle hundreder til flere tusind, at de dukker op uden varsel i åbne områder, ofte tæt ved beboelseskvarterer, og at de domineres af techno ’musik’, forstærket til øredøvende højder med et fantastisk opbud af elektronisk udstyr, og afvikles under indtagelse af diverse stoffer.

Set udefra – og især fra de tilstødende kvarterer – virker festerne først og fremmest som en enorm støjterror, et ekstremt tilfælde af en plage, der under forskellige former er alt for udbredt i det moderne samfund. Mange oplever – berettiget eller uberettiget – rave-festerne som en trusel mod deres sikkerhed, og røret omkring dem blander sig med den almindelige debat om ungdomskriminalitet og vold.
Så kommer der politik ind i billedet – med nogle ægte franske ingredienser. At kræve en ny lov er en rygmarvsrefleks hos mange franske politikere, så snart man konfronteres med et nyt problem. Er rave-parties et problem? Så må vi have en lov mod dem. Sådan noget har man en indenrigsminister til at tage sig af, og den franske indenrigsminister (politiets minister) er i reglen en barsk herre, der ynder at betragte sig selv som ’Frankrigs strisser nummer 1’. Den nuværende hedder Daniel Vaillant, og da han netop var i gang med et lovforslag om ’sikkerhed i dagligdagen’, accepterede han omgående et ændringsforslag fra en gaullistisk parlamentariker, der gik ud på at indføje en paragraf om kontrol med rave-parties – og især pligt for arrangørerne til at indhente tilladelse i forvejen hos myndighederne.
Næste akt handler om et socialistisk oprør mod den socialistiske indenrigsminister. Det store flertal af partiets medlemmer i Nationalforsamlingen sagde nej, og ændringsforslaget blev nedstemt – et ydmygende prestigetab for ministeren. De socialistiske parlamentarikeres argumenter – og måske navnlig deres motiver – fortjener omtale. Den opfattelse er begyndt at brede sig, at alle problemer ikke nødvendigvis skal løses med en ’ny lov’ – og flere og flere særlove – men ved udnyttelse af eksisterende love og derudover ved at ’snakke sammen om sagerne’. Men det er ikke ligefrem nogen selvfølgelig indstilling hos socialister... Mere afgørende er frygten for at virke gammeldags, ’repressiv’ og ’anti-ung’, og det blev eftertrykkeligt slået fast under diskussionerne i partiet.

Med bÅde præsidentvalg og parlamentsvalg under opsejling – berammet til 2002 – skal man passe gevaldigt på, og mange socialister har peget på faren for at støde unge vælgere fra sig. I betragtning af, at valgdeltagelsen blandt de unge er notorisk lav i disse år, kan dette ræsonnement lyde som en vittighed. Lige så morsom er historien om formanden for den socialistiske gruppe i Nationalforsamlingen, Jean-Marc Ayrault, der satte sig i spidsen for oprøret mod indenrigsministeren. Ayrault, der ellers er kendt som en kortklippet, stramtandet skolemestertype, fejrede sit valg til borgmester i Nantes ved kommunalvalget i 1995 med – et rave-party.
Rave-fænomenet og reaktionerne på det indgår i en bred debat om sikkerhed, ungdomskriminalitet, narko m. m. og afspejler en generationskløft. En sådan eksisterer måske til enhver tid, men den synes i dag udvidet med en kulturkløft – sjældent er sprog og kultur blevet så dårligt transmitteret fra de ældre til de unge – og kompliceret af det multi-etniske samfund.
Vailliants forgænger som indenrigsminister, Jean-Pierre Chevènement – der støttede forslaget om kontrol med rave-festerne – vakte opsigt, da han engang i sin ministertid omtalte en vis type unge på kant med loven som »vildskud, der lever i en virtuel verden« – altså opvokset foran skærme med videospil, idiotiske reklamer og voldsmættede film.
Hvadenten nye love er nødvendige eller ej, så er der et problem, hvis brede lag af de unge årgange kendetegnes af en eksplosiv, men tanketom livsudfoldelse, fremmed for kollektive hensyn, løsrevet fra samfundet, besat af ideen om individuel ’frihed’ uden hensyn til medmennesker, måske i virkeligheden ubevidste og viljeløse udtryk for det liberalistiske forbrugersamfund. Mere rave end rêve.

B.V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu