Læsetid: 3 min.

Skæv skærv

11. februar 2003

FODR BØRNENE – læg hunden i seng. Nu skal der nemlig være ro. Og hvorfor skal der det? Fordi der skal drøftes et emne, der kræver den højeste grad af koncentration. Emnet er: Den mellemkommunale udligning. Ahvabehar!
Berlingske Tidende prøvede i går at sexe emnet op i en syv-spalters forsideoverskrift: »Mest i løn – mindst til sig selv.« Den er ikke lige til at gennemskue, så underoverskriften ruller pædagogikken ud:
»Beboerne i hovedstadsområdet tjener godt. Alligevel har de færre penge til rådighed end resten af landet. Borgmestre mener, at udligningsordningerne mellem kommunerne bør ændres.«

GÅDEFULDT LYDER det stadig. Men altså: BRFkredit har gennemregnet situationen for et forældrepar med to børn i vuggestue/børnehave – alt efter, hvor i landet familien bor. Lønningerne er højst i hovedstadsområdet, men det er boligudgifterne også. Og da også skatter til kommune og amt ligger højst i hovedstadsområdet, er bundlinjen, at en familie i Københavns Amt gennemsnitligt tjener 664.443 kr., men kun har 244.558 i restbeløb, mens en tilsvarende i Sønderjylland tjener 550.113 og har 275.769 til overs. Forskel: Sønderjyderne har 2.600 mere om måneden at lave sjov for.
Boligomkostningerne er mere end dobbelt så store i hovedstaden; her koster et 140 kvadratmeters parcelhus to millioner, mens det kan fås for 723.000 i det sønderjyske. Resten af forklaringen ligger i udligningsordningerne. Og de er så indviklede, at man skal iføre sig styrthjelm, inden man studerer dem.
Indenrigsministeriets hjemmeside yder vejledning i En guide til det kommunale tilskuds- og udligningssystem. Klar, parat, start:
Udgangspunktet er forskellen i den gennemsnitlige selvangivne indkomst i landets kommuner. Nørrejyske Sindal lå i 2001 på 85.300 og nordsjællandske Søllerød på 222.300, og landsgennemsnittet var 110.000. Samtidigt har kommunerne forskellige »udgiftsbehov«, som ministeriet sjusser sig til ved matematiske modeller, der indregner alderssammensætning og social struktur.
Udligningen af beskatningsgrundlaget indebærer, at de kommuner, der ligger højere end gennemsnittet, yder bidrag til dem, der ligger under. Den valgte model lader 45 procent af de opgjorte forskelle udligne. Plus en særregel: I hovedstadsområdet udlignes yderligere 40 procent mellem kommunerne. For ’udgiftsbehovets’ vedkommende bruges samme model, inklusive særreglen. Og så har beskatningsudligningen i øvrigt sin egen særregel: De kommuner, der har skattegrundlag pr. indbygger under 90 procent af landsgennemsnittet får en særlig andel af det generelle statslige bloktilskud. Som Indenrigsministeriets guide slår fast:
»Dermed udlignes der for disse kommuner i alt 85 procent af forskellene mellem kommunens beskatningsgrundlag og 90 procent af det landsgennemsnitlige beskatningsgrundlag pr. indbygger.« – Er I med dernede på bageste række?
I dette univers er det kun rimeligt, at der også findes »en overudligningsregel, som skal sikre, at en kommune højst kan komme til at aflevere 90 procent af en ekstra skatteindtægt til de kommunale udligningsordninger«.
Erindres bør vel også, at det generelle statstilskud til kommunerne – i 2001 22 milliarder – »puljereguleres som følge af Det Udvidede Totalbalanceprincip – i daglig tale kaldet ’DUT’,« tilføjer Indenrigsministeriet gemytligt.

VI SKÅNER for detaljerne i de særlige regler om »tilskud til større øer« og går direkte til udligningens pointer:
*Der ryger syv milliarder kr. ud af hovedstadsområdet til Vestdanmark – penge, som hovedstadens kommuner opkræver i kommuneskat, men ikke selv får lov at lege med.
*Kommuneskatten er – modsat statsskatten – proportional; alle betaler den samme procentsats uanset indkomstens størrelse. Det betyder – lidt firkantet sagt – at arbejdsmanden i København betaler til proprietæren i Jylland.
*Udligningsordningerne bygger på den selvangivne indkomst. Hvis Vestdanmark laver mere skattesvindel end Østdanmark, så præmieres det af udligningen. De utallige Brenderup-anhængere, der suser rundt på vestdanske landeveje, vidner i hvert fald om en betragtelig tusk-økonomi: En halv gris for fem læs brænde. Og næppe noget på selvangivelsen.
*Endelig synes udligningen blind for, at leveomkostningerne – også ud over boligen – er højere i den østlige del af landet.
Venstre har altid haft udligningen kær, for den tømmer lommerne på tovlige københavnere og fører indholdet til partiets kernevælgere.
I en fjernere fortid kan der have været virkelighed i forestillingen om den velbeslåede hovedstad, der er resten af landet en skærv skyldig. Nu fortjener det en fordomsfri vurdering, om udligningen fremmer skævhed frem for at afhjælpe den.

dr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her