Læsetid: 8 min.

Skæve børn har det sjovest

Det nye direktørpar på Nørrebros Teater husker barndommens teater med prinsesse og soldat, men også Bodil Kjer og Dr. Dante. De har valgt at forme deres kronik som en dialog, hvori de også giver svar på, om teatret skal være det rene standup på den scene, de snart overtager efter Per Pallesen
17. oktober 2006

Jonatan: Jeg ved det egentlig ikke, hvordan det startede, det med teatret... det er ikke, fordi jeg gik til drama-leg efter skole. Jeg kan huske en gang i børnehaven, hvor vi var i teatret. Det var forfærdeligt. Vi skulle hele tiden råbe til skuespilleren, hvor en eller anden prinsesse var henne. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at de skulle jo ligesom underholde os. 'Hvor er hun henne, jeg kan ikke finde prinsessen'. I dag tænker jeg, at der var jo egentlig ikke noget galt med, at vi skulle deltage. De skulle måske bare ikke have talt så meget ned til os. Og så må det også være røvsygt at være prinsesse, hvis det eneste,man skal, bare er at blive fundet. Tænk; ikke at findes, før nogen finder en.

Den første rolle, jeg kan huske, jeg selv spillede var tjener Frandsen i Under uret, som vi satte op i min klasse til en juleafslutning. Anders fra klassen var Hans Otto Bis-gaard, og jeg var den skøre, skøre tjener. Så var der besøg af kendte gæster. Jeg elskede Peter Larsen dengang. Vi spillede for forældrene.

Jeg har lige ringet til min ven, der er folkeskolelærer. Han fortæller, at unger stadig laver parodi på tv, når de optræder for forældre til juleafslutning. Skræmmende på en måde. Det er i hvert fald med til at gøre vores Under uret-opsætning mindre unik. Hvad har du egentlig spillet? For du har jo spillet. Det har du fortalt mig en gang.

Kitte: Soldat, jeg har altid spillet soldat...første gang i 2. klasse, hvor jeg var med i Tre små soldater, de vendte hjem fra krigen. Og min bjørneskindshue faldt ned over øjnene hele tiden, så jeg ikke kunne se noget, og en meget stor pige i klassen med meget dyb stemme, spillede prinsesse, og alle forældrene grinede og syntes, det var så sødt, men jeg græmmede mig. Senere kom jeg over mit traume på en højskole, hvor dramalæreren satte mig til at spille husar i en Dario Fo-komedie. Med ridestøvler og overskæg og hele pivetøjet...Min indre husar er meget charmerende, forfængelig og glad for damer. Lidt ligesom dig, Jonatan. Hvis jeg siger: Den fedeste forestilling nogensinde, hvad siger du så?

Hjertelyd

Jonatan: Det første jeg tænker på er Kærestebreve, som jeg så med Bodil Kjer og Ebbe Rode. Det var på gammel scene på Det Kongelige, til hendes jubilæum. Faktisk var det kort tid inden, Ebbe Rode døde. Jeg gik på dramadaghøjskole i Brøndbyøster og havde helt SU-romantisk købt to af de billigeste billetter til min daværende kæreste og jeg. Vi sad oppe under loftet. Det var helt fantastisk. Jeg var meget fascineret af enkelheden i stykket. Der var ikke andre med end de to, og de skiftedes bare til at læse kærestebreve op, som de havde modtaget fra hinanden, men de gjorde det utroligt bevægende, og så var de så fantastisk rørende og skrøbelige, som ældre mennesker kan være. Selv om scenen og rummet er stort, så gjorde de det lille og intimt. Det var en smuk aften.

Kitte: Tænk, at du har set dem live. Det tror jeg ikke, jeg har, faktisk.

Men jeg har set Dr. Dantes Renovationsshow, i Allerød, den gang det stadig lignede en nedlagt bilforretning. Jeg var 20, og stykket hed Kærlighed. Det handlede kun om mig. (syntes jeg) Det var mit liv. Og der var sådan et kæmpe rødt hjerte og hjertelyd til sidst. Verdens billigste teatertrick. Jeg var totalt solgt. Hvis nogen havde sagt, at instruktøren Nikolaj Cederholm ville være med til at give mig et teater 18 år senere, så tror jeg, jeg var gået i krampe af stolthed... siden så jeg Streets of Crocodile af Theatre de Complicité - et engelsk kompagni - hvis forestillinger jeg stadig vil rejse langt for Seven Streams of the River Ota af Robert Lepage og Erasmus Montanus og Richard d. 3, instrueret af Peter Langdal, med Jesper Christensen, der havde en nerve og ægthed på scenen, jeg slet ikke kunne få nok af.

Jonatan Nå nå - du kører bare frem med alt muligt internationalt. Så tag denne her. Jeg så Den Indbildt Syge i Avignon. Jeg var på teaterfestival og var elles godt træt af fransk teater, som jeg generelt synes, er noget selvhøjtideligt fis. Men Den Indbildt Syge blev spillet udelukkende af handicappede. Der var både blinde, døve, krøblinge og mentalt handicappede. Jeg synes, det var fantastisk. Det var interessant som stykke og som kommentar til stykket, der handler om at tro, at man fejler en masse, når man ikke gør. Nogle år efter ville Stefan Bachmann sætte Hamlet op på Det Kongelige Teater med en mongol som Ofelia. Det fik jeg desværre ikke set. For det fik aldrig premiere. Det kunne alligevel ikke lade sig gøre på nationalscenen.

En åben fest

Kitte: Men det kan nok godt lade sig gøre ude på Nørrebros Teater, for nu hvor vi er blevet ansat, er der ingen der vil kunne se forskel. For mig er det noget af det mest fundamentale ved teatret, at det er et sted, hvor helt forskellige mennesker kan mødes rigtigt. Teatret er en kollektiv kunstart, der i sidste ende gøres færdigt af publikum. Det er derfor, man kan blive høj og lykkelig af at se godt teater på en helt anden måde end de fleste andre kunstarter. For du har selv været vidne til, at det skete, og du har delt den oplevelse med nogle andre mennesker, som var der i det samme rum på samme tid. Jeg har fået venner, som jeg har mødt efter en forestilling, fordi vi blev hængende og ikke kunne gå og bare måtte snakke om det, vi havde oplevet. Derfor er teatret fremtidens kunstart. Det minder os om, at vi ikke er alene.

Jonatan: Og så vil jeg lave teater, der er sjovt at se på og sjovt at lave. Nogle forestillinger er bare sjove at have lavet. Jeg vil gerne være med til at lave noget teater, der er sjovt at være med til at lave. Fordi det i sidste ende også bliver sjovest for publikum at se. Og så vil jeg gerne gøre Nørrebros Teater til en åben fest - det nytter ikke noget, at man kun må komme op på scenen, hvis man har et papir, hvor der står, at man har gået fire år på teaterskolen - eller bor i Frankrig og er mongol.

Kitte: Men det betyder jo ikke, at vi skal lave Nørrebros Teater om til en stand-up scene. Jeg drømmer om at opfinde en ny komedietradition, sådan at jeg - når jeg engang skal dø - kan få et kæmpe marmorgravsted hvor der står: 'Hun skabte...' nej, jeg ved ikke, hvad der skal stå, men jeg tror på, at der kan opstå en ny form for komedie i samspillet mellem stand-up og teater. Lige nu har vi en stor lukket verden, der hedder stand-up, og en ligeså lukket verden, der hedder teater. Ved at blande kortene og lade de uddannede skuespillere lære noget af stand-upperne og omvendt, kan en ny komedieform opstå, som taler tidens sprog og som leger med publikum på en meget frækkere måde, end vi er vant til i øjeblikket.

Penge

Jonatan: Selvfølgelig skal vi ikke lave Nørrebro Teater om til en stand-up scene. Det er jo ligeså meget en lukket fest. Og på længere sigt tror jeg, der er en masse godt, der kommer ud af, at forskellige mennesker møder hinanden. Jeg har i hvert fald fået en masse ud af at arbejde med dig. Ikke mindst fordi vi er så forskellige. Det er selvfølgelig lettest at være sammen med folk, der er som en selv, men de folk kommer jo også i mange tilfælde med de samme input, som man allerede har. Det er muligt, at lige børn leger bedst, men skæve børn har det sjovest. Jeg ved ikke, hvilken toiletvæg jeg har læst det på, men det er sandt for mig i hvert fald. Jeg tror på, at forskelligheder bringer os fremad. Jeg tror, at den moderne komedie findes i sammenblandingen af genrer såvel som i at rendyrke det enkelte.

Kan det forresten blive mere trendy end at lave en mailkorrespondance. Det er jo det, alle de fede laver nu. De udgiver det så bare i bogform og tjener millioner. Vi sender det gratis til Information. Hov, nu kom jeg til at skrive om penge. Det er jo lidt et fy-ord.

Kitte: Jeg har aldrig gjort noget for penge, som jeg dybest set ikke ville gøre gratis. Er det ikke det, jeg plejer at sige? Og så siger du, at der er ikke noget i vejen med at tjene penge. Teatrene lever også af det. Og hvis vi kan banke no-get op på Nørrebros Teater i form af en ekstra scene, som nogen vil gå ind i via en forretningsaftale, som vi laver sammen med dem, så er det bare fedt. Jeg er enig. Så længe pengefolkene primært er kunstnere selv og selv har ideerne og selv løber risikoen. Dem, der skaber skal have gevinsten. Det er min holdning.

I øvrigt passer det ikke, at jeg ikke har gjort noget kun for penge. Jeg har arbejdet i en grillbar og for en sindssyg bagermester og gjort morgenrent. Det sidste var så afgjort kun for pengenes skyld. Jonatan, vi skal huske at sige, at vi også vil fortælle de fedeste historier i verden og ikke tale ned til folk, og at vi har 1.000 planer...

Jonatan: Stop. Husk, at dårlige og gode ideer er lige gode, så længe de ikke bliver til noget, så derfor siger vi ikke mere, før vi kan sætte hvem, hvad og hvornår på ideerne.

Kitte: Du har ret. Det har vi aftalt. Ikke mere snak. Vi ses på Nørrebros Teater - det ligger bare et stenkast fra virkeligheden.

Kronikken i morgen: Mette Hvid Davidsen: Djøf' erne kommer - nu også i teatret!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu