Læsetid: 3 min.

Den skæve ligestilling

2. marts 2004

DER ER mange risici og faldgruber forbundet med emnet, idet mænd og drenge ofte finder det ’farligt’ at tale for åbent og nuanceret om kønnet,« skriver lektor Kenneth Reinicke i gårsdagens Information. Emnet er ligestilling.
Som Reinicke fremstiller det, er projektet vanskeligt af to grunde, hvoraf han dog kun har blik for den første: Hvis man ikke farer med lempe, klapper mændene i. Men hvis man farer med lempe, overlades ligestillingsprojektet til gengæld til mændene, kan man tilføje.
Og lytter man til Reinickes anvisninger, er det svært at tro på, at man kommer ret langt ad den vej. For at bekæmpe aids, må man »appellere til mænd om at forandre deres seksuelle praktikker.« For at komme voldelig adfærd til livs, skal man tage fat på »forholdet mellem drengesocialisering, mandekultur og vold.« Skulle det løse problemet, måtte dette omvendt bestå i, at alle eller flertallet af mænd var voldelige. Hvilket dog langt fra er tilfældet.

OG NÅR udgangspunktet, som Reinicke rigtigt anfører, er, at »de nuværende kønsstrukturer i samfundet bevidner, at det er mænd, som har de fleste økonomiske midler, den største politiske magt og den kulturelle autoritet,« ja, så føles Reinickes ide om, at »drenge og mænd i høj grad kan gøre en forskel, de er en slags ’døråbnere’ til kvinders forandringer,« måske ikke helt fyldestgørende.
At han tilmed fastslår, at »det er en del af maskulinitens inderste væsen at tjene penge og klare sig godt på arbejdsmarkedet,« samtidig med at hans ligestillingsbegreb skal rumme plads til kønnenes forskellighed, skærper ikke forventningerne til de åbne døre.
I Reinickes fremstillling kommer ligestilling – eller ’udbredelse af lige muligheder’ – fra den ene part, manden. Et noget paradoksalt ligestillingsbegreb. Reinicke har naturligvis ret i, at de mandlige kønsroller er i et vist opbrud i disse år, først og fremmest faderrollen. Men som han selv så rigtigt påpeger, har det ikke ført til en ændret balance mellem kønnene: Mænd er »priviligerede i den kulturelle orden«. Javist.

DANMARK har en ligstillingsminister, der indledte sin embedsperiode med at overflødiggøre sig selv: »Vi har ligestilling i Danmark,« erklærede Henriette Kjær ved sin tiltrædelse. Feministen Louise Witt-Hansen skildrede i Information 21.-22. februar, hvordan dette – herskende – ligstillingsbegreb får kvinder til at vende den manglende ligestilling mod sig selv.
»Det virkelighedsbillede, at vi allerede har ligestilling, er så stærkt, at kvinderne i fiskeindustrien opfatter det som deres eget psykologiske problem, at de ikke magter både at være på fabrik og klare det hele derhjemme,« skriver hun.
Øjensynlig bliver problemerne ved med at være de samme, som de har været i årevis.
Man kan diskutere 12 måneders barselsorlov, barselsfond og mange andre konkrete problemer, men grundlæggende er det kønsrollernes selvreproduktion, der er problemet. Såvel Reinicke som Witt-Hansen har fat i, at det er strukturelle og mentale ændringer, der skal til, men samtidig er deres indlæg veritable udstillingsvinduer for forhindringerne: Reinicke er velmenende. Han kan ganske vist ikke anvise konkrete initiativer, men han vil det godt, blot man ikke støder mændene på manchetterne. For de har magt til at klappe i.

Louise Witt-Hansens røst er den underpriviligeredes, der ikke har magt til selv at tiltage sig privilegier. Mens Reinicke foreslår, at man appellerer, er Witt-Hansen henvist til at gøre det. Men det, der først og fremmest demonstrerer, hvor langt ligestillingen er væk, er forskellen på deres mål: Witt-Hansen vil have ligestillingen indarbejdet i hele velfærdsprojektet, Reinicke vil gøre mænd interesseret i »at deltage i køns- og ligestillingsdebatter.«
Hvor ligestillingen under den mandlige synsvinkel tænkes at vokse frem som et produkt af mentale ændringer, fokuserer kvinden på de nødvendige strukturelle behov. Louise Witt-Hansen fremhæver Sverige, hvor ligestillingen opfattes som »et langt og vedvarende velfærdsstatsprojekt« – altså et projekt, der er tænkt med ind i den statslige forvaltning, så det bliver institutionaliseret. Og uden den indsats, vil der næppe være grobund for specielt mange mentale ændringer. Men forstår fru Kjær mon det?

ks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her