Læsetid: 3 min.

Hvad med de skæve tæer ude i landet?

18. maj 2005

Kære Mai Brostrøm.

Det var fint, at du orkede at svare på mit indlæg, der tog fat på Ingolf Gabolds visioner om fremtidens tv-serier (Information den 11.maj).

Du beder mig om at komme med en opskrift, men jeg har ingen - det var faktisk en del af pointen. For så vidt jeg kan se, må svaret på Gabolds forestillinger om kloningen af individer, der opdrages tíl at arbejde med et såkaldt 'succeskriterium' være, at det er fatalt af flere grunde ikke blot kunstneriske, men også menneskelige.

Det er dejligt at have succes, og jeg under af et ærligt hjerte både dig og Peter Thorsboes jeres. Men jeg bliver urolig, når chefen for det hele mener og understreger, at kommende tv-serieforfattere skal have ratings og succes som udgangspunkt for deres arbejde og udelukkende bestræbe sig på at opfylde et massepublikums krav om gekendelighed. Som han skriver: Det folk vil have, er naturalisme, de vil se deres egen arbejdsplads, de vil se sig selv.

I Fahrenheit 451, som jeg henviser til, udbryder der panik i det øjeblik brandmanden, Montag, (i Oscar Werners skikkelse) gør damerne i stuen opmærksom på, at det, de ser på stuens storskærme, ikke er andet end sig selv i deres storslåede almindelighed og banalitet, og resultatet er, at kvinderne bliver rasende eller bryder grædende sammen. Erik Clausen har i en anden sammenhæng sagt, at det at prøve på at få foden indenfor i Danmarks Radios dramatiske afdeling, er ligeså svært som at angribe fængslet i Vridsløselille udefra.

Hvis man altså ikke er fuldkommen formskåret og har gennemgået den træningslejr, over hvis portal står skrevet med flammeskrift: succes eller fuck off.

Jeg er helt sikker på, at du og din makker skaber jeres serier under fuldkommen frie forhold og med solid opbakning fra ledelsen, det ville være absurd andet, når man tænker på omfanget af jeres succes, der - så vidt jeg er informeret - oven i købet rækker ud over de nationale grænser, og jeg kan godt forstå, at I går til arbejdet med højt humør og løftet hale.

Den højrøvede modernist

Hvad jeg faldt over i den sammenhæng var chefens understregning af, hvor hårdhudet kandidater til seriearbejdet må være - de risikerer at blive udsat for gammelmodernistisk (uretfærdig) kritik. Vi lever jo i den postmoderne fase, og der bør kritik uanset fortegnene tilsyneladend opfattes som old hat og derfor ganske overflødig.

Til slut: Rundt omkring i fædrelandet kunne man forestille sig, at der sad flere håndfulde meget kompetente og originale dramatikere, der gerne så sig selv projiceret ud gennem massemediet, men som med al deres utilpassethed og skæve tæer ikke har en chance - hvis de da ikke lægger sig ind under det beskrevne succeskriterium og de øvrige anvisninger på, hvordan man betræder vejen til primetime eller tv-dramatikken i det hele taget.

Det er ikke uden risiko for, at man bliver opfattet som højrøvet, hvis man tillader sig at diskutere de kriterier, der lægges til grund for produktionen af noget, mere end halvdelen af den danske befolkning synes er svaret på deres hedeste drømme, når det gælder tv-dramatik.

Jeg løber risikoen, opdraget som jeg er gennem en meget lang ganmmelmodernistisk periode, hvor der ikke var langt mellem skideballerne og ørefignerne - uanset om man kunne lide det eller ej. Gudskelov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her