Læsetid: 2 min.

Skak på højt niveau for næsten enhver

Peter Dürrfeld skriver en skakhistorie om især verdensmestrene, deres vidunderlige partier og ofte sære adfærd
21. december 2006

Skak har den kvalitet, at spillet kan nydes af enhver, der har blot en rimelig indsigt i dets regler, forviklinger og udfordringer.

Derfor kan også vi - der selv i vores bedste skakår knapt nok sneg os over et ratingtal på 2.000 - glæde os over også de mest komplicerede og genialt spillede partier. Eller sagt på anden vis: Historien om de store mestre er fascinerende, både på grund af deres ofte særprægede personligheder og de kunstværker, de efterlod i form af deres bedste præstationer med de 16 brikker, enhver spiller som udgangspunkt har til rådighed.

Peter Dürrfeld, der er kendt af Informations læsere som en underholdende og indsigtsfuld skakskribent, har fået begge disse dimensioner - og adskilligt flere - med i sin bog om skakkens historie. Bortset fra to indledende kapitler om spillets oprindelse og den periode, forfatteren kalder romantikken, har han valgt at fokusere på perlerækken af verdensmestre - fra Wilhelm Steinitz, der vandt titlen i 1886, til de senere års kaotiske magt- og pengespil om retten til denne værdighed.

Hans indfaldsvinkel medfører uundgåeligt nogle begrænsninger. Spillere på reelt samme niveau som verdensmestrene hører vi stort set kun om som fejlslagne udfordrere. For én, der i sin ungdom anså nogle af Paul Keres' gevinstpartier som de smukkeste, eller som har nydt Bent Larsens fantastiske spil i verdens største turneringer, efterlader det et lille savn. Men mon ikke Dürrfeld skulle være mand for at afhjælpe det i en kommende bog?

Skakken og computerne

Den, han nu har udgivet, viser i hvert fald, at han som få kan forene det, han selv i undertitlen kalder "Spillet, kulturen, mestrene". Der er i sagens natur grænser for, hvor meget beretningerne om 'gamle dage' kan varieres, og derfor er der også en del kendt stof i bogens første del - men fortalt veloplagt og med fine detaljer, ikke mindst om den café-kultur, der var helt afgørende for den tidlige skakhistorie, også på absolut højeste plan.

Til gengæld folder beretningen sig ud i fremragende analyser og betragtninger, efterhånden som han nærmer sig de senere årtier. Dürrfeld beskriver og kommenterer, hvordan pengenes, sponsorernes og såmænd også det politiske magtspils indflydelse har omkalfatret vilkårene for skakspillet på det højeste mesterniveau. Samtidig er der fine portrætter af både de ekstremt ekscentriske og de mere tilpasningsdygtige mestre. Store personligheder har de imidlertid alle været.

Sidste kapitel er viet skakspillets fremtid. Dürrfeld understreger selv, at hans prognoser er forsigtige. Hvad vil computernes indtog f.eks. betyde? De har ændret vilkårene for spillet selv på højeste niveau, ikke mindst når det gælder de forberedende analyser. Men indebærer det, at vi på længere sigt vil miste interessen for det, de dygtigste foretager sig på de 64 felter? Hans svar er et opmuntrende nej. En slående parallel er, at vores fascination af de store præstationer på atletikstadions løbebaner eller på landevejene i de store cykelløb, ikke er blevet mindre, fordi vi længe har kunnet bevæge os hurtigere fremad i kraft af motorkraft. Bogen kan varmt anbefales til enhver med interesse for og blot en smule indsigt i spillet mellem 16 hvide og 16 sorte brikker.

* Peter Dürrfeld: Skakkens historie. Spillet, kulturen, mestrene. Informations Forlag. 182 sider. Illustreret. Kr. 248.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu