Læsetid: 3 min.

Skakgeni og røvhul

Ny bog om den legendariske skakduel i 1972 mellem Boris Spasskij og Bobby Fischer
26. maj 2005

Skakhistoriens mest berømte VM-match er utvivlsomt den, der i sommeren 1972 blev udkæmpet i Reykjavik mellem den forsvarende sovjetiske verdensmester Boris Spasskij og den amerikanske udfordrer Robert J. Fischer - kendt i offentligheden som Bobby Fischer. Jeg vægrer mig ved at bruge ordet 'kælenavn' i den forbindelse, for jeg har aldrig mødt en skakspiller - eller en person i det hele taget - med en så ubehagelig udstråling som Fischer.

Og Bobby Fischer i krig, en ny bog om matchen og dens to deltagere, begået af BBC-journalisterne David Edmonds og John Eidinow og netop udsendt på dansk af Gyldendal, bekræfter til fulde denne opfattelse. Fischer var et geni ved brættet, en af skakhistoriens allerstørste mestre, men også et decideret røvhul. Han var, som en læser dengang udtrykte det i Washington Post, "den eneste amerikaner, der kan få alle i USA til at holde med russerne".

Hans opførsel før og under VM-matchen - og ved talrige lejligheder senere (som for eksempel da han lovpriste terrorangrebet i New York den 11. september 2001) - overskred ikke blot grænserne til det farceagtige, men udviklede sig til et absurd og morbidt teaterstykke, hvor han med sine groteske udtalelser og uforudsigelige handlinger drev de øvrige aktører rundt i manegen - og ikke mindst udøvede en konstant psykisk terror over for Spasskij. Ingen turde sætte den gale mand på plads, i den grad frygtede man en aflysning af matchen.

Alt dette redegør forfatterne godt og grundigt for, ligesom der gives et ganske omfattende billede af de to forskellige mennesker og politiske systemer, der dengang tørnede sammen. Det var jo midt under Den Kolde Krig, på et tidspunkt, hvor Nixon endnu var amerikansk præsident, og hvor Brezjnev sad sikkert i sadlen i Kreml. Dokumentationen er i orden, og bogen er opdateret med en lang række senere Fischer-begivenheder, herunder den såkaldte revanchematch i Jugoslavien i 1992, Fischers eksil i Japan - og, helt aktuelt, hans nyvundne asyl i Island.

Den skaklige del halter

Så langt, så godt. Alligevel er der tale om en noget mislykket udgivelse, først og fremmest fordi det halter gevaldigt med den rent skaklige side af sagen. Lad være, at forfatterne begår nogle unøjagtigheder, hvor man skyder et par eller 10 år forkert i skakkronologien, værre er det, at bogen er præget af en slingrende sprogbrug, der afslører, at de gæve BBC-journalister ikke er fortrolige med de finere nuancer i det kongelige spil. Og de bliver i hvert fald ikke hjulpet af oversætteren, der for eksempel vikler sig ind i følgende kringlede beskrivelse af det, der på dansk ganske enkelt hedder 'kort rokade': "Efter en rokade til kongens side af brættet (det vil sige, kongen går mod højre side af brættet) vil hvid rutinemæssigt have adskillige brikker på bestemte felter ..."

Eller som når man spolerer Spasskijs berømte udtryk for, at han og hans kone var gledet fra hinanden: "Vi var blevet som løbere i forskellige farver." Hvid og sort? Blå og rød? Det er under ingen omstændigheder det samme som det korrekte og meget rammende udtryk: uligefarvede løbere.

Bogen er illustreret med en række grumsede fotos, der næsten får en til at tro, at vi befinder os i VM-historiens spæde begyndelse i slutningen af 1800-tallet og ikke næsten 100 år senere. Irriterende er også forfatternes forsøg på at skildre begivenhederne på brættet i journalistiske for ikke at sige dumsmarte vendinger. Til gengæld finder man ikke et eneste regulært skakparti i hele bogen.

Ikke en sag for rigtige skakelskere, der - hvad begivenhederne i Reykjavik den sommer angår - vil være langt bedre tjent med fjerde bind af Garry Kasparovs My Great Predecessors, anmeldt her i Information den 8. februar 2005.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu