Læsetid: 5 min.

Jeg er skam med årene kommet til at forstå, at...

... det ikke kommer nogen til gode at være hellig Forfatteren Merete Pryds Helle reflekterer i en række afsnit over begrebet lykke. I dette afsnit taler hun om følelsen af ansvar. Og om lykken ved opvaskemaskiner og motorveje
17. august 2005

Forfatteren Merete Pryds Helle reflekterer i en række afsnit over begrebet lykke. I dette afsnit taler hun om følelsen af ansvar. Og om lykken ved opvaskemaskiner og motorveje

Egentlig er der ikke nogen idé i, at man bliver visere, som årene går; det ville være mere livspraktisk, hvis man blev født klog, var klogest i 20'erne og 30'erne, og så efterhånden mistede erfaringer og viden som man blev ældre og kroppen alligevel ville have ro. Også for ikke at gøre så mange smertefulde erfaringer i sin ungdom som man alligevel ikke kan ændre, selvom man er blevet klogere, og sidde som 40-årig og se sig selv i starten af 20'erne, kåd, overlegen, hoven og sikker på at man var i stand til at forbedre verden. Når man er 40, står det klart, at verden kun kan forbedres,hvis vi hver især tager et ansvar for den, samtidig med at vi giver rum til hinanden - også til de, der er radikalt anderledes end os selv. For eksempel vores nærmeste familie, som netop ofte er uudgrundeligt uforståelige og forskellige fra os selv.

I dag er det tilsyneladnde moderne a la Henrik Dahl at lægge ansvaret for ens og andres liv i en abstrakt stats hænder for at være i stand til at vaske sine egne for eventuelt snavs. Tankemodellen med den Totalt Ansvarlige Stat må være den hane, der er læk i det socialdemokratiske velfærdssystem; at vi bliver opdraget til at nogen, nogen vi ikke kender, nogen, der er betalt for det, altså bare nogen, tager ansvar for os og for de andre - og at vi derfor ikke behøver at tage andet ansvar end at betale vores skat, der så går til denne nogen. Det mest hårrejsende er, at også mennesker, der er glade for minimalstatsregeringen, tænker sådan, og fralægger sig et økonomisk ansvar for for eksempel deres børn. Fordelen ved minimalstatstænkningen er altså ikke, at vi i langt højere grad tager et personligt ansvar for de mennesker der omgiver os, både økonomisk og plejemæssigt, næh, det skal vi stadig ikke, vi forventer stadig, at en abstrakt nogen tager ansvaret for dem; der bliver bare ikke råd til at denne nogen tager sig af særligt mange.

Undskyld til søster

Jeg har altid haft en overdreven følelse af ansvar for verdens forbedring, hvad der kan være højst irriterende at høre på for andre, men jeg er skam med årene kommet til at forstå, at det ikke kommer nogen til gode at være hellig. Måske fordi jeg selv er endt med to lykkefølelser, mit 20-årige jeg ville have foragtet mig for; lykken ved opvaskemaskiner og lykken ved motorveje. Nu er det sagt; og i samme åndedrag må jeg sige undskyld. Til min ældre søster, som jeg besøgte ganske vist med mit første barn, hun havde tre, men hvad søren. Jeg forargtede hendes ressourceopslidende opvaskemaskine, selv om hun forsøgte at overbevise mig om, at den ikke var så forurenende endda. Jeg vidste bedre, mens jeg skiftede genbrugsbleen på det første barn; som hans lillesøster aldrig fik på. Selvom jeg havde gemt dem. Det var også dengang vi kørte i kassecykel, hvad der selvfølgelig var fint på mange måder i det indre København, men det berettigede mig nok ikke til den følelse af at være moralsk højt hævet over bilisterne, som jeg virkelig følte, og som nogle venner, der i samme periode købte bil, fordi de syntes det var smart når man nu havde små børn, fik at føle. Her vil jeg dog ikke undskylde, fordi jeg i flere år er blevet volddrillet, hver gang jeg udtaler mig om bilmærker, med stor kyndighed efterhånden, og om lykken ved den hurtighed jeg accellerer ned ad de vidunderligt lange italienske tilkørselsramper.

Der skulle, forstås, meget til, før jeg blev afsanktificeret. Jeg flyttede på landet, men ikke bare på en flad mark hvor man vel kunne cykle i kassecyklen til toget og Brugsen, men op på et højt bjerg. Og da biler jo er til at betale i Italien, blev et styks tøvende indkøbt; og hvis nogle læsere har været på bustur til Leonardo da Vincis barndomshjem højt oppe på bjerget, ja, så var det mig, der ræsede forbi i den modsatte vejbane med hornet i bund i kurverne, hver gang jeg så en bus på danske plader, bare for at vise, at man vel havde lært at køre bil på et bjerg. Men trods et iskoldt stenkøkken uden varmt vand kunne der vel alligevel godt vaskes op i hånden. Bastionen holdt. Her måtte en venindes mand til hjælp - han klagede over to usynlige rustpletter på den næsten to år gamle opvaskemaskine, som derfor blev kasseret til fordel for en ny og dårligere ifølge ejerinden, der derfor kørte den over til os, for den var faktisk så god. Og det var den. Og således blev jeg et mere ydmygt menneske. Som gerne vil spare på ressourcer, men også leve praktisk, og ikke benytter enhver lejlighed til at føle sig bedre end andre, men kan se, at også jeg kunne være som dem, hvis jeg var gået en anden vej. Som klapper opvaskemaskinen hver gang den starter, som min mor klapper vaskemaskinen. Som elsker at høre den snurre efter en stor middag lørdag aften når jeg går i seng. Som elsker fornemmelsen af bevægelsen på de tresporede motorveje, fordi mennesker elsker at være på vej, også jeg; og de italienske motorvejsrestauranter hvor lastbilchauffører sidder med deres salat og frugt.

Det personlige ansvar

Derfor kan grøntsagerne godt være økologiske, også vaskepulveret og solcremen, og jeg tager faktisk toget når vi skal langt og cykler når jeg kan komme til det. Jeg tror stadig at hver handling indebærer et ansvar - for miljøet og for vores nærmeste, og ind imellem lykkes det mig at tage det personlige ansvar og ind imellem lykkes det ikke, men jeg ser det stadig som idealet; at vi tager et personligt ansvar for os selv og hinanden, uanset vores forhold til staten. Jeg har dog nok forbedret verden mindre end jeg ville, men har forhåbentlig forbedret mig selv mere end jeg troede, var nødvendigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu