Læsetid: 2 min.

En skammelig brøler

To superstormestre på slap line i Ungarn
15. juni 2005

I den ungarske by Miskolc har to af verdens førende stormestre, engelske Michael Adams og ungarske Peter Lekó, spillet en omgang hurtigskak: otte partier med 25 minutters betænkningstid pr. spiller plus fem sekunders bonus for hvert udført træk. Det udviklede sig til en besynderlig affære.

I første parti opstod der efter omskifteligt spil et interessant slutspil, hvor Lekó som sort ganske vist manglede en springer, men som kompensation havde to forbundne fribønder, da han begik en skammelig brøler:

Se diagrammet.

Hvid har netop spillet 45.Se7-c6 og truer nu med Dh8+ og mat. Det bør sort naturligvis parere med 45. - Kg8, hvorefter intet er afgjort, men Lekó, der ellers plejer at være soliditeten selv (også når det går stærkt), spillede her:

45. - Ke8??

Nej, nej, nej, Lekó!

46. Dd8+ og mat.

Lekó var så rystet, at han i det følgende parti tabte med de hvide brikker i løbet af blot 25 træk, og da Adams også vandt det tredje - en spanier, der sneg sig op på 33 træk - burde matchen have været afgjort. Men pludselig vendte billedet totalt: Lekó vandt tre partier i rap, og med stillingen 3-3 havde de to duellanter åbenbart udtømt deres ressourcer - eller tendens til at begå dumheder? - og efter to ikke særlig ophidsende remiser blev slutfacit på den sælsomme match 4-4. Og ingen havde tabt ansigt, sådan da.

Anand vandt i Leon

Weekendens hurtigturnering i spanske Leon blev ikke uventet vundet af den indiske skaktiger, Viswanathan Anand, der i finalen besejrede FIDE-verdensmesteren, usbekeren Rustam Kasimdzhnaov med 2,5-1,5 - efter at have tabt det første parti med de sorte brikker. Afgørende blev, at Anand herefter kunne vinde begge sine hvide partier, matchens andet og fjerde parti, mens det tredje matchparti endte remis. Anand havde løst billet til finalen ved en relativt ubesværet 3-1 sejr over norske Magnus Carlsen, der efterhånden er blevet 14 et halvt år, mens Kasimdzhanov havde vundet sin semifinale over Alexei Shirov med de samme cifre.

I næste weekend lyder startskuddet til EM, der denne gang spilles i Warszawa. Peter Heine Nielsen er - ligesom Magnus Carlsen - blandt deltagerne, men favoritværdigheden må tilskrives den ukrainske stjerne Ivantjuk, der virker flyvende for tiden og senest triumferede i Capablanca Memorial i Havana.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu