Læsetid: 3 min.

Skandalen fuldbyrdet

5. februar 1999

DE KNOKLEDE til det sidste. Forligspartiernes ordførere holdt møde efter møde med arbejdsminister Ove Hygum for at vende hver en sten. Arbejds- og Finansministeriets embedsmænd sled og slæbte i døgndrift for at sikre, at alle detaljer var tænkt igennem. Fiskerens bijob blev der regnet på. Modregning af landmandens forpagtningsindtægter blev der taget hånd om. Selv Justitsministeriets grundlovseksperter blev sat på overarbejde. Ingen anstrengelser blev skyet for at sikre, at de nye regler for efterløn og folkepension er fuldstændig gennemtænkte.
Det er dér, skandalen ligger. For selv om partierne bag efterløns- og pensionsindgrebet nu efter torsdagens sidste drøftelser er enige, og selv om LO's formand Hans Jensen nu "med hele hjertet" kan anbefale sine medlemmer at indbetale det ny efterlønskontingent, så er 'reformen' stadig det overgreb på mange af de svage, som før jul fik fagbevægelsen til at gå på barrikaderne og vælgerne til i flok at løbe væk fra Socialdemokratiet.
I december kunne man måske undskylde parterne med, at de i et tilspidset og udmattende forhandlingsforløb om finansloven slugte en i hast udarbejdet, svært gennemskuelig pakkeløsning. Men nu har alle for længst sovet ud, haft måneder til at forstå indvendingerne og haft alle centraladministrationens regnedrenge til at gå pakken igennem. Og alligevel fremstår den urørt på de centrale, mest kritiserede punkter. Som SiD's formand Poul Erik Skov Christensen sagde torsdag - diplomatisk, for han ved, at Nyrup ikke kan tåle et nyt stormløb - så "forandrer (justeringerne) ikke voldsomt ved det helhedsindtryk, som vi allerede i december gav udtryk for."

DET KAN ikke tjene Socialdemokratiet, de radikale og de borgerlige forligspartier til undskyldning, at den endelige aftale torsdag blev indgået, uden at Arbejds- og Finansministeriet havde fremlagt de konsekvensberegninger, som viser, hvad de samlede efterløns- og pensionsændringer betyder økonomisk for forskellige indkomstgrupper. Det gør det tværtimod særlig hårrejsende, at aftalen kunne gennemføres uden disse beregninger på forhandlingsbordet. Beregninger som finansminister Mogens Lykketoft i begyndelsen af december erkendte manglede, som han derfor lovede at få foretaget, og som sent torsdag faktisk blev tilgængelige fra regnedrengene - desværre få timer efter at forligsparterne havde skrevet under og forladt hinanden. Dét forløb og parternes accept af det, tyder på, at man fra starten havde besluttet ikke at drøfte, endsige imødekomme den fundamentale kritik, der handler om efterløns- og pensionsreformens sociale slagside eller - i bedste fald - vilkårlighed.

KONSEKVENSBEREGNINGERNE, som Information fik i hænde torsdag aften, fortæller, at den ny ordning, der fremrykker folkepensionens start med to år - fra det 67. år til det 65. - og dermed skærer to år af efterlønsperioden, giver bedre økonomiske vilkår for de allerdårligst stillede: de, der går på efterløn efter 2,5 års forudgående ledighed og ikke har nogen privat pensionsformue. Det kan man ikke klage over. Til gengæld rammer den ny ordning det, SiD har kaldt "en typisk SiD-efterlønsmodtager". En sådan person, der har en arbejdsmarkedspension på 50.000 kr. og en ægtefælle, der stadig arbejder, vil ifølge Arbejdsministeriet miste sammenlagt ca. 40.000 kroner efter skat over perioden fra 60-67 år som konsekvens af den ny ordning.
Vilkårligheden af ordningen illustreres af, at en efterlønsmodtager, der alene adskiller sig fra den førnævnte ved at være enlig, kan få sammenlagt 40.000 kr. mere over de syv år, når der skiftes til den ny ordning.
Men for den gifte SiD'er, der efter et langt arbejdsliv er nedslidt og uden kræfter til at følge regeringens opfordring om fortsat arbejde efter 60, dér er 'straffen' for at gå på efterløn en indkomstnedgang på de nævnte 40.000 kr. efter skat (dvs. ca. det dobbelte før skat), regnet i forhold til den hidtidige ordning. Hvortil skal lægges den årlige udgift på ca. 4.000 kr. over op til 25 år, som af SiD'eren skal lægges i det ny kontingent.
Det skal sammenlignes med, at torsdagens forlig fastholder skattepræmien til den, der i de kommende år indebetaler efterlønskontingent, men når vedkommende bliver 60 vælger at fortsætte i arbejde frem til folkepensionen. En sådan person med styrke og overskud - "en tennisspillende advokat" - får en præmie på 100.000 kr. efter skat (svarende til en lønindkomst på 200.000) for at fortsætte et forhåbentlig fornøjeligt arbejdsliv.
Man kan høre centraladministrationens pragmatiske forvaltere af velfærdsstaten sige, at enhver reform har sine vindere og tabere. Nogle får gulerod, andre får pisk. Problemet er, at en hel del af dem, der får pisk med torsdagens forlig, er mennesker, der allerede har pisket rundt på et nedslidende arbejdsmarked i et langt liv og derfor ikke, når de bliver 60, har kræfter
til at trække guleroden til sig. jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu