Læsetid: 3 min.

Skandalens anatomi

Riis' tour-sejr i 1996 var skabt med special-effects. Men gør det så meget? 'Det var en stor bedrift, og den er ikke blevet mindre', siger Jørgen Leth. Men han var også med til at fastholde illusionen
1. juni 2007

Så gik medierne atter i selvsving. Hele dagen blevet der bygget op til dagens altoverskyggende begivenhed: Pressemødet med Bjarne Riis, hvor alle forventede, han ville indrømme, at han havde været dopet, da han vandt Tour de France i 1996. Der var skandale i luften og det i en størrelsesorden, der krævede massiv mediedækning.

Det interessante er, at skandalen ikke består i at Riis var dopet. Skandalen er, at han ikke har villet indrømme det - før nu. Der har kun været ganske få, der for alvor har været overbeviste om, at Riis var 'ren', da han vandt. Langt de fleste har haft en mistanke om, at det ikke kun var jysk stædighed, der bragte 'Ørnen fra Herning' til tops i det, man ynder at kalde verdens hårdeste cykelløb. Riis selv har hidtil fastholdt, at han aldrig er blevet testet positiv. Ikke en direkte indrømmelse, men så sandelig heller ikke en afvisning. Fredagens pressemøde afslørede altså ikke noget, 'alle' ikke vidste i forvejen. Det handlede alene om, at Riis indrømmede noget, man kan mene, han burde have indrømmet for mange år siden.

Reaktionerne har været forskellige. Kulturminister Brian Mikkelsen, der gerne vil være foregangsmand i kampen mod doping, kalder det "forkasteligt" og forkert "moralsk, etisk og sundhedsmæssigt". Han advarer mod, at man "falder i svime over tilståelserne" og dermed glemmer, at "han har snydt og bedraget en hel verden". Kulturministeren var, ifølge Jyllands-Posten, "skuffet, bedrøvet og nærmest i chok". Det er tilsyneladende forbigået kulturministerens opmærksomhed, at Riis har været under mistanke i årevis, og at indicierne har hobet sig op. Man skal i det hele taget være temmelig naiv for at tro, man opnår topresultater i cykelsport uden brug af diverse remedier.

Dum illusion

Det er også det, Jørgen Leth giver udtryk for i sin kommentar. Han kalder kulturministerens udtalelser for en "overreaktion", der bygger på en misforstået - og hyklerisk? - forestilling om cykelsport som en ren sport: "Det beror på en dum illusion om, at sporten er ren, og at ryttere skal være rollemodeller for unge mennesker. Det er noget vrøvl." Leth udtaler videre: "Cykelsporten er ikke en ren sport. Det er en usund sport, en ekstrem sport. Og sådan skal det være." Derfor ændrer Riis' indrømmelse ikke noget i Leths øjne. Han vandt Tour de France i 1996. "Det var en stor bedrift, og den er ikke blevet mindre".

Det er befriende klar tale i disse dage, hvor luften ellers er tyk af fordømmelse. Jørgen Leth bærer dog selv en del af ansvaret for, at nogle måske har illusioner om sportens renhed. Som mangeårig kommentator på TV2 har Leth stået for manges indføring i cykelsportens egenartede univers. Og det er et univers, der i Leths optik er kendetegnet af store bedrifter og mytiske navne. Tour de France er mere end et cykelløb, det er epos med helte og skurke, stjerner og vandbærere. Et cykelløb kan ikke beskrives som en hvilken som helst anden sportsbegivenhed, men kræver sit eget poetiske sprog. Sådan som Leth kommenterede Tour de France ,blev det til noget ophøjet, et mytologisk univers befolket med overmenneskelige væsener og guder som Coppi, Bobet, Anquetil, Merckx og Hinault. I dag fortæller Leth så, at det slet ikke var ophøjet, men derimod beskidt og urent. Det virker som en efterrationalisering fra Leths side, som dermed kan bevare sin i bund og grund romantiske opfattelse af cykling. Som små Frankenstein-monstre præsterer cykelryttere stadig noget, vi ikke ser andre steder, og som vi stadig kan fascineres af. Store bedrifter.

Skabt med special effects

For Leth drejer det sig først og fremmest om, hvad det er vi ser og oplever:

"Man skal ikke glemme det, man har set. Ens øjne lyver jo ikke. Det, vi så i 1996, var en stor Tour de France-sejr." Filmmanden Jørgen Leth har bare glemt at fortælle os, at det vi så, var skabt med special-effects. Men gør det så meget? Da Floyd Landis på spektakulær vis vandt 17. etape i sidste års Tour de France, var der næppe nogen, der blev overrasket over, at han bagefter blev taget i dopingkontrollen. Men så længe det stod på, var det storslået underholdning. At føle sig bedraget, fordi han viste sig at være dopet, det svarer til at føle sig snydt, fordi dinosaurerne i Jurassic Park var computergrafik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her