Den franske anklagemyndighed vil "med stor sandsynlighed" invitere Chirac til afhøring allerede i juni, skriver International Herald Tribune. Han er mistænkt for misbrug af offentlige midler til at finansiere sit parti. Chirac har afvist alle anklager som "løgne, injurier og manipulation."
I årene, hvor hans immunitet beskyttede ham, er anklager om fiktive medarbejdere, forfalskede valglister og kufferter med kontanter kommet frem om hans tid som borgmester.
I 2001 forsøgte anklagemyndigheden at ophæve Chiracs immunitet, men det blev afvist af højesteret. I mellemtiden har Chirac forebygget det gennem udnævnelser i det juridiske system, skriver Herald Tribune. Senest indsatte han tidligere på måneden en ny anklager i den retskreds, der undersøger mistankerne mod ham.
Den nye anklager betragtes ifølge Nouvel Observateur som en, der er "tæt på magten" og tæt på præsident-kandidaten Nicolas Sarkozy.