Læsetid: 2 min.

Skarp FN-kritik af USA as NO

I sin årlige udviklingsrapport kritiserer FN USA for at gøre for lidt for at bekæmpe fattigdommen både i udlandet og hjemme
9. september 2005

Ifølge en ny FN-rapport om den økonomiske ulighed i verden er dele af amerikanerne lige så fattige som folk i Den Tredje Verden.

Påstande om, at oversvømmelsen i New Orleans har afsløret en voksende racemæssig og økonomisk kløft i USA, er indtil nu fra politisk hold blevet afvist som følelsesstyret retorik, men FN-rapporten, der blev offentliggjort onsdag, leverer statitiske beviser for, at den forkromede amerikanske drøm er blevet til et mareridt for mange borgere i USA. Vel at mærke ikke kun dem, der lige nu lider under eftervirkningerne fra orkanen Katrina.

FN's årlige udviklingsrapport beskæftiger sig sædvanligvis primært med Den Tredje Verden, men i 2005-udgaven stilles der skarpt på ulighederne i det amerikanske sundhedssystem som del af en undersøgelse af, hvordan de sociale og økonomiske skævheder i verden forsinker udryddelsen af fattigdom.

Rapporten afslører, at spædbørnsdødeligheden i USA er steget gennem de seneste fem år og nu ligger på samme niveau som i Malaysia. Børn af sorte amerikanere har dobbelt så stor risiko for at dø, før de fylder ét år end børn af hvide amerikanere.

Den 370 sider lange rapport forholder sig kritisk til Bush-regeringens strategier for fattigdomsbekæmpelse i både selve USA og udlandet, og i et usædvanligt ligefremt sprog affyres en bredside mod den amerikanske regering på grund af dens "overudviklede militære strategi og underudviklede strategi for menneskelig sikkerhed."

"Der er et presserende behov for at udvikle en overordnet plan for sikkerhedsmæssige foranstaltninger, der rækker ud over militær terrorbekæmpelse. Fattigdom og sammenbrud i de sociale strukturer er kerneelementer i den globale trussel mod sikkerheden," fortsætter ordlyden i rapporten.

Rapporten, som er udarbejdet af den tidligere forskningschef i Oxfam, Kevin Watkins, opfattes allerede nu som 'anden omgang' af kampen mellem FN og USA, der betragter organisationen som en unødvendig bremseklods for sine strategier og handlinger.

I sidste måned indgav USA's nye FN-ambassadør, John Bolton, 750 rettelser i udkastet til den erklæring, der skal udarbejdes på næste uges topmøde i anledning af FN's 60-årsjubilæum. Erklæringen skal styrke FN og vurdere, hvor langt man er nået med målsætningen om at halvere fattigdommen i verden inden 2015.

FN-rapporten er tydeligvis en udfordring af Bush-regeringen, der ønsker at erstatte de multilaterale løsninger på internationale problemer med et system, der giver USA plads til at handle på bilateral basis.

"FN har valgt at skyde med skarpt i denne rapport," siger en kilde i FN. "Den skal demonstrere, at resten af organisationen ikke har tænkt sig at finde sig i den amerikanske dagsorden, selv om generalsekretæren er blevet svækket af rapporten om svindel med olie-for-mad-programmet."

Striden om fattigdomsbekæmpelsen drejer sig primært om USA's fokus på at fremme vækst og handel ud fra den antagelse, at øget vækst vil komme verdens fattige til gode. Denne strategi forhindrer dog ikke spædbørn i at dø, lyder et af FN's modargumenter. Vækst alene kan ikke nedbringe fattigdommen, så længe verdens fattigste ikke har fuld adgang til lægebehandling, uddannelse og andre ydelser. Ifølge FN-rapporten er der lige så store uligheder inden for de enkelte landes grænser som landene imellem, og fattigdom er ikke det eneste problem.

Ifølge FN-rapporten kan man kun udrydde fattigdom, hvis man bekæmper ulighederne. Medmindre det sker, vil FN's mål aldrig blive nået, hvilket i løbet af de næste 10 år vil resultere i 41 millioner børns meningsløse død.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her