Hun må tænke sig grundigt om, inden hun beslutter, hvad hun skal tage på. Udenfor venter sladdermilitsen med de glubske kameraer. Indenfor åbner en afgrundsdyb garderobe sig for hendes trænede blik. Mindre værdige ville gå i panik. Men ikke Christina Aguilera. Den 25-årige sanglærke, silikone-sexkilling, superstjerne, mangedobbelte platinsælger og nyslåede platinblondine.
For styling og branding og fornyelse af samme er nøglen, hvis man vil have adgang til poppens VIP-gemakker. Og det vil Aguilera. Vil vil vil!
Kampen har nu udmøntet sig i hendes tredje reelle studiealbum (hvis man fraregner en spansksproget og en julet plade), den 22 numre og to cd'er bredbagede Back To Basics. Her har den hvepsetaljede dame sammen med sine rådgivere i deres uendelige visdom vedtaget, at sex stadig sælger. Men også at man må signalere mere modenhed, mere klasse. Løsning: Kopiering. Et Marlene Die-trich- og Marilyn Monroe-inspireret look, som kunne gøre Madonna lettere - og kun lettere - misundelig.
Men inden vi definitivt drukner i PR-støj, så tillad mig at forsøge at skille musik fra mediefigur: Jeg vrister blikket fra Aguileras præ-coitalt spredte læber og trykker på start. Hiphop strømmer ud ad højtalerne, jazzet, altmodisch groovy. Fra start-90'erne? Nej, der kommer det første "åååuuuhæææh", og så fortæller sangchatollet os, at hun vil bevæge sig tilbage til rødderne, til blues- og jazz- og soulguderne. Etta James, Ella Fitzgerald, Nat King Cole, Ray Charles, Otis Redding, Billie Holiday. Hun vil forsøge at forstå, hvad de er gjort af. Aha, held og lykke, tænker jeg uvilkårligt, mens denne teknisk dygtige hvide sangerinde fra strofe 1 demonstrerer, hvor utrolig svært hun har ved at afdække følelse i sin stemme: Overvældende ren, magtfuldt styret gennem hvert eneste fraseringssving, hvor hårnåleskarpt det end måtte være, men også typisk ret så blank i både klanglig og emotionel forstand.
Så følger tre killers: "Makes Me Wanna Pray" produceret og medkomponeret af Rich Harrison (der tidligere har givet Amerie nyklassikeren "1 Thing"). En tykblodet, gospel-gejl stomper med storkor, der får hjertet til at slå indædt. Så tager cd'ens hovedproducer og medkomponist, mesteren Dj Premier (producer for Nas, Notorious B.I.G., Jay-Z og konge af Gang Starr), over og giver os to veldrejede soul- og jazzinficerede hiphop-organismer, som Aguilera kan yeahyeah'e og wouwou'e og smælde teksterne ukristelig præcist hen over. Dernæst låner Kwame hjerteblod fra soulsangerinden Betty Harris i form af en sampling, som Aguilera synger i kæk duet med. Og derfra bliver det en ujævn affære.
Glitrende peppiller
Cd1 er en sampling-præget hiphopificering af Aguileras musikhistoriesyn. Ikke just visionært, men med en del glitrende peppiller og strålende eksempler på i hvor høj grad, den rette sampling kan give et nummer farve i kinderne - indsprøjte originalens aura gennem det rette tre-sekunder lange uddrag i loop.
Den kortere cd2 er langt mere tro mod fordums storhed - og udført af traditionelle instrumentalister og kor. Alle ni numre har Linda Perry som producer og medkomponist, og hendes naturalistiske tilgang til musikarven byder på både pastiche, fræk opdatering, irriterende exploitation og flere forsøg på at blotte sjælen i Aguileras stemme. Og så pludselig sker det. Næstsidste chance, skæring 21, "Save Me From Myself", en hyldest til ægtemanden. Måske har lyset været slukket i studiet, så ingen har kunnet spejle sig i noget eller nogen, måske har Perry stukket Aguilera en flad. Vi er nede på nærlys, nej, faktisk er forlygterne slukket; der er intet, der distanceblænder, men noget der rækker ud over cd-skivens anonymitet og når noget alment unikt inde i lytteren. Superstjerne synger såre sårbart.
Back To Basics er ellers et alter over selvkontrol. Perfekt iscenesættelse. Ikke et hår eller en frase mindre end kirurgisk præcis. En musikalsk ambitiøs dobbelt-cd, der sigter mod flere generationer, og med et langt mere fordøjeligt sexobjekt end på den tøjlesløse albumforgænger Stripped.
Men hvor meget hun end vil, så er hun stadig ikke sexet. For det er ikke noget, man bare kan ville. I modsætning til den canadiske electroclashdronning Peaches, der i den grad er et sexsubjekt, ikke bøjer sig for normer og for eksempel stolt fremviser hårduske under armene, så er Aguilera stadig et glatraget sexobjekt helt ned i teksterne. Hun tager bad i mandligt begær: "I got you breakin' into a sweat". Eller også flasher hun sin seksualitet med paradoksal skyldfølelse: "Don't look at me that way". Og i modsætning til sine nye forbilleder, Dietrich og Monroe, så er der ikke tyngde i hendes sexappeal - blot en aerobic-trænet coverversion af erotisk damp.
Vi taler selvfølgelig galoperende neuroser, der raser ud over den hellige markedsførings stadig mere udpinte stepper, men vi taler også en nygift dame, der har kontrol over sit musikalske udtryk og talent. Aguilera er medkomponist på samtlige numre, og hun er executive producer. Men den magt, hun udviser over sit musikalske produkt, mønstrer hun kun i langt mindre grad over sin seksualitet, og kun så længe der er mænd og medier med våde øjne og nypolerede kameralinser. Og dermed er det jo ikke magt som subjekt, men som objekt.
Viser sig i glimt
Så dette er altså, hvad popkulturens magtelite vil fylde os med de næste måneder: en ferm musiker og sanger, en kontrolmaniker, en narcissistisk påklædningsdukke, et kropsfascistisk sexobjekt, et menneske, der viser sig i glimt, men det meste af tiden faker følelser og fornemmelser på bedst sælgende vis. For nej, det er ikke nok at synge, at man lever i et mediecirkus, og om hvordan det "virkelig" føles at være Christina (akkurat som Niarn). Slet ikke når det foregår med en stemme af pansret silke.
Fake can be just as good as real, siges det, og jeg er svært underholdt af de mange dansable højdepunkter på en alligevel lovlig kalorietung udgivelse. Her er masser af fremragende forarbejdet simili, men fem-seks numre for meget. Og jeg vil stadig gerne høre lidt mere menneske og måske endda lidt sexsubjekt. Er det virkelig for meget at forlange af en kvinde, der sælger sig selv lige så meget på bryster og ben som på stemmelæber og versefødder?
Christina Aguilera: Back To Basics (RCA/Sony BMG). Udkommer i dag
