Læsetid: 6 min.

Den skarpladte kanon

Knud den Hellige var ikke en skid hellig, men en arrogant stodder, som oprørerne nordenfjords fra hakkede til biksemad i Odense. Undervisnings-minister Bertel Haarder vil indføre historiekanon, og de unge kan forberede sig ved at lære denne klumme-kanon udenad.
28. maj 2005

Undervisningsminister Bertel Haarder, hvis tankevirksomhed bedst kan karakteriseres som rastløs, har fået endnu en lys idé i tidens ånd: Vi skal have kanon i historien - hvad er vigtigt, hvad er hverdag, revl og krat, skæg og snot, vift stolt i al din magt. Et udvalg prioriterer det bedste, det har lært. De unge skal have flertalsautoriseret overblik og bliver kontrolleret ovenfra, maner ministeren, så de kan lige så godt begynde at forberede sig og lære denne klumme-kanon udenad, Altså:

I stenalderen kastede de med sten uden at bo i et glashus. I bronzealderen spillede de på lur efter unoder. I jernalderen havde de jern på. I vikingetiden sejlede de i vikingeskibe og smed knoglerne over skulderen, når de havde ædt. Gorm den Gamle døde ung. Harald Blåtand fik en pil i røven. Knud den Store fik en sok. Absalon sad på en hest, der stejlede. Valdemar Sejr sejrede ad helvede til, men fik flaget pr. luftpost, da han tævede balterne, som statsministeren skulle tage og bede om undskyld.

Dronning Dagmar døde. Berengaria var så besk en blomme og fra Portugal og skulle hellere være blevet hjemme, for dansk som Dagmar var hun ikke, selv om Dagmar heller ikke var dansk, men ikke fra Portugal. Christian den 2. var psykopat og myrdede et hav af fine folk, men det var bare svenskere. Christian den 7. var tosset, Frederik den 6. smalsporet (se nedenfor), Frederik den 7 pervers, dum og fordrukken, Frederik den 5. bare fordrukken og døde af det. Christian den 6. var til gengæld en dødbider og temmelig dum.

Christian den 4. var fordrukken og byggede Børsen og Rosenborg, men mistede det ene øje, fordi han gik i krig, hvad han aldrig skulle have gjort. Christian den 9. var Europas svigerfar og ikke noget lystspil. Frederik den 8. omkom på bordel, hvad der ikke er kanon, fordi han faktisk døde udenfor, men lige så godt kunne være død indenfor. Christian den 8. skrev læserbreve i avisen og lod, som om han var til noget, men ville alligevel ikke af med enevælden. Griffenfeld var korrupt, det var de alle sammen, han blev bare hængt til tørre, fordi han sagde det, som det var, at Christian den 5. var dum som et bræt. Estrup var reaktionær, hoven og stædig. Stauning havde skæg og drak som en svamp. Zahle var begavet, men hidsig af natur, Edvard Brandes var hidsig af natur, men begavet. Lord Nelson lammetævede danskerne på Reden.

Burde være hyggepianist

Struense var tysker og gjorde det frække med dronningen og fik listet et par gode gener ind i den royale livmoder, som det siden gik ilde, inden han selv mistede hoved og hånd og blev skåret i småstykker på Fælleden. Englænderne bombede København, fordi danskerne var åndssvage.

Danskerne var også åndssvage i 1848, og danskerne var også åndssvage i 1864 og mistede Sønderjylland helt op til under armhulerne på Kolding. Frederik den 9 var tatoveret over det hele, men spillede klaver og burde sikkert aldrig have været konge, men hyggepianist Chez Ankerfeldt på hans eget Fredriksberg, hvor Benny Andersen også spillede, inden han blev digter.

Danskerne tabte slaget ved Lund, fordi soldaterne var skidefulde. De Meza stak af fra Dannevirke og blev prügelknabe, fordi han både var fornuftig og jøde, og regeringen og de nationalliberale åndssvage. Adelen åd og drak, mens folket led nød, og børnene gik uden sko og med hullede bukser.

Knud den Hellige var ikke en skid hellig, men en arrogant stodder, som oprørerne nordenfjords fra hakkede til biksemad i Odense. Grundloven, som var møghamrende udemokratisk, blev givet i 1849. Sådan noget som kvinder fik først stemmeret i 1915. I 1953 fik landet ny Grundlov for at undgå Prins Knud.

Tjente fedt på slaver

Prinsesser fik arveret, men efter prinser, derfor skal Mary helst have en prins i første skud for ikke at få bøvl med pastor Krarup, der står i spidsen for et tæskehold af grundlovsændringsmodstandere. Mens få ejede for meget, færre mere og de fleste mindre, var demokratiet i begyndelsen af det 21. århundrede endnu ikke indført i Danmark. Kristendommen kom til landet med Ansgar, næstekærligheden har siden haft trange kår, trangest i nutiden, men mange steder i kirkerne er der smukke kalkmalerier, og Kingo, Brorson, Ingemann og Grundtvig skrev smukke salmer, selv om noget af det er det rene vrøvl.

Dansk Folkepartis kulturpolitiske ordfører forlangte i foråret 2005 ytringsfriheden afskaffet, fordi en kendt filminstruktør sagde, at præsident Bush er et røvhul. Danmark har apropos Dansk Folkeparti, regeringen og socialdemokraterne behandlet indvandrere værre end skidt. Danskerne tjente i de gode år fedt på slavehandel, men var meget imod handel med slaver. Søren Kierkegaard kaldte engang Grundtvig en ølnordisk slagsbror, Georg Brandes kaldte engang Grundtvig et gammelt fæhoved, men syntes han var en storartet salmedigter. Hvad udad tabtes, vandt Hedelselskabet og Dalgas, der huggede slagordet fra en anden, lidt af indad. Den danske provinsialisme som kronisk tilstand fik dermed nok et nøk i navlebeskuelsen.

I 1972 blev Danmark medlem af de europæiske fællesskaber, EF, EU eller Unionen. Folket stemte ja, fordi der ifølge politikerne var udsigt til, at prisen på støvsugere, lokumspapir og små blå søm ville falde. Ingen bemærkede, at samarbejdet måske kunne forhindre en bagatel, som at Frankrig, England og Tyskland igen kom i krig. Den side af sagen har aldrig rigtigt interesseret danskerne. Men landet var engang under en af verdenskrigene faktisk besat af sin sydlige nabo. (Se herom nedenfor).

Ikke særlig forgyldt

Danskerne sagde takket være den grundtvigianske venstrefløj i sure sokker og fjällräv på den ene side og de renskurede nationalsocialdemokrater på højre fløj senere nej til at dele fælles europæisk mønt med de andre lande og få medindflydelse på den europæiske valutapolitik, skønt den danske krone var bastet og bundet til euroen.

Som et af de få lande i Europa må danskerne fortsat veksle penge, når de skal ned og have en mundfuld frisk luft i det nære udland eller købe øl i Flensburg, som kunne have været dansk, hvis de nationalliberale ikke havde været så åndssvage at gå i krig igen i 1864.

Guldalderen, den stolteste epoke i nationens historie var ikke særlig forgyldt. Oehlenschläger, Ingemann, Grundtvig, Kierkegaard, H.C. Andersen, Baggesen, Heiberg, Ørsted, Goldschmidt, Thorvaldsen, Lundbye, Eckersberg og hele koret af større og mindre ånder levede bag voldene i en ukloakeret sur censurunderlagt rå politistat, enevældigt regeret af et intellektuelt selvovervurderende hul i jorden med en underofficers interesser og tilsvarende kvalifikationer.

Folket havde det som regel elendigt. Så var der jo Socaldemokratiet og De Radikale, som under heftig modstand fra Venstre og De Konservative engang skabte den danske velfærdsstat. Det skal man også have med, det må Bertel endelig huske.

Og så den 9. april 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Frem for at opføre sig så åndssvagt, som nationen i historiens løb havde for vane, indpassede man sig og fik det bedst mulige ud af en situation, der i de første år, og inden englænderne kom i omdrejninger og Amerika var med i det store opgør, ikke kunne være anderledes. 65 år senere har modige politikere med en statsminister i spidsen i hårde ord og heftige bebrejdelser udkæmpet den krig, i hvilken de mente, deres forgængere burde have fået København bombet og sat titusindvis af danskeres liv på spil for kun at tabe med et demonstrativt brag.

Men hvad burde man ikke have gjort, mens Venstre kun tænkte heroisk på flæskeeksporten, for ikke at blive kaldt ussel bagefter. Heldigvis opviste datiden næsten lige så modige folk som den nuværende statsminister, folk, der samtidig med tilpasningen gik til modstand, satte livet på spil og reddede nationens ære og fremtid. Danmark var nok alligevel kommet med i det gode selskab. Stræderne og Bornholm betød ikke så lidt i Den Kolde Krig, hvor alting set bagefter i betryggende afstand var sort og hvidt.

En kanon bør nok også minde om, at Haarders chef i sin tid begik kreativ bogføring og groft vildledte Folketinget, blev smidt ud som skatteminister og på den baggrund naturligvis aldrig burde have været statsminister. Ikke i et civiliseret land med egen kanon.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her