Læsetid: 4 min.

Den skarpladte virkelighed

Lindhardt og Ringhof-forlaget har genudgivet Poul Borums udvalg og oversættelse af Ernst Hemingsways noveller. For Klaus Rifbjerg er der tale om et glædeligt gensyn...
11. januar 2007

Hvis man samlede alt, hvad der er skrevet om Ernest Hemingway og hans kunst, ville det nå herfra og til Månen. Derfor kan man også med rimelighed spørge hvorfor? Svaret er forholdvis enkelt, selv om det ikke er udtømmende: Det handler først og fremmest om en forfatter, der bruger sig selv, skriver om sig selv, og hvad han har oplevet ud fra devisen: Man kan kun skrive om noget, man for alvor kender til.

Det lyder enkelt, men er ret kompliceret, for det er jo langt fra sikkert, at en kunstner, der arbejder ud fra det beskrevne er interessant nok til, at det han skriver, også bliver interessant, og at det han oplever overhovedet er interessant.

Virginia Woolf, der i høj grad (som i øvrigt de fleste forfattere) skrev ud fra sig selv, sit eget liv og sine egne erfaringer, brød sig ikke om Hemingway, og Thomas Manns kone mente lige ud, at han måtte være fascist, fordi han skrev indforstået om noget så barbarisk som tyrefægtning.

Hen over hovedet på dem og os alle sammen fortsætter Hemingways kunst og hans person med stadig at tryllebinde og udfordre tusinder, og man kan forledes til at tro, at det netop er sammenfaldet af person, skæbne og kunst, der sætter turbo på fascinationskraften og med sin romatiske appel gør den eviggyldig.

Uforklarlig tiltrækning

Al kunst er stedfortrædende og giver den udenforstående mulighed for at kigge ind i en verden, en mentalitet, en geografi, en oplevelse, det ikke normalt er ham eller hende beskåret. Mange har set en tyrefægtning og kan lide det eller ikke lide det - uden at vide ret meget om, hvad der egentlig foregår i arenaen. De færreste har været i krig (og er sikkert glade for det), men tiltrækningen er alligevel - af delvis uforklarlige grunde - voldsom.

Der er åbenbart også et meget stærkt behov for at få en forklaring på kærlighedens mysterier, mysterier de færreste har været bare i nærheden af, men som alligevel virker uimodståeligt dragende. Ligesom døden.

Temaet eros-thanatos gennemspilles for fuldt udtræk gennem hele Hemingways forfatterskab, hvilket kan aflæses i forlaget Lindhardt og Ringhofs fortjenstfulde genudgivelse af forfatterens noveller i Poul Borums kompetente oversættelse.

Og her bremser man igen op, for hvordan omslynger storsymbolisten Borum minimalisten og realisten Hemingway med sin energiske kærlighed? Måske først og fremmest i sproget, og her er vi sandsynligvis ved kernen.

Hvad modernisten Hemingway kan er at genoprette den konkrete virkelighed i skriften, det vil sige gøre det trivielt genkendelige til poesi. Hvilket også kan siges anderledes oven i købet med ham selv i hånden, for skriveren bruger flere steder (bl.a. i "Kilimanjaros sne" og romanen Døden om eftermiddagen det trick at genkalde sig ting, han aldrig fik skrevet om og så skrive om dem! Han ved med andre ord, at det glemte eller fortrængte, overspringene, det man ikke fik med, det man gik glip af på grund af dovenskab eller ligegyldighed eller pengejagt eller druk eller sex, det tilsyneladende uanseelige, er det vigtigste, det fundamentale, ja måske lykken, som man havde i sin hule hånd, men distræt alligevel lod sive ud mellem fingrene.

Mesterskabet

Der er slet ingen tvivl om, at det fuldt udfoldede mesterskab er at finde i de korteste af historierne ("Kat i regnvejr", "Bjerge som hvide elefanter", "Et rent, veloplyst sted", "Morderne"), men slår man ned på blot et vilkårligt afsnit i en tilfældlig historie, rammer man sandsynligvis, hvad man kunne kalde den fotografiske erindrings særlige evne til at forløse en virkelighed, der på en måde er større end virkeligheden. Og her er talentet:

"Vi kom ned fra passet gennem skovlandet. Der stod sække med trækul stablet op langs vejen, og inde mellem træerne kunne vi se kulsviernes hytter. Det var søndag, og vejen, der gik op og ned, men stadig fjernede sig fra pashøjden, førte gennem kratskove og gennem landsbyer.

Uden for landsbyerne var der marker med vinstokke. Markerne var brune og vinløvet groft og tykt. Husene var hvide, og på gaderne gik mændene i søndagstøj og spillede boccia. Op ad murene på nogle af husene var der pæretræer, hvis grene steg som kandelabre mod de hvide mure. Pæretræerne var blevet sprøjtet, og husmurene var plettede med metalliske blågrønne stænk fra sprøjtevæsken. Der var små landsbyer rundt om landsbyerne, hvor vinen groede, og så skove igen". (Fra novellen "Che te dice la patria?")

Har man været der? Ja. Og måske endda mere, end hvis man tilfældigvis har været der i 'virkeligheden'.

Hovedstolen

Ernest Spencer Hemingway tog af hovedstolen, så det ville noget. Måske åd han også sig selv op af den grund. Men andet hev og trak i ham livet igennem. Hans far begik selvmord, og da moderen ryddede op efter tragedien, pakkede hun omhyggeligt en kuffert og sendte den til sønnen inklusive den revolver, faderen havde skudt sig med.

Mens han læste korrektur på den store tyrefægterbog Døden om eftermiddagen, fik forfatteren spat, fordi der forneden på hvert ark stod: "Hemingway, Death".

Han fik det fjernet, men døden ville - naturligvis - ikke gå væk. Jeg læste for nylig én af de 10.000 artikler om Hemingway, hvor der stod, at han til sidst stak sin jagtriffel i munden og trak begge løb af samtidig. Det ville have ærgret forfatteren at læse det. Få jagtrifler er dobbeltløbede og det våben, han skød skallen af sig selv med, var et haglgevær.

Ligegyldigt vil nogen sige. Men ikke hvis man ved, hvad kunst er og elsker den som Hemingway gjorde.

* Ernest Hemingway: Noveller, oversat af Poul Borum , 479 s. kr. 149 kr. ISBN: 87-595-0225-8

Lindhardt og Ringhof.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu