Læsetid: 4 min.

Skatte gab

23. september 2002

SKATTESTOPPET er genialt. Det mener Anders Fogh Rasmussen, og det proklamerer han ikke overraskende ved enhver lejlighed. På Venstres landsmøde var der rig mulighed for at fortælle om skattestoppets velsignelser. Faktisk blev der ikke snakket om ret meget andet, og netop deri ligger det allermest geniale fra Anders Fogh Rasmussen.
Skattestoppet er simpelthen et uforligneligt emne, når Anders Fogh Rasmussen skal promovere Venstre både overfor venner og fjender.
Når Venstres borgmestre klynker over, at de mangler penge, så kan Anders Fogh Rasmussen fortælle dem, at skattestoppet ikke er for stramt, for der er stadig plads til en stigning i det offentlige forbrug. Det giver statsministeren lejlighed til at sætte de konservative på plads, når de bliver ved med at råbe om skattelettelser, for som han sagde, så »er skattestoppet ikke et stop for sænkninger af skatten.« Pengene skal bare være der først, så Anders Fogh Rasmussen kan også bruge skattestoppet til at fortælle folk, at han er ærlig og ikke lover mere end han kan holde – i modsætning til visse andre.
Så kan både Søren Pind og de konservative ellers råbe så meget de vil om skattelettelser. Hver gang de gør det, kan Anders Fogh Rasmussen cementere sin nye profil som garanten for tryghed og ærlighed, og hvad kan de egentlig gøre. Tja de konservative kan melde sig ud af regeringen, men hvad får de ud af det. De peger nok ikke på Nyrup af den grund. Derfor må de nøjes med det lille figenblad, der ligger i løftet om at sænke skatten i 2004 med de penge, der er til rådighed. De skal håbe på et mindre økonomisk mirakel, hvis det skal være ret meget mere end håndører. Med de perspektiver kan man med rette spørge, hvor interessant hele skattediskussionen er. På Venstres landsmøde elsker de at snakke skat. Det samme gør erhvervslivet og de andre partier, men er det mon rigtigt, når Venstres skatteordfører, Peter Christensen, proklamerer:»Aldrig har skat optaget så mange.«

BETYDER HELE skattediskussionen ret meget for folk rundt omkring, som har mere end nok at se til med helt jordnære problemer som pædagogstrejker og så videre. Hvad kan de se frem til, hvis al snakken ender med lidt mindre skat. De kan se frem til et nyt skattekort, hvor fradraget måske er nogle kroner højere eller skatteprocenter nogle promille lavere. Måske giver det nogle hundrede kroner ekstra, som de så kan stikke nabopigen for at passe børnene, men er det virkelig noget, der sætter sindene i kog. B.T. havde emnet på deres wox-pop, og her var svaret fra et par vilkårlige dansker på strøget: »nææ – skatteniveauet er sådan set fint nok.« Det er selvfølgelig ikke nogen stor undersøgelse, men Birthe Rønn Hornbech har måske mere ret end den ivrige Peter Christensen, når hun sætter spørgsmålstegn ved, om skatten betyder SÅ meget for danskerne. Hun advarer i stedet Venstre om at blive alt for fokuseret på kroner og øre, og i stedet tale om værdier.
Alligevel fortsætter snakken om skatten ufortrødent. Venstre politisk ordfører, Jens Rohde, »vil kæmpe for skattestoppet til sin dødsdag.« Andre Venstrefolk er mindre jublende, men alle bakker formanden op, selv om der ikke altid er helt enighed om, hvad skattestoppet betyder. I sidste uge var det Peter Christensen der ikke helt kunne blive enige med finansordfører, Kristian Jensen, om hvorvidt skattestoppet betyder, at man ikke kan røre ved børnechecken. På landsmødet var det Jan E. Jørgensen fra Frederiksberg, der mente, at man vel godt kan hæve afgifterne på f.eks. biler, hvis man nu sætter skatten ned på arbejde. Det kan man i øvrigt ikke – ikke som definitionen af skattestoppet er i øjeblikket i hvert fald.
Begge dele er detaildiskussioner, som der kommer masser af det næste lange stykke tid. Hver gang får Anders Fogh Rasmussen og hans hold mulighed for at prise skattestoppet ud fra den vinkel, som det lige passer bedst at pleje. Vi vil høre, at Venstre har holdt valgløftet, og at skattestoppet er troværdigt og den eneste farbare vej, hvis man skal være ansvarlig. Eller som Anders Fogh Rasmussen sagde på landsmødet: »Ingen tror på skattelettelser, før de har set dem.«

I mens kan de konservative kan rase alt det de vil, for de ved godt, at løftet om skattelettelser ikke flytter forfærdeligt mange stemmer. Oppositionen kan finde alle de små spidsfindige problemer med skattestoppet, som de gider, mens folk trækker på skulderen og springe over de artikler, der starter med skattestoppet dit og skattestoppet dat.
Tilbage står Anders Fogh Rasmussen, som efter eget udsagn bliver gladere og gladere for skattestoppet. Det forstår man godt, for i hans hånd har det vist sig at være et flammende sværd, som kan kappe hovedet af politik modstand, samtidig med at det efterlader en sød duft af Venstre-succes.
Derfor er det nok for meget at håbe på, at statsminister vil udstrække sin ord om skattelettelser til også at gælde for skattestoppet. »Men helt ærligt: jeg tror, at befolkningen hellere vil se handling end høre på alle de smukke ord.«

mahe

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her