Læsetid: 12 min.

Ind til Skatteforvaltningen

13. maj 2006

Han vågnede urimeligt tidligt. Dyrene rørte på sig. Pæren i loftet brændte stadig. Men nu var den bleget af daggryet. Uden for båsen stod en kardinal og hans messedreng. I lange, sorte frakker.

- Mørk, sagde den ældre. - Justitsministeriet. Må vi give dig et lift?

De kørte ham hjem til Moskva. I begyndelsen af 80'erne havde han haft tre vintersæsoner hos det russiske statscirkus. Han havde boet i Cirkus? Hus, på hjørnet af Tverskaja og Gnezdnikovskij. Denne bygnings førrevolutionære klasse havde han genfundet i Københavns Skatteforvaltnings palæ i Kampmannsgade. Det var tredje gang på et halvt år, han var her. Men det var første gang, man havde sendt en vogn efter ham.

Bygningen var mørk og aflåst. Men kardinalen havde en nøgle. Den passede også til de øverste, afspærrede niveauer på elevatorens trykpanel. Et sted havde Kierkegaard skrevet, at alle mennesker har et fleretagers hus, men ingen stiger op til beletagerne. Kierkegaard skulle have været med her til morgen, de kørte helt op.

Vestibulen havde haft marmor og elektriske bronzefakler, den var kun et præludium. Elevatoren åbnede til en repos hvor der kunne have stået et turneringsbillard, badet i en flod af morgenlys fra store tagvinduer. Mellem elevatoren og trappen sad en ung mand i et glasbur. Hvid skjorte og slips, smuk som Ole Lukøje. Men med en klang som en strækmarch. En elektrisk lås summede, døren foran dem gik op.

En bred, hvid gang lå foran dem. Med parketgulv og behagelige lamper og høje dobbeltdøre ind til store, røgfri kontorer, hvor mennesker arbejdede som om de havde en akkord. Det var en fornøjelse at se skatteyderne få noget for pengene, stedet summede som en cirkusplads ved teltrejsning. Hvad der gjorde Kasper betænkelig var tidspunktet. Da de passerede Nørrebro Station havde han set et ur. Klokken var kvart i seks om morgenen.

En af de sidste døre var lukket, Mørk åbnede og lod Kasper gå ind først.

I et forkontor med en akustik som et våbenhus sad to bredskuldrede munke i jakkesæt, den yngste med fuldskæg og hestehale. De nikkede til Mørk og rejste sig.

En dør stod åben, de gik ind. I korridoren havde temperaturen været tilpas, indenfor var der koldt. Vinduet stod åbent ud mod Sankt Jørgens Sø, vinden der ramte dem kom fra Det ydre Mongoli. Kvinden ved bordet lignede en kosak, muskuløs, smuk, udtryksløs.

- Hvad er han med for? sagde hun.

Foran skrivebordet stod en halvkreds af stole, de tog plads. Kvinden havde tre charteques foran sig. På reverset havde hun et lille emblem. Det, der bæres af de lykkelige få, der af Hendes Majestæt Dronningen har modtaget ridderkorset. På en hylde på væggen bag hende stod et display af hedenske sølvpokaler med udstansede hestekroppe. Kaspe fik brillerne på. Det var moderne femkamp. Mindst én af pokalerne var et nordisk mesterskab.

Hun havde glædet sig til en eller anden form for hurtig sejr. Alt det dejlige lyse hår var sat stramt op på hovedet, i en samurais coiffure. Nu havde en forvirring sneget sig ind i hendes klangsystem.

Mørk nikkede mod munkene.

- Han har søgt om at få sit danske statsborgerskab tilbage. Politiets Udlændingeafdeling er ved at gennemgå hans sag for Indfødsretskontoret.

Den første gang Kasper havde været indkaldt, en måned efter ankomsten til København, havde de tilordnet ham en almindelig pantefoged. Næste gang havde det været kontorchef Asta Borello. Første gang havde han og hun været alene, i et lille visitationslokale, flere etager længere nede. Han havde vidst, det ikke var dér hun hørte til. Nu var hun kommet hjem. Ved siden af hende sad en yngling i jakkesæt og lyse krøller ved et tekstbehandlingsanlæg, på spring til at tage referat. Kontoret var lyst, og stort nok til at man kunne have opkridtet en kunstcyklingsarena. Cyklen stod op ad væggen, en grå racercykel i børstet letmetal. Ude langs væggen stod lave borde og sofaer til tvangfri og uformel samtale. Og retvinklede stole og to studiebåndoptagere til forklaringer afgivet i vidners nærvær.

- Vi har fået de amerikanske tal, sagde hun. - Fra The Commissioner of Internal Revenue. Med henvisning til dobbeltbeskatningsoverenskomsten fra maj '48. De går tilbage til '71, det år han første gang lignes for en selvstændig indtægt. De dokumenterer honorarer på mindst tyve millioner kroner. Hvoraf mindre end syv hundrede tusind er påført selvangivelsen.

- Hans formue?

Det var den ældste af munkene, der spurgte.

- Han har ingen. Siden '91 har vi været berettiget til - med skatte-kontrolloven i hånden - at indefryse også i udlandet stående værdier. Da vi henvender os til Spanien, bliver vi først afvist. Det siges, at varieté-kunstnere og flamencodanserinder nyder en form for lovstridig, diplo-matisk immunitet. Men vi vender tilbage med en international dommerkendelse. Det viser sig, at han har afviklet den smule fast ejendom, han havde tilbage. De sidste bankkonti, nogle millioner i alt, har vi nu kontrol over.

- Kan han have penge stående andre steder?

- Det kan ikke udelukkes. I Schweiz er skattesvig ikke en forbrydelse. Dér er det en religiøs dyd. Men han får dem aldrig ind i landet. Han får aldrig transaktionstilladelse fra Nationalbanken. Han får aldrig mere en bankkonto. Han kommer ikke mere til så meget som at oprette en benzinkonto.

Hun foldede hænderne og lænede sig tilbage.

- Skattekontrollovens paragraf 13 hjemler bøde - som regel to hundrede procent af den unddragne skat - og fængselsstraf hvis besvigelsen er forsætlig eller groft uagtsom. Det her bliver et års ubetinget fængsel, og en kombineret bøde og tilbagebetaling på ikke under fyrre millioner kroner. Vi har siden oktober anmodet om at få ham varetægtsfængslet. Det er blevet afvist. Vi mener ikke, denne afvisning kan opretholdes længere.

Der blev stille. Hun var nået til vejs ende.

Mørk lænede sig frem. Rummets atmosfære forandredes. Et aspekt af a-moll åbnede. Når den er størst. Insisterende og alvorlig. I modsætning til kvinden talte embedsmanden direkte til Kasper.

- Vi har været en tur i London, og sammen med Interpol talt med advokatkontoret De Groewe, der ser dine kontrakter igennem. For et år siden har du inden for fireogtyve timer opsagt alle indgåede kontrakter, med en lægeerklæring, som WVVF ikke har godkendt. De har i stilhed lukket alle større internationale scener for dig. Mens de forbereder sagen. Den kommer til at løbe i Spanien. Parallelt med den spanske skattesag. Vores eksperter siger begge sager er klare. Tilbagebetalingskravet bliver ikke under to hundrede halvtreds millioner. Der bliver en tillægsstraf for spritkørsel, du har to domme i forvejen, den sidste med ubetinget fradømmelse af kørekortet. Det bliver ikke under fem års ubetinget fængsel. Du kommer til at afsone i Alhaurín el Grande. De siger, at det ikke har forandret sig siden inkvisitionen.

Kvinden prøvede at sidde stille med chokket. Det lykkedes ikke.

- Skattesvig er simpelt tyveri, sagde hun. - Fra staten! Han er vores sag! Han skal for retten her!

Følelsen foldede hendes væsen ud, Kasper kunne høre hende. Hun havde smukke sider. Meget danske. Kristne. Socialdemokratiske. Hadet til økonomisk uføre. Til excesser. Overforbrug. Hun var sandsynligvis kommet gennem cand. polit.-studiet uden gæld. Hun havde allerede en pensionsopsparing. Cyklede til arbejdet. Ridderkorset inden hun var fyldt fyrre. Det var bevægende. Han sympatiserede hundrede procent, det var en ideel karakterstruktur. Som han ville have ønsket han selv kunne have levet op til.

Mørk ignorerede hende. Han var koncentreret om Kasper.

- Jansson her har en arrestordre i lommen, sagde han. - De kan tage dig med til lufthavnen med det samme. Bare lige hjem og vende omkring høloftet. Hente tandbørsten og passet. Og så af sted.

De andres klang fadede. Drengene og betjentene havde været staffage. Kvinden havde spillet kadencerne. Men det havde hele tiden været Mørk, der sad med partituret.

- Måske har vi en anden mulighed, sagde embedsmanden. - De siger, du er en person, til hvem mennesker bliver ved med at vende tilbage. Du har haft en lille elev ved navn KlaraMaria. Vi tænkte, at hun måske var kommet igen.

Rummet drejede for Kaspers øjne. Som når man retter ud efter en tredobbelt forlænder. Ingen mulighed for at orientere sig i de forlæns spring.

- Børn og voksne, sagde han, - søger tilbage til mig i horder. Men de enkelte navne -

Han lænede sig tilbage i stolen, tilbage i udvejsløsheden. Presset i rummet var meget stort. Om lidt ville noget briste. Han håbede det ikke blev ham. Han mærkede bønnen gå i gang af sig selv.

Det blev kvinden der snublede.

- Sytten tusind, sagde hun. - For et sæt tøj!

Han var bønhørt. Det var en minimal blottelse. Men den ville være tilstrækkelig.

Hans fingre lukkede sig om jakkens ærme. Skræddersyede jakkeærmer har knapper ved håndleddet. Konfektionshabitter har pynteknapper.

- Fireogtredive tusind, sagde han blidt. - De sytten tusind var for stoffet. Det er Casero. Det kostede sytten tusind at få det syet.

Forvirringen fra før voksede frem i hendes system. Endnu under kontrol.

Kasper nikkede mod Mørk, mod betjentene, de to drenge. Han fangede for første gang hendes blik.

- Kan de gå udenfor et øjeblik?

- De er her blandt andet for at garantere den indkaldtes retssikkerhed.

Hendes stemme var tonløs.

- Det er om dig og mig, Asta.

Kontorchefen rørte sig ikke.

- Du skulle ikke have sagt det om tøjet. Det er kun banker, kontoordninger og virksomheder som har indberetningspligt på gæld og renter. Nu véd de det.

Alle i rummet var stille.

- Det er dobbeltspillet, sagde Kasper. - Alle disse ydmygende møder. Uden at vi kan røre ved hinanden. Jeg kan ikke holde til det. Jeg er ikke så stærk mere.

- Det er fuldstændig absurd, sagde hun.

- Du må bede om at blive taget af sagen, Asta.

Hun så på Mørk.

- Jeg fik ham skygget, sagde hun. - Der bliver fremsendt en rapport. Jeg forstod ikke, hvorfor I ikke tog ham ind. Jeg forstod ikke, hvorfor vi blev forholdt oplysninger. Nogen holder hånden over ham.

Hendes stemme var ikke mere under kontrol.

- Derfor vidste vi det om tøjet. Men jeg har aldrig mødt ham privat. Aldrig.

Kasper forestillede sig hendes fragrance. Duften af livet på stepperne. Blandet med tajgaens vilde urter.

- Jeg har besluttet mig, sagde han. - Du siger din stilling op. Vi indstuderer et nummer. Du smider femten kilo. Og kommer i nettrikot.

Han lagde sin hånd over hendes.

- Vi gifter os, sagde han. - I manegen. Som Diana og Marek.

Hun blev siddende paralyseret. Så rev hun hånden til sig. Som bort fra en fugleedderkop.

Hun kom op af stolen, rundt om bordet, og hen imod ham. Med en atlets fysiske sikkerhed, men uden klart motiv. Måske ville hun vise ham ud. Måske ville hun have ham til at tie stille. Måske ville hun bare give sin vrede luft.

Hun skulle være blevet siddende. Fra hun rejste sig, var hun chanceløs.

I det øjeblik hun nåede hans stol, væltede den bagover. For de andre i rummet så det ud, som om hun kastede ham over ende. Kun han og hun vidste, at hun end ikke nåede at strejfe ham.

Han rullede ud på gulvet.

- Asta, sagde han, - ingen vold!

Hun var i bevægelse, hun prøvede at undgå ham, det lykkedes ikke. Hans krop blev slynget hen over gulvet, for tilskuerne så det ud som om hun havde sparket ham. Han rullede ind i cyklen, den væltede ned over ham. Hun greb efter den. Det så ud som om hun løftede ham fri af gulvet og slog ham mod dørkarmen.

Hun flåede døren op. Måske ville hun ud, måske ville hun have tilkaldt hjælp, nu så det ud, som om hun kastede ham gennem forkontoret. Hun kom efter ham. Greb efter hans arm. Han tog bestik af dørene, og ramlede ind i én og derefter en anden.

De gik op. To mænd kom ud. Flere mennesker ud af andre kontorer. Også Ole Lukøje var på vej.

Kasper rejste sig. Rettede på sit jakkesæt. Han tog sine nøgler op af lommen, frigjorde én fra bundtet, lod den falde på jorden foran kvinden.

- Her, sagde han, - er nøglen til din lejlighed.

Hun mærkede sine kollegers øjne på sig. Så kastede hun sig frem mod ham.

Hun nåede ham ikke. Seniormunken havde grebet hende i den ene arm, Mørk i den anden.

Kasper trak sig baglæns mod døren til reposen.

- I min krop, Asta, sagde han, - kan du trods alt ikke tage pant.

Adgangen til trappen var gennem en skillevæg af hærdet glas med en dør, ved siden af buret, Ole Lukøje havde ladet den stå åben, han var fulgt med ud på reposen.

Kasper følte i lommen efter et stykke papir, han fik fat i en hundredkroneseddel. Han støttede den mod glasset og skrev: "Jeg har fået hemmeligt nummer. Jeg har fået min lås stillet om. Jeg sender ringen tilbage. Lad mig være i fred. Kasper".

- Det er til Asta, sagde han, - jeg slår op, hvad er navnet på det her set-up?

- Afdeling H.

Der havde ikke været nogen plade på døren. Han rakte sedlen til drengen. Han var i slutningen af tyverne. Kasper tænkte med vemod på den lidelse, der ligger foran så ungt et menneske. Og man kunne ikke forberede dem. Ikke spare dem for noget. Højst prøve, i et varsomt glimt, at lade dem ane ens egne, bitre erfaringer.

- Intet varer evigt, sagde han. - End ikke en kontorchefs kærlighed.

Kampmannsgade var hvidgrå af frost. Men da han trådte ud på fortovet, faldt et skarpt sollys over ham. Verden smilede til ham. Han havde dryppet en dråbe klart vand i mistrøstighedens forgiftede brønd, og derved forvandlet den til en helbredende kilde. Som Maxim Gor-kij så træffende havde skrevet om den store dressurklovn Anatolij Anatoljevitj Durov.

Han ville sætte i løb, men var ved at falde. Han havde ikke spist i fireogtyve timer. På hjørnet af Farimagsgade var der en kombineret kiosk og lotterikollektør, han reddede sig ind gennem døren.

Gennem reolernes kortvifte af pornoblade kunne han holde øje med gaden, den var øde.

En ekspedient lænede sig ind over ham. Han havde endnu en seddel i lommen, han burde have købt en cola og en sandwich, men han vidste, han ikke ville kunne spise, ikke lige nu. I stedet købte han et ottendedelslod til Det Danske Klasselotteri.

Munkene kom ud på fortovet. De var i løb, men endnu stive i kroppen, endnu fortumlede af tingenes udvikling. De så op og ned ad gaden. Den ældste talte i mobiltelefon, måske med sin mor. Så satte de sig ind i en stor Renault, og var væk.

Kasper ventede til der standsede en bus ved banegraven. Så krydsede han Farimagsgade.

Bussen var næsten fuld, men han fandt en plads på bagsædet, og sank ned i hjørnet.

Han vidste, han ikke havde et reelt forspring. Han savnede musik, noget definitivt. Han begyndte at nynne. Kvinden ved siden af rykkede væk fra ham. Man kunne ikke fortænke hende. Det var den forrevne begyndelse på D-moll-toccataen. Ikke den doriske, men ungdomsværket. Han famlede ved lotterisedlen. Det Danske Klasselotteri var sofistikeret. Præmierne var store. Gevinsthyppigheden én til fem. Tilbagebetalingsprocenten femogtres. Det var et af verdens bedste lotterier. Sedlen var en trøst. Et lille fortættet felt af muligheder. En lille udfordring til universet. Med denne seddel udæskede han FruHerre. Til at afsløre om hun var til. Til at manifestere som gevinst. Midt i april måneds trøstesløse, statistiske usandsynlighed.

Peter Høeg: Den stille pige. 411 sider, 349 kr. Udkommer 19. maj på forlaget Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her