Cepos, de radikale, de konservative og Erik Ryllberg fra ISS. Alle har de travlt med at gentage mantraet om, at højindkomstgruppernes skat er for høj, og at disse skal have betydelige skattelettelser.
Filosofien er, at den høje skat fratager de højindkomstgrupperne incitamentet til at arbejde. Skatten skal ned. Det er forudsætning for at de velbjærgede - som jo langt hen er sammenfaldende med de radikales og de konservatives vælgere - gider bestille noget mere.
Meget tyder imidlertid på, at denne skattefilosofi fuldstændigt vender den faktiske økonomiske logik på hovedet.
Lad os starte med at konstatere, at de højeste erhvervsfrekvenser (som altså angiver hvor stor en del af befolkningen, der arbejder) i verden forekommer i nøjagtig de samme lande (Danmark og Sverige f.eks.) som har det højeste skattetryk. En kendsgerning, der er i lodret modstrid med påstanden om, at jo højere skattetryk, desto færre i arbejde.
Det kunne selvfølgelig være et tilfælde. Man kunne påstå, at der ikke er direkte sammenhæng mellem de to ting, og at den høje erhvervsfrekvens følgelig ikke kan gøres til en funktion af det høje skattetryk eller vice versa. Det i sig selv ville allerede være udtryk for en betydelig moderation af Cepos med fleres filosofi. Men noget tyder på, at den høje erhvervsfrekvens i Skandinavien netop er en funktion af det høje skattetryk.
Lad os vende blikket mod selve den konservativt-radikale målgruppe: vellønnede og veluddannede i f.eks. Hovedstadsområdet. Her sidder de i et hus eller en ejerlejlighed indkøbt til flere millioner. Deres privatøkonomiske bue er af samme grund spændt overordentligt hårdt for. Efter blot få måneders arbejdsløshed står tvangsauktionen for døren.
Sæt skatten for en sådan familie ned og giv den luft i budgettet. Hvad sker der? Familien får muligheden for at erhverve sig et endnu større hus. Men den får også muligheden for at gå ned i arbejdstid, vælge dårligere lønnet og mindre stressende job og samtidig opretholde den hidtidige levestandard.
Sæt skatten op
Da mennesker er forskellige vil nogle ganske givet vælge det ene. Men - oh, skræk og ve - andre kunne i strid med den fremherskende skattepolitiske filosofi formaste sig til at vælge det andet og kvittere for skattelettelsen ved at arbejde mindre.
Sæt derimod skatten op. Så sidder de i saksen. For hvad skal de gøre? Give afkald på hus og ejerlejlighed? Til fordel for hvilken anden bolig?
Valget vil være et. Nemlig at øge sin indtægt for at kunne betale den forøgede skat og derved kunne bevare hus/ejerlejlighed. Der vil ikke være andet valg end at påtage sig mere overarbejde, måske lave lidt freelance eller iværksætteri ved siden af etc. Altså; hvis man vil have de højtlønnede og veluddannede til at bestille noget mere - så sæt skatten op!
Ikke at dette skal forstås som en anbefaling. Jeg synes det ville være dejligt med et samfund, hvor folk havde tid til at leve mere og arbejde mindre. Men vil man som Cepos m.fl. have højtlønnede og veluddannede til at knokle mere - ja så er midlet det stik modsatte af det, de selv anbefaler!
