Læsetid: 3 min.

Skattepolitik er kulturpolitik

Kulturpolitikkens vigtigste redskab er skattepolitikken. Det er friværdierne, der former den moderne husejers smagsdannelse
3. maj 2006

Her på Skovalleen - en af de såkaldt pæne villaveje i Odense - har den højborgerlige kulturpolitik gjort sit indtog, forklædt som skattepolitik. Kom forbi, Brian. Du vil fryde dig langt ind i din konservative sjæl. Men tag Kristian Jensen med. For æres skal den, som æres bør.

Halvdelen af beboerne har omdannet deres før så diskrete forhaver med plæne, bede, buske, ukrudt og skæve indkørsler til det, man bedst kan betegne som grosserer-anlæg.

Det vigtigste element i et grosserer-anlæg er en bred, halvcirkelformet ind- og udkørsel. Man kører bilen ind fra den ene side, parkerer foran hoveddøren, og kan så fortsætte ud igen i samme retning. Hos mange er denne indkørsel belagt med mørkt granitgrus, hos enkelte med ægte brosten i brede baner.

Hvad er ideen? Kan bilerne ikke køre baglæns? Jo, naturligvis kan de det. Men disse forhave-anlæg har ikke sans for funktionalitet, men for selv-iscenesættelse.

Hvad tænker vi naboer, der går forbi på søndagsturen? Jo, associationerne går uvilkårligt til det hestetrukne køretøj, der jo ikke kunne vende eller bakke ud. Ideen med grosserer-anlægget er, at passagererne stiger ud af kareten på brostensbelægningen og gå tørskoet op af trinene til værten og værtinden, der tager imod oppe fra den massive fyldnings-hoveddør. Sådan foregik det, da de rigtige grosserere for hundrede år siden dominerede vejen. Sådan foregår det nu igen. De fleste af mine naboer og genboer har tilføjet det, som havearkitekter ville kalde supplerende stil-elementer. Mest brugt er to store cement-blomsterkummer, der står på hver side af hoveddøren, tilplantet med stedmoderblomster og med indstøbte guirlander på siden. I det halvcirkelformede bed mellem hækken og indkørslen er der sået græs, plantet roser og anlagt havebelysning. Nogle af lygterne skal vist ligne fakler, andre leder snarere tanken i retning af gaslamper.

Hvorfra stammer dette massive indtog af højborgerlighed? Jo, æren er som sagt ikke Brian Mikkelsens, men snarere Kristian Jensens. Hvis vi da ikke skal gå helt til skattestoppets ideologiske fader, Anders Fogh Rasmussen. For hus- og vurderingspriserne raser jo opad, og det samme gør de ubeskattede friværdier.

Hvad gør man, når man står med så store friværdier mellem hænderne, og når man ustandselig presses af den personlige bankrådgiver, hvis livsopgave det er at få alle disse papirpenge til at materialisere sig? Kan man bare lade disse friværdier henstå ubrugte? Nej, man er næsten tvunget til at realisere sin indre grosserer. Man designer forhaven som det, den er: En præsentérbakke for husets indehaver.

Nu er en stump forhave imidlertid langt fra nok til at realisere den ubrugte friværdi. Næste projekt, som da også allerede er gennemført af hver tredje husejer på vejen, er at få pillet de gamle, røde tagsten ned. De bliver erstattet med højglanspolerede sorte teglsten. Går man ned af vejen efter mørkets frembrud, spejler både månens og gaslampernes stråler sig i de blanke tage. 'Oh, vidunderlige velstand,' mumler man taknemmeligt, mens man indånder duften fra de langtidsbraiserede stegeretter, som gæsterne indtager derinde i stuerne ved damaskklædte Provence-langborde.

I de halvcirkelformede indkørsler paraderes den ene sorte firhjulstrækker efter den anden. Hvad repræsenterer de? Nogle minder mest om jagtselskab og irske sættere, mens andre med de smalle, højtsiddende og tonede vinduer og de overdimensionerede hjul henleder opmærksomheden på pansrede mandskabsvogne i Irak. Hvorfor de som regel er udstyret med gule nummerplader, når nu velstanden er så rigelig, forstår jeg ikke helt. Men måske går en del af selv-iscenesættelsen ud på at signalere en vis hensynsløshed. Skal man betale til fællesskabet, bare fordi man kører rundt i en pansret mandskabsvogn? No way!

Men er det da alt sammen grossererstil og hensynsløshed her på Skovalleen og de andre villaveje i Fruens Bøge og Hunderupkvarteret? Nej, når sandheden skal frem, har der sneget sig et element af avantgarde ind i sammenhængen: Anvendt installationskunst!

Hvordan det? Er installationskunst da ikke undergravende? Står opstillingen af objekter ikke i gæld til Duchamps ready-mades? Nej, ikke hvis man skal dømme ud fra de odenseanske forstæder. Foran næsten hvert eneste hus står en gammel, frønnet havebænk, som er udstyret med strå-bamse, mos-hjerte, et ubeboet støbejerns-fuglebur og et par store, pyramideformede havelamper med indlagt alterlys. Inspirationen stammer fra Bo Bedres reportager fra kendte menneskers hjem, hvor der også er henvisninger til, hvor bænke og borde med den rigtige slitage kan købes.

Så konklusionen er ikke til at tage fejl af: . Kom forbi, så skal jeg give en rundtur.

Lars Qvortrup er professor ved Syddansk Universitet og leder af Knowledge Lab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu