Læsetid: 2 min.

Skattestop freder folkekirken

Regeringen freder kirken fra det skattestop, som holder kommunerne i et jerngreb. Både ateister, muslimer og andre trosretninger tvinges til at kompensere kirkerne
6. september 2005

Regeringens økonomiske mantra - skattestoppet - freder folkekirken og tvinger alle ikke-medlemmer til at bidrage til kirken. Det viser en nærmere gennemgang af regeringens udspil til næste års finanslov.

Mens landets kommuner må skære ned på daginstitutioner og ældrepleje, så går kirken fri for skattestoppets snærende bånd - staten betaler ganske enkelt det manglende beløb. På den måde bidrager både buddhister, muslimer, ateister og alle ikke-medlemmer af folkekirken til at opretholde kirkens budget gennem den almindelige skat.

I alt drejer det sig om 111 millioner kroner næste år, fremgår det af finansloven.

Og det et dybt problematisk, mener Det Radikale Venstre, som vil have regeringen til at ændre ordningen: "Det er mærkværdigt, at staten skal ind og friholde folkekirken. Det betyder, at alle medlemmer såvel som ikke-medlemmer skal betale til kirkens forhold. Det er et principielt problem. Folkekirken burde selv styre sin økonomi, og hvis der ikke er penge nok, så gøre det nødvendige," siger finansordfører Morten Helveg Petersen.

Vil ikke ruinere kirke

Gennem de sidste tre år har folkekirken modtaget i alt 250 millioner kroner direkte fra staten som kompensation for skattestoppet, fremgår det af finanslovene.

Lektor i filosofi ved Syddansk Universitet Lars Binder kalder også regeringens manøvre for problematisk: "Sammenblandingen er problematisk, den er fundamentalt i strid med alle traditionelle demokratiske principper. Det er ikke et nyt problem, men de 100 millioner ekstra forværrer bare sagen," siger lektor Lars Binder.

Han peger på, at kirkens budget allerede er delvist finansieret af staten.

Socialdemokraterne er overraskede over, at regeringen gennem tre år har begunstiget folkekirken og fritaget den fra skattestoppets åg:

"Det bedste ville da være, hvis de selv kunne klare sagen. På den anden side føler jeg heller ingen trang til at ruinere kirken," siger finansordfører Henrik Sass Larsen.

Socialdemokraterne vil nu sætte sig ned og se nærmere på det specielle problem, oplyser han.

Hele miseren opstår i 2004, hvor regeringen indfører den såkaldte Forårspakke. Den indeholder et jobfradrag, som fjerner en del af kirkens indtægter - fordi der bliver mindre at beskatte.

Kirkeskatten, som er på 0,87 procent i gennemsnit, må som følge af skattestoppet ikke stige.

Men for ikke at efterlade et stort hul i kirkens økonomi, fortsætter regeringen altså med at kompensere folkekirken - bare ved at overføre det manglende beløb direkte på finansloven. Dermed bliver regningen sendt videre til alle skatteyderne - uanset tro.

Folketinget behandler i dag finansloven.

Det var i går ikke muligt at træffe kirkeminister Bertel Haarder (V) for en kommentar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her