Læsetid: 4 min.

Den skeptiske generation har fundet sig selv

I Tyskland spiller opgøret med fortiden den centrale rolle og baner vejen til en forståelse af landets politiske kultur. Den tyske historiker Eberhard Rathgeb ser i ny bog samlet på de væsentligste debatter i efterkrigstidens Tyskland
10. oktober 2005

I 1963 udkommer Rolf Hochhuths drama Der Stellvertreter, som bliver opført af den berømte Erwin Piscator ved Freie Volksbühne i Berlin. Dramaet udløser en af de største kulturpolitiske debatter i Forbundsrepublikkens historie. Forståeligt nok, for det spørgsmål, som Hochhuth rejser, er brandfarligt - i et land med mange katolikker og en mørk, mørk fortid blot få år forinden.

Hvorfor havde Pius XII. ikke hjulpet jøderne, hvorfor havde paven ikke interveneret hos naziregimet i Berlin og bedt Hitler om at stoppe dette forfølgelsesvanvid?

I et brev, som den unge forfatter modtager mens bølgerne går højt, udtrykker litteraturkritiker Hans Egon Holthusen sin respekt, men samtidig sin skepsis: "Emnet Auschwitz kan hverken overkommes kunstnerisk eller menneskeligt, hverken følelsesmæssigt eller intellektuelt. Det er et emne uden for den menneskelige fatteevne, det er den sindssygdom, det absolutte onde, som er blevet historie, og som ingen længere kan forstå, som ikke længere kan artikuleres hverken intellektuelt eller kunstnerisk; måske den eneste begivenhed i verdenshistorien, hvor vi er nødt til at erkende dette."

Truslen fra Auschwitz

Der er på det tidspunkt gået 18 år siden sammenbruddet af det nazistiske regime og afslutningen af Anden Verdenskrig. Den tyske deling er blevet manifesteret med Muren i Berlin. Men i Forbundsrepublikken går det godt - man taler om det tyske 'Wirtschaftswunder', og landet er blevet en integreret del af den vestlige verden. Nu gælder det om at bekæmpe kommunismen og Sovjetunionen, ikke om at jage fortidens spøgelser. Og så pyt, at der stadig sidder nogle gamle nazister rundt omkring - på universiteterne, i erhvervslivet, i embedsapparatet, ja selv i regeringen.

Selv om der er blevet skabt en form for normalitet, så bobler det forskellige steder i samfundet. Faktisk har spørgsmålet om den tyske fortid, om det nationalsocialistiske regime, kort sagt om Auschwitz, hele tiden ligget lige under overfladen og truet med at få den til at krakelere.

Umiddelbart efter krigen skriver den forhenværende fange i koncentrationslejren Buchenwald, Eugen Kogon et indtrængende essay om tyskernes skyld. "Befaling? Tvang? Terror?", hedder det i Gericht und Gewissen. "Nej! Og nu skal ingen på farisæisk vis forsøge at unddrage sig selv, ingen biskop og ingen præst, ingen stor og ingen lille politiker, ingen lærer, ingen fabrikant, ingen ingeniør, ingen arbejder - ingen, hverken mand eller kvinde!"

I sin nye bog Die engagierte Nation (Den engagerede nation) har Eberhard Rathgeb forsøgt at afspejle de væsentligste politiske debatter i efterkrigstidens Tyskland. Rathgeb har samlet en række originalindlæg fra politikere, journalister, filosoffer og videnskabsfolk, som han binder sammen gennem korte, men særdeles oplysende mellemtekster. Bogen har et bredt sigte og er således meget mere end blot en afspejling af tyskernes opgør med den fascistiske fortid. Ved siden af Karl Jaspers tanker om atombomben finder man bl.a. Günter Grass' manifest for en større åbenhed over for udlændinge og Christa Wolfs tale Sprache der Wende ved den store demonstration i Østberlin den 4. november 1989, fem dage inden Murens fald.

Arven fra Hitler

Og alligevel hæver diskursen om Hitlers arv sig op over alle andre, ja den trækker sig som en rød tråd igennem Forbundsrepublikkens historie op til i dag. Når der tales om en "engageret nation", så gælder det særligt med henblik på dette emne.

I de første par år efter Anden Verdenskrig rangerer diskussionen højt på den intellektuelle dagsorden, for derefter hurtigt at blive overlappet af diskussionen om den tyske deling. I 1950'erne findes der en del interessante indlæg - Forbundspræsident Theodor Heuss kredser i en tale om den enkeltes ret til modstand overfor en repressiv stat, Hellmut Becker gør sig tanker om indretningen af den tyske skole ("Frihed og besindelse er nødvendigt, hvis livets og åndens ødelæggelse igennem forvaltning skal overvindes"), og Theodor W. Adorno påpeger, at de "objektive samfundsmæssige forudsætninger", som muliggjorde fascismen, stadigvæk består. Men det er enkelte og ensomme stemmer.

Generationsopgør

I begyndelsen af 1960'erne rykker emnet væk fra samfundets nicher ind i offentlighedens skarpe lys. En ny generation, som var født omkring året 1945, og som blev døbt den "skeptiske", begyndte at stille nye spørgsmål og ville ikke acceptere den stiltiende konsensus. Som alle generationsopgør begynder det en smule patetisk, ja endda naivt - i sin Hitler in Euch fra 1961 sammenligner journalisten Ulrike Meinhof, som nogle år senere bliver medlem af Rote Armee Fraktion, den daværende forsvarsminister Franz Josef Strauß med Hitler. Men i intet andet land er den såkaldte 68'er-bevægelse knyttet så tæt til et opgør med fortiden. I intet andet land er den gået så langt ind i samfundets fundament. I intet andet land er man i den grad blevet præget af den.

Dette er ikke stedet til at gengive de forskellige argumenter, at følge de forskellige spor og konjunkturer. Med den rød-grønne regering, der i disse dage er under afvikling, er den skeptiske generation kommet til magten, og bl.a. svaret på spørgsmålet, hvorfor den få måneder efter dens tiltrædelse gik med til et NATO-bombardement af Milosevic-regimet i Beograd, men nægtede at engagere sig i Irak, kan findes i bogen.

Når man læser de forskellige vidnesbyrd, er man forbavset over det personlige engagement, over alvoren og hengivenheden, som de forskellige forfattere har lagt i deres tekster og taler - uanset om man deler deres synspunkter eller ej. Således slutter bogen også i en pessimistisk tone, idet Rathgeb forudser en ende på denne historiske periode:

"De intellektuelle har tabt betydning, som igennem deres kamp imod den vedvarende fortid samt deres indsats for en bedre fremtid har draget den moralske legitimation for deres kritik af samtiden. De bekymringer og problemer, som beskæftiger tyskerne i dag, og som engang imellem bliver koncentreret til en debat, retter blikket hen mod bunden af provinsen, hvor pragmatikerne har hjemme. Ægte debatter derimod sprænger provinsen."

Desto mere kan man anbefale dette tilbageblik.

Eberhard Rathgeb: Die engagierte Nation. Deutsche Debatten 1945-2000. 448 sider, 24,90 euro. Hanser Verlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her