Læsetid: 2 min.

Hvad sker der med min by?

30. december 2005

Mark McManus hed han, skuespilleren bag Taggart, skotskere kan det ikke blive. Og det er ur-Taggart, der hersker på skærmen hver aften mellem 18 og 19. Ud til højre med Trine Sick og Reimer Bo, fans af Divia kan stadig nå vejret, men mellem 18 og 19 er vi i Glasgow. Året er for tiden 1985. Det var nye, ældgamle tider. Sorte som Ingmar Bergmans Middelalder, hvor Max von Sydow Juleaftensdag drog gennem det pesthærgede Skåne med sin tro væbner, men han spillede sit håbløse parti skak med døden og trak det ud, så gøglerne undslap, mens sindssyge præster drog gennem rædselsslagne landsbyer med deres spektakulære flagellantshow.
Glasgow er en by under afvikling. Tomme skibsværfter, tomme kajer, det gamle klassesamfunds sammenbrud med nye stoffer og gotiske syner på gaden og New Wave glimmer på scenen.
Meningsløs vold og kaos hersker, og Taggart skal holde det stangen. Han er af den gamle skole. Halvt kalvinistisk og halvt katolsk som en legemliggørelse af de årlige opgør mellem Rangers og Celtic. Som de kampe er Taggart simpelt hen »The Old Firm«.
Glasgow er digternes by i lige så høj grad, som den er arbejdernes. Det er Hugh Macdiarmids by, det er Edwin Morgans, og det var Alexander Trocchis.
Det er også en filmby – Trainspotting og Young Adam. Den sidste en filmatisering af Alexander Trocchis ungdomsroman, der foregår i byen i årene lige efter Anden Verdenskrig og med sin dystre mood-musik af David Byrne var en slags mindre kulthit for et års tid siden.
Det er også Robert Louis Stevensons by, men så er vi sikkert så langt bagude, at kun børn uden tv kan følge med.

Taggart er det altsammen, her og nu. Han står urokkeligt fast på sit fundament af retfærd, med historiens hylende Highland Pipes som et vildt og fremmed, skræmmende skævt ulvepust fra de udstrakte heder i nakken.
Konen sidder i rullestol og skriver på sin afhandling om handicappedes sexuelle problemer, den voksne datter strejfer rundt efter midnat i de øde, mørke gader med deres huler af glitrende junk og ensomme, forkvaklede strejfere med kvælerhalsbånd med direkte forbindelse til store firmaer, »The New Firm«, der bygger tomme huse til ingen, hvor de gamle bliver raget ned, og lader kuglerne trille i kassen.
.
Det er i Glasgow. I den by kan unge dramatikere lade arbejdere diskutere Jean Genet, og byens officielle poet laureate, Edwin Morgan, kan være »Eet med mysteriet på det sted hvor Le Ceneri di Trocchi forsvandt for længe siden«.

Se kun fjernsyn mellem 18 og 19, og kun DR2. Find selv resten på biblioteket!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu