Læsetid: 3 min.

Hvad sker der hos sagsbehandleren?

Vi skal have kulturkamp i det sociale arbejde. Kulturkamp for at sikre klienterne anerkendelse og undgå krænkelser. Men spørgsmålet er om anerkendelse kan sikres gennem rettigheder?
2. juni 2005

Krænkelser er mere almindelige end anerkendelse, når sociale klienter møder op på socialkontoret. Dette er budskabet i de to RUC-lektorer Peter Høilund og Søren Juuls bog Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. Empirisk bygger den på kvalitative interviews med 25 sociale klienter. Men ambitionen går langt videre. Faktisk handler den om ændringer i samfund og samfundsforståelse. Perspektivet hedder anerkendelse, og forfatterne bygger på den tyske sociolog Axel Honneths bog Kampen om anerkendelse.

Honneth foreslår, at sociologien fremover bruger anerkendelsen som perspektiv. Honneth nævner tre anerkendelsesformer. Men hans fokus er negativt: manglende anerkendelse. Den manglende anerkendelse udgøres af tre krænkelsesformer: kropslige krænkelser, nægtelse af rettigheder og nedværdigelse af livsformer. Formålet er at identificere kapitalismens patologier. Dette gøres ved at undersøge folks krænkelseserfaringer eller uretsbevidsthed, der fungerer som en slags barometer for samfundets tilstand.

Honneths basisantagelse er, at anerkendelse er vigtigere end penge. Nancy Fraser tilhører også de nye anerkendelsesteoretikere. Hendes duale teori inddrager både anerkendelse og omfordeling. Men hun mener, at omfordeling er vigtigere end anerkendelse. For Honneth er kampen for omfordeling et led i en mere omfattende kamp for anerkendelse.

Anerkendelse af klienten

Høilund og Juul tager parti for Honneth, når de hævder, at det afgørende ikke er de afslag, som den sociale klient modtager hos sagsbehandleren. Sagsbehandleren kan godt afvise klientens ønsker og modsige klienten. Afgørende er, at sagsbehandleren anerkender klienten. Krænkelsen består i, at sagsbehandleren ikke hører på eller inddrager klientens ønsker og formuleringer. I interview-materialet fylder krænkelseserfaringer mest. En af klienterne formulerer det således:

"Den eneste virkelig gode sagsbehandler, jeg har mødt gennem alle årene, kunne lytte."

Det andet hovedbegreb i bogen er dømmekraft. Det skal erstatte begrebet magt, som ifølge forfatterne er for deterministisk. Dømmekraftbegrebet skal muliggøre en analyse af institutionaliserede tænkemåder, der udgør barrierer for anerkendelse. Det sociale arbejde ses som noget, der foregår i spændingsfeltet mellem tre former for dømmekraft. Afgørende er den institutionelle dømmekraft, en slags faglig-moralsk kode for den rette behandling af klienten. Det er institutionaliserede rutiner og tænkemåder, som påvirker socialarbejderens dømmekraft.

Der fremføres mange forskellige forklaringer på miseren. Først og fremmest er der den økonomiske effektivitet, der dominerer på bekostning af politikkens juridiske dimension. Den stigende kompleksitet og uoverskuelighed i samfundet. Velfærdsstatens udvikling, der har bidraget til en nedtoning af retstænkningen. Ungdomsoprøret, netværkssamfundet, noget-for-noget tænkningen. Overordnet er det udbredelsen af den instrumentelle fornuft: planlægning, effektivitet og målopfyldelse. Hvilket fører til svækkelse af de etiske og retlige normers autoritet.

Høilund og Juul ønsker ikke at slå socialarbejderne oven i hovedet. Derimod efterlyser de en kulturkamp. Det er en kamp på alle områder, der handler om, "hvilke principper der bør fremmes og forankres retligt og institutionelt, for at samfundet kan kaldes retfærdigt. Hvad vi efterlyser, er en socialpolitisk dømmekraft, der ikke er snævert orienteret mod økonomi og planlægning, men tildeler etiske og retlige normer større autoritet."

Autonomi og anerkendelse

Forfatterne er ambitiøse og kreative. De vil ikke nøjes med retssikkerhedsbegrebet, men foretrækker filosofiske formuleringer som "understøttelse af menneskelig opblomstring". Det undrer mig, at forfatterne på den ene side benytter perspektivet anerkendelse og på den anden side insisterer på individets autonomi, i alt fald på etisk autonomi. Behovet for anerkendelse viser, at mennesket ikke er autonomt. Autonomi indebærer, at individet selv definerer sine værdier og love, frigjort fra traditioner og fællesskab. Anerkendelse indebærer gensidighed og afhængighed.

Når forfatterne taler om "understøttelse af menneskelig opblomstring" i stedet for retssikkerhed, antyder de netop svagheden i det juridisk-retlige perspektiv og i myten om det autonome menneske. De siger da også om reel retssikkerhed, at den må indebære, at klienten i praksis oplever sig selv som en del af samfundets retsfællesskab. Og de ønsker et anerkendelsesfællesskab, hvor den anden indrømmes ret til etisk autonomi. Jeg kunne dog godt have ønsket mig en mere direkte diskussion af forholdet mellem det individualistiske autonomi- og rettigheds paradigme og det halv-kommunitaristiske anerkendelses paradigme.

Ikke desto mindre er bogen væsentlig og tankevækkende. Den gør opmærksom på et væsentligt problem. Og den benytter - som en af de første bøger på dansk - det ny og spændende sociologiske perspektiv: anerkendelse. De lidt luftige begreber anerkendelse og krænkelse konkretiseres på fremragende vis, og deres sociologiske relevans afprøves i praksis. Forhåbentlig ser vi fremover en videreudvikling af det anerkendelsesteoretiske perspektiv. Anerkendelses-sociologien befinder sig endnu på begynderstadiet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu