Læsetid: 3 min.

Alt er sket, intet er forandret

Jan Stage lod til det sidste verdens krige klø på egen krop. Hans syv sidste reportager fra historiens perifere centre er nu udgivet posthumt
23. maj 2006

Skulle man ikke have haft den fornemmelse tidligere, sidder man i hvert fald tilbage med den efter læsning af denne lille posthume samling tekster fra Jan Stage: Vi lever i en civilisation, der er på vej mod sin undergang. Som han lader en af journalistkollegaerne sige det i den sidste fortælling: "Tænk på alle de civilisationer, der er gået under - Hvorfor skulle vores dog være en undtagelse?"

Synspunktet uddybes: vi går ikke under i dekadence og anarki, som det gamle Rom: "Vi er bare blevet ufornuftige. Vi træffer de små, forkerte beslutninger. Det er det stof, katastrofer er lavet af."

Undergangsscenariet opmales i en reportage fra det afghansk-pakistanske grænseområde i tiden efter nine-eleven (som for Stage var datoen for en USA-støttet terrorhandling - militærkuppet i Chile 1973 - før den blev datoen for en terrordåd mod USA). En reportage skrevet af en gammel, træt og desillusioneret mand, der har set det hele før, og så alligevel ikke. Stages beskrivelse af grænseegnens flygtningestrøm er beskrivelsen af en tilstand, hvor flugten har fået sin egen inerti: "Menneskehavet bølger foran frontruden. Jeg fornemmer ingen fjendtlighed. Kun denne intense og set fra min vinkel helt og aldeles formålsløse flakken frem og tilbage over og langs vejen."

Stage fremstiller ironisk flygtningenes formålsløse flakken som en vrangopfyldelse af Bruce Chatwins nomadiske utopi. Stage citerer Chatwin: "Bevægelsen er den bedste kur mod melankoli" og persiflerer: "Bare flygt noget mere, så bliver du et glad menneske". Man kan ikke lade være med at tænke, at den gamle krigskorrespondent også finder sin egen rastløshed spejlet hos Chatwin og tragisk parodieret i den permanente flygtningestrøm.

Også andre steder har Stage blik for sådanne "vrang-opfyldelser". For eksempel den store grænseåbning, som mellem Polen og Kaliningrad-enklaven har gjort det, der tidligere var "Europas mest lukkede grænseovergang" til "enklavens største arbejdsplads": en smuglergeschäft, der trives uhæmmet og åbenlyst for øjnene af grænsebetjentene. Den permanente revolution, som i en latinamerikansk republik som Venezuela er blevet det permanente kaos. Den store humanisme, som vil hjælpe de nødstedte, men bliver en del af et program, der skiftevis sender mad og bomber i hovedet på folk.

Fra fnat til mider

Vidne til historien består af syv tekster, der ikke nåede at blive udgivet i bogform i Stages egen levetid, og hvoraf tre slet ikke tidligere er offentliggjort. Teksterne er af den gamle nyjournalistiske slags, hvor reporterens sansninger, refleksioner og møder over sjusser i hotelbaren er det, der tegner billedet af en politisk situation.

Det særlige perspektiv i disse tekster er, at de er skrevet af en mand, der har været med i historien siden Anden Verdenskrig. Og har taget krigens permanente medium på sin egen krop: "Jeg var barn under krigen. Alle havde fnat. Nu er jeg gammel. [-] Og igen har jeg denne frygtelige kløe. Krigen fortsætter," lyder det fra et midebefængt hotelværelse i Kaliningrad.

Den gamle mands perspektiv giver nogle svimlende dobbelteksponeringer, eller ligefrem tredobbelte, som i denne situation, hvor Stage sidst i 90'erne sidder på en café i det gamle Østberlin og har bestilt gedeost med basilikum, mens tidligere billeder fra samme sted flimrer på hans indre lærred: et fotografi fra 1945 af en forkullet SS-soldat; et erindringsbillede fra 60'erne af en østtysk kaptajn i VOPO-uniform. "Og så nu: gedeosten og basilikummen. Hvorfor sidder jeg og er mismodig? Hvad er det, der ikke stemmer? Intet. Tidsmaskinen kører bare for hurtigt. Underligt. Jeg sidder bare på samme sted. SS-mandens krop ulmer. VOPO-kaptajnen passerer forbi mig, og jeg spiser denne friske basilikum med fingrene og skyller bladene ned med en Riesling".

Den historie, Stage gjorde det til sin livsopgave at være vidne til, fremstår som et resonansrum at vrangopfyldte utopier og gentagelser med varationer. En kommentar til den venezuelanske situation (sovejtlederne forsynede Cuba med våben, de 'nye' russere forsyner Venezuela) synes at opsummere dette historiesyn: "Hvad er forandret? Alt! Hvad er sket? Intet!" Det er ikke opmuntrende at læse disse rapporter fra civilisationens undergang. Men det føles som en borgerpligt at lytte til denne mand, der til det sidste lod verdens krige klø på sin egen krop og stadig kan få det til at klø på læserens.

Jan Stage: Vidne til historien, 118 sider, 199 kr. Udkommer i dag. ISBN 87-595-2612-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her