Læsetid: 4 min.

Og det skete i de dage -

- at der gik bud fra Kulturministeriet: Lav en kanon. Resultatet byder ikke på de store overraskelser (men mange undladelsessynder), og man forstår på det, at dansk musik peakede i 1980'erne
25. januar 2006

Det er svært at tolke kanon-tanken på anden måde end som omsiggribende national identitetssvaghed. Mens højrefløjen har travlt med at gøre op med en forestillingsverden, der styrtede sammen for over 25 år siden, kan den næsten ikke lade markedskræfterne få frit nok spil. Den samme kulturminister, der påstår at ville styrke nationalidentiteten via sit nu netop afsluttede forfængelighedsprojekt, udlicenserede for et par år siden en landsdækkende radiokanal til Sky Radio, der (så længe det stod på) leverede en lind strøm af ligegyldig international mainstreammuzak af overvejende angelsaksisk tilsnit i en genre, man tør betegne som 'det hvide snit i auditiv form'.

I den borgerlige begrebsverden spiller ligegyldige kulturprodukter en enorm rolle, for de fungerer glimrende som stopklods mod enhver forestilling om andre kulturkredse end vor egen. På samme måde har liberaliseringen af medieverdenen betydet en enorm indsnævring af hvilke lande, der leverer hvad folk kan 'vælge' at se på deres fjernsynsapparater.

Højskole og evergreen

Dét sagt er det svært at hidse sig specielt op (eller ned!) over de i alt 12 værker, som Kanonudvalget for Musik har klassificeret under rubrikken 'populærmusikken siden Førtste Verdenskrig', dvs. den indspillede musik, hvor fokus er på selve the performance; de andre 12 værker drejer så om partiturmusik. Denne signatur skal ikke gøre sig klog på partiturmusikkens mysterier, men i stedet tage afsæt i Højskolesangene, som han er gammel nok til at have fået ind med modermælken. Og der er blevet plads til både det lyriske, det nationalromantiske (i rigelig mængde, tak), det poetiske og sågar et enkelt kvad med social samvittighed (Aakjærs Jens Vejmand) samt en decideret kikser i form af Drachmanns Vi elsker vort land (eller 'Midsommervisen') med lige dårlige melodier af hhv. P.E. Lange-Müller og Shu-Bi-Dua. Vi er som hele vejen igennem ude på Subjektivitetens Hav og som sådan er det da nydeligt nok. Der er tale om et særegent dansk fænomen med rødder tilbage til en tid, hvor fællessang var en både naturlig og sammenholdsskabende foreteelse, hvorfor den ikke så sært oplevede en sidste genopblomstring under besættelsen.

De 12 højskolesange suppleres derfor med 12 evergreens, atter et sortiment foretaget af kanonudvalget. Det består af sange fra 1950'erne og frem til de sen-80'ere, udvalget har besluttet at afslutte kanonen med. Alle sammen er de i forvejen institutionaliserede klassikere. Ingen spor af det politisk subversive, randrock, jazz, hiphop, electronica eller andet, der ikke går an på Giro 413. Og her har udvalget også fundet frem til den ene kvindelige sangskriver, det finder det værd at nævne: Anne Linnet med Smuk og dejlig. Langt fra hendes bedste sang, men oplagt som repræsentant for det smukke køn er denne Linnet, hvis sangskrivningsgeni er indiskutabelt. Igen er det først og fremmest det harmløse, der slår én ved udvalget. Men det havde været rart at se f.eks. Troels Triers Grillbaren eller Ebbe Reichs Skipper Clements Morgensang, bare for afvekslingens skyld. Eller en skæring med MC Einar, Hvid Sjokolade eller Den Gale Pose, for hiphoppens skyld. Og det havde heller ikke gjort noget, om der var blevet vovet en arm i et forsøg på at føre værket up to date med sange fra folk som Love Shop, Souvenirs, Klondyke eller Nephew.

10 rytmiske hovedværker

Som repræsentant for første halvdel af det populærmusikalske århundrede peges på 12 udvalgte sange fra geniet Kai Normann Andersen. Cool nok. Manden var genial indenfor sit felt. Læg dertil fire cd'er, Dansk Guldalder Jazz, som dækker årene 1933-1949 og man vil forstå, at så er den ged barberet. Så springes der gevaldigt i teksten, frem til 1968, hvor den engelsksprogede debut med The Savage Rose indvarsler ungdomsoprør og ungdomskultur! Det er venligt af udvalget på den måde at inddrage de mange danske bands, som synger på engelsk, men vi havde foretrukket enten Steppeulvenes Hip (1967), Alrune Rods debut (fra '69) eller Skousen & Ingemanns udødelige Herfra hvor vi står (1971), men det ville have bragt størrelser som stof- og modkultur samt andre alternativer til den borgerlige hjernedød på banen og det er jo en vederstyggelighed.

1970'erne repræsenteres med Kim Larsen hyggelige og børnevenlige Værsgo', Dissing & Andersens Svantes Viser (begge fra '73) samt, helt bizart, en af Gasolins allerdårligste plader overhovedet, dobbeltalbummet Live Sådan fra '76. At visetraditionen får sit via Larsen og Dissing er fint nok, men valget af pågældende Gasolin'-skive er helt ude i hampen. Selv hardcorefans er enige om at det er en ommer. Og den kom faktisk i '93 med det posthumt indsendte Derudaf - Forever. Meget mystisk disposition. Men så når vi 1980'erne, efter udvalgets mening det musikalsk mest substantielle årti overhovedet, for herfra peges på ikke færre end fem værker/cd'er. Kunstnerne hedder Kliche, C.V. Jørgensen, Sebastian, Palle Mikkelborg (hans underlægningsmusik til den amerikanske trompetist Miles Davis ekskurser, men alligevel) og TV-2. Alle giganter, men det ændrer ikke på det faktum, at her skriger det til himlen, at hiphopgeniet Nikolaj Peyk er udeladt. Dér knækker filmen fuldstændig og der går magelighed og ølvom i lortet.

Det kunne have være gjort anderledes og også bedre, men her er det altså, for better or worse: De musikalske svar på Jellingestenen, Guldhornene og H.C. Andersens eventyr. Eller noget i den retning. Interessant, men bestemt heller ikke mere. Som demonstration på kunstens velsignede nytteløshed er kanonen derimod uovertruffen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu