Læsetid: 11 min.

Et skib, vi alle kan være stolte af

Søværnets stolthed, krigsskibet Absalon, er blevet til i et usædvanlig tæt samarbejde mellem det danske forsvar, industri og politikere. Et samarbejde, der er så tæt, at skibsværfterne selv har designet det udbudsmaterial, de selv skal byde på. Og så tæt, at den daværende chef for Søværnets Materielkommando i dag er blevet lobbyist for de firmaer, som han købte skibet af
14. november 2005

Aprilsolen skinner, og der er smil hele vejen rundt. Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller byder forsvarschef Jesper Helsø og chefen for Søværnets Materielkommando Niels Mejdal velkommen til Lindøværftet. Det er den 30. april 2003, og det er en stor dag. Lindøværftet er efter års forarbejde endelig klar til at starte produktionen af det største og mest avancerede krigsskib, der nogensinde er blevet produceret i Norden.

I en særlig hal ligger en 10 meter lang stålplade klar under laserskæreren. Forsvarschef Jesper Helsø er manden, der skal affyre startskuddet. Med sikker hånd trykker han på knappen, og laser-robotten skærer omhyggeligt to runde huller i en plade til stævnen på det 136 meter lange skib.

Hvad scenen mangler i naturlig dramatik forsøger forsvarschefen at kompensere for med ord: "Denne dag rummer stor symbolik for Forsvaret. Vi forventer os meget af de nye skibe. Her får vi en platform, som kan give Danmark en international profil," siger han.

For Absalon, som er det første af de foreløbig to skibe Lindø skal levere, bliver et helt fantastisk skib. Et såkaldt fleksibelt støtteskib, der kan fungere både som hovedkvarter i kampen mod terror, som troppetransportskib og som hospitalsskib, hvis Danmarks allierede skulle have brug for det.

Både forsvarschefen og Lindøværftet understreger det tætte samarbejde, der er gået forud. Og forsvarschefen takker i særlig grad værftets bestyrelsesformand, Mærsk Mc-Kinney Møller, fordi han har fundet tid til at lægge vejen forbi Odense.

"Hr. Møllers tilstedeværelse har stor symbolværdi," siger den tilfredse forsvarschef. "Det er en markering af det tætte samarbejde og det holdningsmæssige fællesskab, der er mellem forsvaret og A.P. Møller."

En stor familie

Og samarbejdet har virkelig været ekstraordinært tæt. Den 25. maj 1999 vedtager et bredt flertal i Folketinget, at Søværnet skal købe to nye støtteskibe og påbegynde projekteringen af tre store patruljeskibe. Det sker som led i et forsvarsforlig for perioden 2000-04, og kort efter indleder Lindøværftet og Søværnets Materielkommando et intensivt parløb om udviklingen af de to nye krigsskibe, som skal gøre det muligt for det danske søværn at "løse egentlige krigsopgaver i forbindelse med internationale militære indsatser," som forsvaret formulerer det i en intern projektbeskrivelse.

Normalt beder Søværnet en uafhængig skibskonsulent om at stå for udviklingen af et skibsprojekt, men denne gang bliver Skibsværftsforeningen, værfternes brancheorganisation, bedt om at løse opgaven. Administrerende direktør Thorkil H. Christensen bekræfter, at fremgangsmåden er utraditionel.

"Det er usædvanligt, at Skibsværftsforeningen fungerer som skibskonsulenter, men Søværnet ville have en ping-pong om konstruktion og økonomi og mente, at vi var bedre til at løse den opgave." Som sagt så gjort. Thorkild Christensen og hans folk henter skibsingeniører fra de tre eneste værfter herhjemme, der kan bygge så store skibe: Odense Staalskibsværft, bedre kendt som Lindø, Danyard Ålborg og Ørskov-værftet i Frederikshavn. Derudover bliver en række mulige underleverandører indbudt til at deltage i arbejdet, heriblandt motorfabrikken MAN B&W Diesel og Hempel, der sælger skibsmaling.

Søværnet vil have ping-pong. Og det får de. Den ene gang efter den anden bliver ingeniørerne sendt tilbage til computeren, fordi deres løsninger er for dyre eller Forsvarets andre værn er kommet med ønsker til, hvad de nye skibe skal kunne.

"Søværnets Materielkommando sagde f.eks; det her er for dyrt, kan I komme med nogle besparelsesforslag. Eller de bad de andre værn komme med ønsker, som vi blev bedt om at opfylde og lave nye beregninger over," fortæller Thorkil H. Christensen.

I februar 2001 er ingeniørerne færdige. De har tilmed regnet ud, hvad de to skibe kommer til at koste. Ifølge en række fortrolige mødereferater, som Information er i besiddelse af, afleverer Skibsværftsforeningen den 22. februar sin pris til Søværnets Materiel Kommando. 460 millioner pr. skib. Det er 100 millioner mere end foreningens første pris, en forøgelse, "som vil blive diskuteret/afklaret på møder mellem SKFV (Skibsværftsforeningen) og SMK (Søværnets Materielkommando) inden FS (de fleksible støtteskibe) sendes i udbud."

Samme dag sender Materielkommandoen "den kommenterede specifikation" til Skibsværftsforeningen, så den kan danne basis for forhandlinger, som "skal munde ud i den specifikation, der skal bruges i udbudsmaterialet," hedder det i et af referaterne. En formulering, der viser, at værfterne er dybt involveret i færdiggørelsen af det udbudsmateriale, de selv skal byde på. To uger senere indkalder Søværnets Materielkommando til en prækvalifikationsrunde i Statstidende og de fleste større aviser.

Den 20 april udpeger Søværnets Materielkommano de egnede værfter, som så får alt udbudsmateriale tilsendt. Valget falder ikke overraskende på Lindø, Danyard og Ørskov. De tre værfter, som allerede har tegnet og konstrueret de to skibe ned til mindste detalje, og som i månedsvis har spillet ping-pong med Søværnet om ønsker, udførelse og pris.

Skibsværftsforeningens formand Thorkild H Christensen afviser i dag, at der var tale om en fast pris på de to skibe.

"Vi lavede ikke detaljerede beregninger, kun overslag ud fra, hvad der var den normale markedspris osv.," siger han.

Tomme ordrebøger

Den 16. oktober 2001 er det officielt: Lindø får ordren.

Og forsvarsminister Jan Trøjborg (S) er meget tilfreds:

"Det glæder mig, at vi får bygget vores skibe på et dansk værft. Og det er jo absolut ikke umuligt, at det kan føre mere med sig for dansk værftsindustri, når andre lande ser det færdige resultat," siger han.

Kun to ud af de tre inviterede værfter var interesset, da det kom til stykket. Danyard Aalborg hoppede fra. Direktør Torben Erikstrup forklarer, at "værftet slet ikke kan bygge så store skibe," men ud over det vil han ikke kommentere forløbet omkring Absalon.

På Ørskov-værftet i Frederikshavn konstaterer direktør Jeppe Ørskov, at han ikke var i stand til at matche Lindøs tilbud, men kan ikke længere huske, hvor stor prisforskel, der var tale om. På det AP Møller-ejede Lindø er der imidlertid glæde over Søværnets beslutning. Markedet for containerskibe er i bund og ordrebøgene tomme. Men takket være Søværnet er massefyringer afværget.

Som Lindøs direktør Torben Anker Sørensen formulerer det i dag: "Ordren på de to støtteskibe faldt på et tørt sted."

Heller ikke den odenseanske skibsbygger ønsker at kommentere Lindøs usædvanligt tætte samarbejde med Søværnet om priser og specifikationskrav.

"Vores deltagelse i udarbejdelsen af udbudsmaterialet på de to støtteskibe er noget, Søværnets Materielkommando må svare på. Vi er blot en leverandør, der er blevet bedt om at være med," siger han.

Hos Søværet er man imidlertid ligeså fåmælt. Her meddeler presseofficer Erik Romby, at chefen for Søværnets Materielkommando, kontreadmiral Kristen H. Winter ikke vil udtale sig, før forsvarsminister Søren Gade (V) har svaret på en række andre folketingsspørgsmål om Forsvarets indkøbspraksis.

Afviser aftalt spil

I branchen er der en del overraskelse over, at det blev Lindø, der løb med ordren på de to krigsskibe. De fleste havde regnet med, at Ørskov ville få ordren, fordi det nordjyske værft har større erfaring med at bygge kompakte og komplicerede skibe end Lindø, der hovedsageligt bygger containerskibe.

Flere kilder siger, at Lindø var så sultne, at de tog ordren, selv om det endte med, at de byggede de to skibe med tab. Det vil direktøren imidlertid ikke bekræfte.

"Det er ingen hemmelighed, at det kunne være gået bedre, men det skyldes lige så meget interne forhold her hos os," siger han med en slet skjult henvisning til sin forgænger John Skov Hansen, der blev afsat den 19. april sidste år efter at have fremvist et årsregnskab med 520 millioner i underskud.

Om det kan lade sig gøre at bygge et støtteskib igen til samme pris, f.eks. til eksport, vil han ikke kommentere.

"Men jeg vil gerne sige, det har været en lærerig proces, som er resulteret i nogle skibe, som Søværnet er meget tilfredse med," siger han.

Flere kilder i branchen mener, at Lindø fik ordren, fordi værftet var lukningstruet. Som en kilde siger: "Der er jo ikke mange firmaer, der får lov at køre med underskud særlig længe."

I Skibsværftsforeningen alias Danske Maritime afviser Torkild H. Christensen, at det på forhånd var aftalt, at Lindø skulle have ordren på grund af sin skrantende økonomi: "Det var på ingen måde aftalt. Det var ekstrem konkurrence lige til det sidste," siger han.

Kilder med indgående kendskab til forløbet omkring Absalon, siger dog, at "der var dem, der mente, at Lindø som en del af A. P. Møller-koncernen skulle have lov at bygge de skibe."

På danske hænder

At kun danske værfter byder på de to store krigsskibe er ikke nogen tilfældighed. Søværnet sender nemlig ikke sine skibsprojekter i international licitation. Ikke fordi det er forbudt, men fordi "det ikke er politisk comme il faut," som presseofficer Erik Romby fra Søværnets Materielkommando udtrykker det.

Men Forsvarsministeriet sender aben tilbage: "Søværnets Materielkommando er eksperterne," siger kontorchef Christian Arildsen. "De vurderer hvor stort, udbudet skal være, og hvad der kan betale sig."

Ministeriet har kun én regel, den samme for alt indkøb af forsvarsmateriel, siger han: "Bedst og billigst. Der findes ingen produktområder, der er stemplet til køb udelukkende i Danmark - vi køber af princip ind ude i verden, hvis det er bedst og billigst dér."

"Skibsbyggeri er undtaget fra international licitation, men hvis et andet land kunne bygge skibene til halv pris af de danske, er der ingen regler i vejen for at få dem bygget i udlandet. Og der findes heller ikke nogen politik om, at det gør vi aldrig - selv om der da nok er nogle heftige kræfter, der arbejder for at bevare de danske arbejdspladser," siger Arildsen.

Ud over de to nybyggede støtteskibe fra Odense har Søværnet i øjeblikket ordre ude på tre store patruljeskibe hos Lindø, og i december sidste år bestilte Søværnet derudover to inspektionsfartøjer fra Karstensens Skibsværft i Skagen og seks standardfartøjer fra Faaborg Værft. Ifølge økonom Erik Strøjer Madsen fra Århus Business School, der er ekspert i international økonomi og industriforhold, koster den praksis de danske skatteydere dyrt.

"Forsvaret betaler en højere pris, fordi opgaverne ikke sendes i internationalt udbud. Det er jo derfor, alle større offentlige opgaver skal udbydes i EU-licitation," siger han. "Når man holder fast ved at bygge i Danmark skyldes det efter min mening en blanding af politisk uvidenhed og manglende evne til at tænke nyt."

Chefen for Søværnets Materiel Kommando Kristen H. Winter ønsker ikke at svare på, hvorfor Søværnets skibe absolut skal bygges i Danmark, når mange værfter, f.eks. i Østen er langt billigere. Men så sent som i fredags forsikrede forsvarsminister Søren Gade Folketinget om, at "Forsvarets indkøbspolitik har altid været at købe bedst og billigst under hensyntagen til de regler, der gælder på området."

Ekspert i international handel med forsvarsmateriel, Nicholas Marsh fra det norske fredsforskningssinstitut PRIO, vurderer, at Danmark næppe lever op til betingelserne om bedst og billigst: "Det er højst sandsynligt, at et skib kan bygges billigere i Taiwan end i Danmark,"siger han.

Og det er Christian Bjørnskov, ph.d. og adjunkt i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen i Århus enig i. Han mener også, at den manglende licitation er et problem.

"Det er praksis, som er indført for at beskytte den danske industri og er med til at kortslutte det internationale handelssystem," siger han. "Det betyder, at et dansk skibsværft leverer skibe, som sydkoreanerne kunne bygge meget billigere," siger han.

Manden i midten

Samarbejdet omkring Absalon har været frugtbart for alle involverede; Lindø-værftet har haft noget at sætte sine folk til. Søværnet har fået to fine skibe. Politikerne har beholdt et pænt antal job på danske hænder. Fagforeningerne har undgået fyringer.

Og chefen for Søværnets Materielkommando, kontreadmiral Niels Mejdal, der den 16. oktober 2001 skrev under på, at Lindø skulle have ordren på Absalon og søsterskibet Esbern Snarre, har fået et lukrativt lobbyistjob - for eksportforeningen Naval Team Denmark, der repræsenterer Lindøværftet og de andre danske firmaer, der har leveret udstyr til de to skibe.

Niels Mejdal afviser selv, at der er nogen sammenhæng.

"Jeg havde ikke nogen forestilling om, at jeg skulle være direktør for NTD. Som chef for en materielkommando skal man være ekstra forsigtig med, hvad man gør. For uanset, om der er noget i det eller ej, kan man få skudt i skoene, at man har foreberedt sig til sit næste job, før man blev pensioneret, ved at gøre sig gode venner med bestemte folk," siger Mejdal.

I dag opkræver Naval Team Denmark kontingenter på mellem 50.000 og 190.000 årligt for at promovere Absalons leverandører. Som et resultat af det tætte samarbejde mellem Søværnet og NTD har Absalon netop været i USA og Canada med en stor udstilling af materiel på det 900 kvadratmeter store dæk - og i dag får det besøg af en række amerikanske senatorer og kongresmedlemmer, der er med NATO-parlamentet på officielt besøg i Danmark.

"Samarbejdet mellem forsvarsindustrien og forsvaret er unikt i Danmark. Det fungerer mere elastisk og ubureaukratisk end mange andre steder," siger Mejdal.

Både Århus-økonom Erik Strøjer Madsen og Nicholas Marsh mener, at sammenspistheden er uheldig og blandt andet kan betyde, at skatteyderne kommer til at betale for meget for forsvarets materielindkøb.

"Der er to grunde til, at forsvarsindustrien, forsvaret og det politiske niveau er så sammenspiste. Den ene er, at forsvarsmateriel er undtaget alle EU's udbudsregler, og forsvaret derfor har en tendens til at tilgode se den nationale industri med ordrer, de kunne have fået billigere andetsteds. Den anden grund er, at der kun er én kunde - forsvaret - og kun ganske få firmaer," siger Nicholas Marsh.

"Hvis der havde være tale om byggeindustrien eller bilindustrien ville alle have råbt op om, hvor konkurrenceforvridende dette nære samarbejde er," siger han.

Politisk mod

Den 10. januar i år er Absalon klar til at drage ud på sin første færd, og 37 dage senere, tirsdag den 15. februar 2005 kl. 12.46, får Absalon sin ækvatordåb. På intet tidspunkt fra idé til dåb har nogen spurgt, hvorvidt Søværnets indkøbspraksis er en god idé. Tværtimod. Absalon er et skib alle kan være stolte af. Det er der enighed om, både i industrien, i forsvaret og i ministeriet.

Erik Strøjer Madsen mener, at det skyldes manglende mod i det politiske system: "Der er intet, der forhindrer et EU-udbud, selv om man ikke er forpligtet til det. Flere udbydere vil alt andet lige give en lavere pris. Alt tyder på, at de ikke er deres opgave voksen inde i Forsvarsministeriet," siger han. "Det vil kun være en fordel for Danmark på længere sigt, at vi holder op med at yde statsstøtte til virksomheder, der ikke kan klare sig selv. Det bevarer arbejdspladser, javist, men der vil ikke være noget større problem for kleinsmedene på Lindø at finde andet arbejde i Odense. Arbejdsløsheden er lavere end nogensinde. Det er bedre, at Danmark satser på det, vi er gode til og så overlader tekstilproduktionen og skibsbyggeriet til kineserne."

Tidligere artikler i serien kan læses på: tema.information.dk/krigsbytte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her