Læsetid: 12 min.

Skiftet kommer fra dem - ikke fra mig

26. august 2005

Det intellektuelle ikon for den nye globale kapitalismekritik, Michael Hardt, kom til Danmark for at diskutere kapitalismen og den nye tids revolutioner – men undervejs ramlede han ind i den danske frygt for islam

På anden dag af Michael Hardts ophold i København rammer han den danske mur. Jeg får det først at vide den tredje dag, hvor det venlige amerikanske ikon i pausen i Dansk Sociologforenings kongres kommer og slår sig ned i græsset uden for RUCs store auditorium. "Jeg havde en meget mærkelig oplevelse i går aftes," siger Hardt, der sammen med sin oprørske italienske mentor og makker Toni Negri har opnået stjernelignende verdensberømmelse for bogen Imperiet - en aktivistisk totalteori, som med filosoffen Slavoj Zizeks ord aspirerer til at blive det 21. århundredes kommunistiske manifest.

Efter udgivelsen af opfølgeren Multitudes, er han i Danmark for at optræde på en konference om "den ny kapitalismes tendenser og kritik"; et emne, som det i høj grad er Hardt og Negris fortjeneste at have sat på dagsordenen.

"Jeg skulle interviewes i det der sene nyhedsprogram, 'Deadline', om vores projekt" forklarer han. "Men det blev en ekstremt underlig samtale, for det eneste, journalisten var interesseret i at høre om, var min mening om islamisk fundamentalisme."

Hardts undren er mærkbar. Det er ikke, at han er uvant med møder med offentligheden: Mens hans medforfatter Toni Negri indtil for ganske nyligt har siddet i fængsel og stuearrest i Italien, har Hardt som duoens mobile halvdel deltaget intenst i de globale protestbevægelsers aktiviteter fra Genova til Mumbai - og mens Negris fortid blandt italienske venstrefløjsaktivister med mord, kidnapninger og røverier på samvittigheden stadig vækker mistillid i vide kredse, er Hardt på det nærmeste berygtet for sit sympatiske væsen.

Det er bare det, at Hardt og Negri har fremført nogle ekstremt kontroversielle synspunkter: I et sprog, der emmer af energi og kamplyst har de vovet at vække kommunismen fra de døde, de har kaldt til global kamp mod kapitalismens Imperium, og de har fordømt organisationer fra Den Internationale Valutafond (IMF) til Amnesty International. Hvad de derimod ikke har fremhævet som centralt i slaget om den nye verdensorden, er dansk debats sine qua non, den islamistiske trussel.

Ej heller står der Islam nogen steder på det officielle program for sociologkongressen, hvor Henrik Dahl og den engelske regnskabs-sociolog Peter Mitchell foruden Hardt er hovedtalere. Da Hardt på andendagen forelæser om "globale økonomiske institutioner og mængden" - begrebet multitudes, der danner centrum for Hardt og Negris seneste bog - er det mest overraskende næsten, hvor enkel han er. Med bøger på samvittigheden, der er så tågede, at den engelske globaliseringskritiker George Monbiot har gjort det til en selskabsleg at slå tilfældigt op i dem for simpelthen at gætte betydninger, er Hardt ikke en mand, der taber sit publikum. Hans oplæg skal handle om "multitudes", men det tager udgangspunkt i det, som vi alle kan se: At der er en krise i verdens demokrati.

Hypotesen er, at moderniteten kom til verden som svar på en række problemer, den dog ikke fuldstændigt løste - og at de uløste spørgsmål er igang med at dukke op til overfladen igen - på global skala. Et af dem er demokratiet: Det er indlysende, at der globalt set er meget stor forskel på, hvor meget folk har at skulle have sagt. Siden valget i 2000 har det amerikanske præsidentvalg eksempelvis fremstået som udnævnelsen af en verdensleder - men kun det amerikanske folk har stemmeret.

Det betyder ikke, at der ikke længere findes nogen repræsentation; blot, at den er aftaget. "I Max Webers termer svarer den måde, George W. Bush repræsenterer verdens befolkning på, til patriarkalsk repræsentation: Den måde, feudalherren repræsenterede sine bønder på. Det er den samme meget abstrakte måde, IMF repræsenterer Argentina på, og måske den samme måde, Miss Denmark repræsenterer Danmark på," foreslår Hardt kækt, før han går videre til endnu et problem, som moderniteten løste uden at løse det helt: Krig.

"Fra Hobbes til Descartes løste de moderne tænkere problemet med krig ved hjælp af begrebet om suverænitet. De moderne forfatninger og deres borgerrettigheder var på en paradoksal måde garanteret af den øverste magts ret til midlertidigt at suspendere forfatninger og rettigheder for at føre krig - når politik slap op, kunne man for en stund gribe til krigens magtprøve. Men som Bush kom til at sige om krigen mod terror sidste år, har krig i dag ingen ende. Den er blevet udbredt til hele verden, så ingen længere kan vide sig sikker mod dødelige angreb, og den er blevet permanent, så politik er degraderet til et stykke værktøj i det militære arsenal. Og når forfatningens undtagelsesvise suspendering bliver permanent, har den mødt sin undergang."

Allerede i Imperiet hævdede Hardt og Negri, at krigene i det nye Imperium altid fremtræder som fredsforsøg: "Fred, ligevægt og indstilling af konflikter er de værdier, som alt orienterer sig mod."

På den måde bliver krige reduceret til politiaktioner, og den nye krigsførende magt er helliggjort. Det første gør fjenden banal (han hører til politiets resort); det andet gør ham absolut (som trussel mod den etiske orden).

Når den pakistansk-engelske forfatter Tariq Ali spøgefuldt har foreslået, at Bush startede Irakkrigen for at modbevise Imperiet, er det fordi den ikke er en intervention efter et nødråb fra den angrebne part (som i Kuwait eller på Kosovo), men derimod en langt "renere", øjensynligt gammeldags imperialistisk angrebskrig fra verdenslederen. Det rejser spørgsmålet, om vor tids imperium virkelig består af et netværk af organismer med en fælles herskerlogik - USA, G8, FN, ngo'erne, de multinationale virksomheder og mediekonglomeraterne - eller det snarere følger den gamle model, hvor USA simpelthen underkaster verden sin militære og finansielle magt.

Hardts svar er enkelt: Irakkrigen går ikke særlig godt. "Der er nu gået to et halvt år siden den såkaldte 'sejr i Bagdad', og det ser ikke godt ud. Hverken for irakerne, for os andre, eller for krigens arkitekter. Denne katastrofe anser jeg som en slags negativt bevis for vores påstand: At gamle dages imperialistiske projekt er umuligt i dag."

USA's fejl var at tro, at USA ejer magten. Men kernen i Hardts og Negris argument er, at vor tids overmagt er et netværk uden centrum. Dét betyder bare ikke, at det ikke er en overmagt. Overalt kan man observere, at magten udøves, og at nogle nyder godt af den - og andre undertrykkes. Det er med andre ord ikke nogen hindring for magtudøvelse i den kapitalistiske æra, at magten ikke har noget centrum. Det er denne egentligt indlysende observation, der danner grundlag, først for Hardt og Negris udlægning af Imperiet, og nu for deres udlægning af det modstandslandskab af mængder - multitudes - de ser tage form verden over.

"På trods af verdens demokratiske underskud mener jeg, man kan se det virke som en global efterspørgsel," forklarer Hardt. "Fra antidam-bevægelsen i Indien over argentinernes protester mod IMF til zapatistaerne i Mexico findes der protester, der på samme tid har meget lokale udgangspunkter og agendaer, der rækker helt op til det globale. Så når folk spørger, hvad der kan gøres for at bekæmpe Imperiet, siger jeg altid, at vi kan starte med at se på, hvad der allerede bliver gjort."

"Dette øjeblik af verdenshistorien er parallelt til det revolutionære øjeblik i 1700-tallet, hvor folk kritiserede magten og indførte demokratiet. Dengang overførte man heller ikke bare det atheniensiske bystyre, men genopfandt både demokratiet selv og nye institutioner. På samme måde må vi nu se demokratiet som et globalt anliggende, og Multitude er vores måde at se demokrati i et nyt lys på. Jeg plejer at stille det op i formler à la Lenins om, at kommunisme er lig med sovjetter plus elektrificering. Multitude er lig med singularitet plus samarbejde, eller autonomi plus association. Pointen er, at mængden består af stærke subjekter og ikke af ofre. Mængden er ikke folket, for folket er en enhed med en national identitet; og den er heller ikke massen, for massen er passiv og skal ledes. Hvad, vi så første gang i Seattle i 1999, var en mængde aktivister, der organiserede sig selv i et frit samarbejde ud fra deres forskellighed. Det er den type frie organisering, som kan modsvare det netværksbaserede Imperium."

Samtidig med at Hardt har holdt sin forelæsning, har Lene Espersen lanceret et forslag om, at danskerne skal kameraovervåges på offentlige steder. Det er denne terrorskræk, han møder i Deadline samme aften. Og til næste morgens rundbordsdiskussion til sociologkonferencen, hvor Dahl, Mitchell og Hardt skal diskutere kapitalisme og kritik, dukker Danmarks islamistiske spøgelse op igen.

Hardt lægger ganske vist ud med at beskrive kapitalismens forandrede ansigt:

"Den overvejende produktionsform er i dag ikke industriel, men immateriel: Af viden, billeder og affekter, og konsekvensen er, at forskellene på produktion og forbrug bliver mindre. Men ikke, at den marxistiske analyse mister sin relevans. Traditionelt har man tænkt på den industrielle produktions endeprodukt som bilen, der hopper af samlebåndet, men det Marx talte om, var den produktion af sociale relationer, der ændrer sig med bilen. Det er også i den ramme, det nye paradigmeskift skal ses."

Det er Henrik Dahl forsåvidt enig i:

"Hvad der ændrer sig er betingelserne for erfaring. I kapitalismens nyeste fase er hverken funktion eller design nok til at sælge en vare; nu handler forbruget om identitet. Og i Danmark fungerer kapitalismen godt: Folk er ganske enkelt tilfredse med den, markedet virker, og de marxistiske antagonismer findes ikke i det danske samfund."

Det var også pointen i Dahls forelæsning dagen før, men nu bryder Hardt ind:

"Du opstiller sociale forskelle, som om de er uden konflikter, som livsstilsvalg uden antagonismer. Men med mit begrænsede kendskab til det her land vil jeg altså ikke hævde, at I ikke har antagonisme i jeres raceforhold, eller jeres kønsforhold. I har en politisk konsensus om at arbejde mod en puristisk, homogen kultur, som jeg finder pinagtig."

Dahl forsvarer sig:

"I det marxistiske perspektiv må du kigge på konflikter, der kommer ud af ejerskabsforholdene, og sådan nogle har vi ikke her. Konflikten står uden for Danmark, mellem den første og den tredje verden. Der er en alvorlig og eksistentiel, schmittiansk konflikt, hvor der er folk i den muslimske verden, der ikke kan leve med vores værdier, og vi kan ikke leve med deres."

Hardt: "At du ikke kan se konflikterne i Danmark betyder jo ikke, at de ikke er der. Det betyder bare, at din skala er forkert. Hvis du vil se på kapitalismens antagonismer, må du udvide udsynet og også anerkende, at kulturelle forskelle kan bruges som berigelsesmåder."

En tilhører spørger Dahl, om billedet af den fundamentalistiske trussel ikke netop dækker over en konflikt, der handler om fordeling af rigdom? "Lige meget hvad findes der en grundlæggende konflikt mellem islamisme og moderniteten, hvor væbnede militante islamister angriber moderniteten i Madrid, i London og så videre," nægter Dahl. Herefter er diskussionen tabt til islamspørgsmålet. Der bliver ikke sagt mere om kapitalisme på konferencens afsluttende session.

Michael Hardts lettelse er håndgribelig, da han to timer senere træder fra lørdagens solskin ind i Blaagaardens Medborgerhus. Her venter en proppet sal af de mennesker, der er Hardt og Negris fundament: Aktivister fra Enhedslisten, autonome, de tidligere Globale Rødder og en række andre organisationer, der deltager i de globaliseringskritiske aktioner, har været i Seattle, Göteborg og Gleneagles, sætter plakater op i Københavns gader, kritiserer kapitalismen, og ikke mindst: debatterer Hardt og Negri.

Det bliver hurtigt tydeligt at salen, hvis aldersgennemsnit ligger et sted i 20'erne, ikke alene har læst de to forfatteres ekstremt teoretiske værker; de har også taget dem til sig.

Deres nærvær er en konkret modsigelse af de mange akademiske anmeldelser, der har afvist Hardt og Negri som tågede, ukonkrete og uanvendelige. Og for forfatterne, som konstant understreger deres skrifters fremadrettede og aktivistiske karakter, må dette være virkeliggørelsen af drømmen. Aftenen før, fortæller Hardt, har Martin Breum i Deadline spurgt ham, hvad han så siger til alle disse unge mennesker, der "følger ham verden over".

"Men det er jo mig, der følger dem," siger Hardt - og det er ikke bare koketteri. For Hardt og Negri kommer begivenheden først: "Filosofi er ikke Minervas ugle, der flyver ud for at fejre historiens lykkelige afslutning efter dens virkeliggørelse; filosofi er snarere subjektive udkast, begær og praksis, der applikeres på begivenheden."

Til aktivisterne må han først af med sine danske oplevelser:

"Jeg har mødt et meget mærkeligt link mellem krigen og immigrationen her i Danmark. Det virker, som om frygten for Islam og faren for krig er blevet nye argumenter for kulturel renhed, at krigen bliver oversat i den hjemlige sfære til argumenter mod indvandring og for offentlig overvågning. Jeg hørte jeres justitsminister sige i går, at folk, der overholder loven, ikke har grund til at frygte overvågning. Det er et hysterisk symptom på den globale krig."

"Vi i bevægelsen har haft nogle store øjeblikke af enhed med krigsmodstanden og modstanden mod Bush, og det skal vi holde fast i. Men vi skal også holde fast i forskelligheden og i at sætte dagsordenen, også for fjenden. At IMF for eksempel nu kalder sig en institution til afskaffelse af fattigdom og ikke en udviklingsinstitution er en sejr for de dagsordener, der blev sat i Seattle og fremefter. Det virker!"

Derefter gennemgår han ideerne i Multiplicity om modstand baseret på selvstændighed og samarbejde. Og så siger han det, han ikke tør tale om blandt akademikere.

"Den her del er altid det, der gør mig mest genert. Men Toni og jeg har talt længe om, at vi må genopfinde kærligheden på den politiske arena. Den skal ikke længere være lukket inde i parret eller kernefamilien eller baseret på en adskillelse mellem det personlige og det politiske, den skal snarere ses som et møde af forskellighed end som en enhed, og den skal ikke være en passion, som bare reagerer på noget, men en kreativ kraft. Den skal være mere som de øjeblikke til de rigtigt gode demonstrationer, hvor man får det som om, man er blevet forelsket. Det er vores ufærdige ide."

Bagefter er diskussionen så livlig, at indlæggene må afleveres fem ad gangen. Hvorfor kærlighed og ikke solidaritet? Snakkede fascisterne ikke også om kærlighed til mængden? Nu tror mange på os, hvordan formulerer vi så vores agendaer, så vi kan vinde dem? Hvad kan vi lære af Venezuela? Tager I ikke fejl af Spinoza? Hvad mener du om den irakiske modstandskamp? Har fagbevægelsen ikke brug for enhed for at vinde? Og igen og igen: Hvad er de næste konkrete skridt?

Det sidste spørgsmål er dog ikke nødvendigvis henvendt så meget til Michael Hardt som til den mængde, der sidder i salen. Og der er mange svar.

"Jeg aner ikke, hvor vi kommer hen," siger Hardt, da jeg bagefter spørger ham, om han er bekymret over dagsordenen.

"Man kan sidde og se fjernsyn og tro, at alle er enige og frygtsomme, men så møder man en gruppe som den her, og så er det åbenlyst, at der er noget andet igang. Det kan se ud til at vi er på vej ind i en periode af social kontrol og angst, men sådan har det set ud før. Pludselig gør aktivisterne noget, og så kommer skiftet. Men det vil komme fra dem, ikke fra mig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu