Alene titlerne på flere af Charlotte Weitzes tidligere bøger fortæller om hendes inspiration fra eventyr, myter og andre enkle historier fra menneskedybet: Skifting (1996), som bragte hende BogForums debutantpris, Bjergtaget (1999), Tandfeen (2001).
Forfatteren er cand.mag. i folkloristik og fascineret af folklore og eventyr. Det vil sige af menneskelige kriser, man ikke havde begreber for, men kun fortællinger om, hvor det indre drama udtrykt i kropslig forvandling og pludselig død.
Men i dag, hvor psykologiske begreber for krisebearbejdelse og forlovelsessituationer forefindes til overmål, skal et moderne (kunst)eventyr kunne noget mere, og jeg synes desværre, at den sympatiske og milde fortæller Charlotte Weitze har for lidt at byde på i sin nye bog, Mørkets egne.
Bogen er en lille samling fortællinger, flere skrevet på opfordring til aviser, som Skatten (Weekendavisen) og Griskhed (BT). Men i bogform virker samlingen ganske enkelt for spinkel.
Præcis som i eventyret er hver historie fortalt fra krisens sted. Skatten handler om et ægtepar, hvis tre-årige datter pludselig bliver væk under en strandtur. De gennemtrawler fortvivlet stranden efter hende, men ender med at tage en anden forladt pige med hjem i bilen.
Historien har samme motiv og pointe som Selma Lagerlöfs fremragende Skiftingen: At omsorgen for det påtvungne 'forkerte' barn på mystisk vis får det gode barn til at dukke op igen. En rig pointe, der vedrører både forholdet til egne og andres vanartede unger.
Blot falder sammenfaldet ikke ud til Weitzes fordel, for Lagerlöfs snart 100 år gamle fortælling er reelt langt mere provokerende: I modsætning til Weitzes velopdragne fremmede pigebarn, hvis indvandreragtige mørke hår næppe kan forurolige ret mange, vækker Lagerlöfs troldunge den allerstørste og mest forståelige skræk og modvilje: Ungen vil kun spise mus og tudser, er hyperaktiv og til overmål 'stor og hæslig, med hår som børster, tænder som syle og en klo på lillefingeren'.
Ubehaglig og uhyggelig
Frit efter Oscar Wildes Dorian Grays Billede er Ikon, hvor den unge Jude maler sin ungdomsven, der netop er død. Da Jude som ældre igen konfronterer sig med billedet, er det dog sig selv, han har malet, og billedet er uforandret, ungt og sørgmodigt. Selv er han blevet gammel, men har dog fået et liv. I De røde sko, omplantet til de kosmetiske operationers groteske univers, spøger selveste H.C. Andersen, og historien er (ligesom Andersens) både ubehagelig og uhyggelig. Men igen, hvorfor absolut spise kirsebær med afdøde genier?
Det er en hel lettelse at nå frem til de realistiske fortællinger: Griskhed, om en ung og en ældre kvinde, der sammen rydder op i et dødsbo, er ganske udmærket, og Lysene fra Kreta direkte god. Historien følger tre veninder, der i forsøget på at blive gravide opsøger et helligt sted på Kreta. Dog er den ene, Johanne, allerede gravid, men siger ikke noget, da hun endnu ikke ved, om hun ønsker barnet eller dets far, som hun kun har kendt i få uger - og som i øvrigt heller ikke har indstillet sig på familieliv.
Johanne når til afklaring, men venindegruppen splittes: At det, nogen ønsker så brændende, mirakuløst dumper ned i skødet til nogen, der næppe påskønner det, er svært at holde til.
Sød saft
Jeg vil gerne anbefale Weitze at investere sit talent på denne type historier.
Selv om jeg deler hendes fascination af folkedybets skatkiste, er det som om, hun ikke helt forstår, at det klassiske eventyr kendes på sin fyndige omgang med et mytisk indhold fra følelsernes urhav, som eventyret iscenesætter som ydre drama.
Kunsteventyret derimod hævder sig på moderne betingelser, psykologi, følelse, sprog og humor og flytter i højere grad dramaet ind i personerne.
Når Weitze benytter eventyrets knaphed, men ikke dets brutalitet, falder hun mellem to stole og fremtræder som en fortæller, der hellere vil småsnakke med kunderne om verdens forunderlighed end skræmme og moralisere over for dem. Men uden skræmsler smager eventyret af sød saft snarere end ram bjesk!
Weitzes moderne fortællinger viser vejen: Ud i nutidens moderne landskab, hvor forvandlingerne sker på nye betingelser, men stadig så magisk som i skiftingernes og ikonernes og eventyrenes tid.
